FF til Hense *Hjerte* (Ikk' færdig)

Hun stod bare der. Helt stille i mængden af alle andre skrigende, hoppende piger. Han så hende. Kun hende. Glemte at spille. Glemte at synge med. Glemte alt. De fik øjenkontakt. Musikken stoppede. Hans Edward kiggede på Corfitz. Han var helt væk. Helt begravet i hendes smukke øjne.
Eirikur, Heini og Hans Edward gik over til Corfitz. Dreamerne var forvirret. Alle var forvirret. Undtagen de to. Alle. Undtagen Corfitz og Henriette. De holdte øjenkontakten længe. Lige indtil Eirikur gik ind foran Corfitz. Henriettes veninde, Maiken, stod og stirrede på hende. Hun spurgte hvad der lige var sket. Hvad hun havde gjort. Men Henriette stod bare og stirrede op på Eirikurs ryg. Kiggede derhen hvor Corfitz havde stået før. Der hvor hun kunne se ham. En stille summen gled gennem fansene. Ingen vidste hvad der lige var sket. Henriette tog Maiken om håndledet og maste sig ud gennem menneskemængden. Hun ville væk derfra. Henriette og Maiken kom ud fra menneskemængden. Henriette slap Maiken. De kiggede på hinanden. Stod helt ude ved væggen i koncertsalen. De fire geniale drenge der stod på scenen kiggede over mod dem. Man kunne høre dem snakke. Efter kort tid nikkede de til hinanden og gik tilbage på deres pladser på scenen. Koncerten fortsatte.

Efter koncerten var Henriette og Maiken de første til at snakke med drengene. Maiken havde placeret sig hos Eirikur og faldt hurtigt i god snak med ham. Henriette var ved Corfitz. Hun turde næsten ikke sige noget. Men hun fik sagt undskyld. Undskyld for at hun næsten havde ødelagt hele koncerten. Et smil bredte sig på Corfitz’ søde små læber. Han begyndte at grine. Sagde at hun ikke skulle tænke mere på det, for han var jo selv med til at ødelægge det. Henriette kunne ikke lade være med at smile. ”Venter du ikke her indtil de andre dreamere er gået?”, spurgte han hende lavt. Henriette lavede et underligt ansigt. Hun nikkede lidt. Satte sig over på et bord. Kiggede over på Corfitz. Han begyndte at snakke med de andre dreamere. Gav autografer. Fik taget billeder med en masse. En pige ville have ham til at kysse hende på munden. Henriette hørte godt at pigen spurgte. Hun kiggede over mod Corfitz og pigen. De fleste var gået. Kun få dreamere var tilbage. Hun så over mod Maiken der stadig snakkede med Eirikur. Hun så lykkelig ud. Det gjorde Eirikur også. Hun fik øjenkontakt med Maiken og smilede bredt til hende. Maiken vinkede til Henriette. Henriette vinkede forsigtigt tilbage til Maiken. Kiggede tilbage på Corfitz der stod helt tæt med pigen der spurgte om kysset. Så deres ansigter nærme sig hinanden. Hendes øjne blev helt blanke og våde af tårer. Hun ville ikke se mere af det. Hun var såret. Hun var ked af det. Hoppede ned fra bordet og satte kursen direkte hen imod udgangen. Stødte ind i de få der var tilbage. Ville væk fra dem alle sammen. Hun stødte ind i en. En der var meget højere end hende selv. Hun kiggede op i hans grå øjne. Kiggede lige op på Hans Edward. Han så på hende. Smilede skævt og spurgte om hun var okay. Hun kiggede ned og nikkede. Kiggede op igen. Kiggede op på ham igen. Smilede svagt og styrtede mod døren. Hun kiggede sig ikke tilbage. Løb udenfor. Stoppede op og kiggede op mod stjernerne. Stod midt i en stor mørk baggård. Hørte ikke nogle kom ud inde fra koncertsalen. En lagde sin tunge hånd på hendes skulder. Hun vendte sig forskrækket om og kiggede på Heini der stod lige bagved hende. ”Du bør altså ikke være her helt alene lige nu.”. Ordene kom fra Heinis mund. Hun så på ham. Svarede ham ikke. Så bare på ham. Trak sig en smule væk og så ned. Så ned på sine slidte røde allstars hvor der var autografer på. ”Vil du ikke med indenfor igen? Der er da lidt varmere end herude.” Han smilede varmt til hende. Hun så op på ham igen og nikkede så. Et lille smil kom frem på hendes små læber. Men ville hun virkelig med ind igen?
Heine lagde sin arm om hendes skulder. De gik sammen ind i den varme koncertsal igen. Hun kunne høre Corfitz råbe. Så hen mod scenen. Han stod nede foran med pigen. De stod længere væk fra hinanden end de havde gjort tidligere. Han stod og fægtede med armene. Han var vred. Pigen stod og så på ham. Hun var ligeglad med at han var vred. Hun så ganske tilfreds ud. Men Corfitz så vred og såret ud. Der var næsten helt stille i koncertsalen. Udover Corfitz’ råb var der nogle få dreamere tilbage der stod og snakkede sammen.
Henriette stod bare og så ned på Corfitz. Heini var gået over til Hans Edward og Eirikur. Henriette fik øjenkontakt med Eirikur. Han vinkede hende over til sig. Med forsigtige skridt nærmede hun sig. Eirikur smilede stort til hende. Henriette rødmede kraftigt men fortsatte over til Eirikur og de andre. Hun kom helt over til dem. Stillede sig mellem Eirikur og Hans Edward. Hun følte sig lav. Kiggede rundt på drengene. Hans Edward kiggede ned på hende. ”Føler du dig lidt lille?”, spurgte han drillende. Hun blev mer’ rød i hovedet og grinede lidt. Hun nikkede. ”Meget lille endda”, svarede hun. De grinede alle sammen. Eirikur lagde sin arm på hendes skulder og grinede mere. Han stank af sved og alkohol. ”Jamen det er jo fordi du er så lille” grinede han. Han tog sin hippie-hat af og lagde den på hendes mørke, strittende hår. Hun så op på ham og smilede bredt. ”Den klæder dig meget godt” sagde han. Hun grinede lidt. ”Må jeg få den?”. Eirikur nikkede og smilede. ”Virkelig?!” Henriette lød helt overrasket og glad. Hun havde før prøvet at bytte den med et lille fint diadem, men uden held. Hun grinede og krammede ham. Han krammede med. Hun indåndede en stærk duft af en Eirikur. Hun nød at stå sammen med ham. En velkendt stemme kom bagved Eirikur. Henriette slap ham. Så om på Maiken der stod bagved Eirikur. Henriette stod og så på en forvirret Maiken.
Maiken gik helt hen til Henriette og trak hende lidt væk fra Eirikur og de andre. ”Hvorfor står du og ligger an på ham?”, spurgte Maiken stille og forvirret. Henriette vidste godt hvad hun snakkede om. Eirikur og Maiken havde haft noget kørende før, og det havde de egentlig stadig, men det var ikke helt blevet til noget.
Henriette så på Maiken. ”Jeg ligger ikke an på ham, Eirikur er min ven og ikke andet, jeg vil stadig kun have Corfitz… Men han vil ikke have mig åbenbart…”. Hun så trist ned i jorden og sukkede. Maiken kiggede underligt på Henriette og så sig så tilbage. Maiken kiggede hen mod Corfitz og pigen. De stod ikke længere og råbte af hinanden.
Corfitz langede pigen en lussing. Et skrig løb gennem salen og alt blev stille.
Henriette og Maiken stirrede mod Corfitz og pigen. Eirikur, Hans Edward, Heini, Pernille og resten af de få der var tilbage, stirrede mod Corfitz og pigen der stod helt nede foran scenen.
Pigen så tavst ned i gulvet. En tåre faldt fra hendes kind og ned på gulvet. Der var stadig helt stille i salen. Corfitz vendte ryggen til hende og gik om bagved scenen. Eirikur var hurtigt nede ved scenen og gik om bagved til sin lillebror. Pigen gik med bøjet hoved mod udgangen. Ingen kunne se hendes ansigt. Henriette var rystet. Kunne ikke sige noget. Kunne ikke gøre noget. Hun havde aldrig troet at Corfitz kunne finde på at slå nogle. Han så jo altid så sød og uskyldig ud. Og så havde han bare slået hende pigen. Henriette krammede Maiken. Hun trængte til et kram. Trængte til nogle holdte om hende. Trængte til nogle holdte af hende. Maiken krammede med. Hun har tydeligvis også rystet over det der lige var sket. Ingen havde troet at Corfitz kunne finde på at slå nogle, og da slet ikke en pige.
Efter et stykke tid hvor Henriette og Maiken havde stået og krammet mens de snakkede med Hans Edward og Heini, kom Eirikur og Corfitz frem på scenen. Henriette så hen på Corfitz. Deres øjne mødtes igen. Maiken slap Henriette og gik hen til Eirikur. De gav hinanden et kort kys og krammede. Henriette holdte øjenkontakt med Corfitz. Corfitz gik stille hen til Henriette. ”Undskyld” – hviskede han stille til hende. De holdte stadig øjenkontakten. Henriette så bare på ham. ”Hvorfor? Hvorfor gjorde du det?” spurgte hun stille. Han så stille ned i gulvet. ”Jeg er virkelig ked af det… Det var slet ikke meningen at det skulle være sket sådan… Og… Det var slet ikke meningen du skulle ha’ set det.” Han så op på hende igen med de klareste blå øjne der var fyldt med tårer. Hun så på ham. Svarede ham ikke. Omfavnede ham og kyssede ham. Han kyssede med. Sådan stod de længe. Lige indtil Pernille kom hen og prikkede Corfitz på skulderen. Han stoppede og slap Henriette. Kiggede på Pernille der stod med sit lyse hår, sat op i en hestehale, og en stor ’Surfact’ trøje på og et par slidte, gamle cowboybukser på. Hun så på Corfitz, ”Må jeg lige snakke lidt alene med dig Corf’?”, spurgte hun. Han nikkede og gik lidt væk fra Henriette, Maiken og Eirikur der stadig stod og gnavede i hinanden.
Henriette kiggede lidt ned i jorden og sukkede. Så kiggede hun op igen, og gik over til Heini og Hans Edward. Hun faldt hurtigt i snak med dem. Sylle og Tiesto var der også til at snakke med.
Henriette kunne ikke lade være med at kigge hen på Maiken og Eirikur. De så så glade ud sammen. Hun kiggede hen på Pernille og Corfitz der stod og snakkede. Hun ville gerne vide hvad de snakkede om. Hun troede det var om det før, altså da de stod og kyssede. Men hun var slet ikke sikker. De kunne jo også snakke om hvad Eirikur og Corfitz lavede bagved scenen. Eller om det der skete li’ før Corfitz gik bagved scenen. Hun ville gerne vide hvad de snakkede om.
Henriette kiggede på Maiken der stod lænet op af Eirikur, som holdte om hende. De så glade ud sammen. Hun fik øjenkontakt med Maiken. Hun smilede lidt og så ned i jorden igen. Maiken kyssede Eirikur kort på kinden og kom over til Henriette. ”Hey hense?” Hun så på Henriette med et forvirret blik. Henriette kiggede op på Maiken. Maiken så lidt ned i jorden, ”Det… Er det okay at jeg tager hjem til Eirikur nu?”. Henriette så på Maiken og nikkede så lidt. Maiken smilede sødt og krammede Henriette. Henriette krammede med. De krammede længe. Maiken slap hende lidt efter. ”Vi smutter nu så, vi ses i morgen, right?”, Maiken smilede til Henriette, som nikkede og så ned i jorden. Maiken kyssede hende hurtigt i panden og gik over til Eirikur. Henriette kiggede efter hende.

Henriette satte sig op i et fremmet rum, strakte sig langsomt. Kiggede ud på den blå himmel der hang udenfor vinduet. Hun havde aldrig været i rummet før, men hun vidste hun havde set det på video. Hun kiggede forsigtigt rundt i værelset. Så tv’et ligge på gulvet. Skrivebordet med computeren stod lige der hvor hun huskede det. Hun så på drengen der lå ved siden af hende. En meget smuk guitarist. Hun genkendte ham med det samme. Han så så fredfyldt ud, når han bare lå der, med de små, lukkede øjne. Han gryntede stille i søvne, og smilede et lille, varmt smil i søvne. Hun sad bare og betragtede ham, stille og roligt. Hun lod stille en finger glide henover hans bløde kind. Han gryntede lidt og åbnede sine trætte øjne. Han smilede træt og sødt til hende. ”Godmorgen smukke” fik han mumlet til hende. Hun smilede sødt tilbage til ham. Lagde sig ned til ham og så ham i øjnene. De små, trætte, blå øjne, som bare kiggede tilbage ind i hendes lyse blå øjne. Han smilede mere og gav hende et lille, blødt kys på munden. Henriettes ansigt formede sig til et genert smil, og en lille rødmen blev smurt henover hendes kinder. ”Jeg er ikk’ smuk”, var det eneste hun kunne få sagt til ham. Han så hende bare i øjnene og nikkede svagt. ”Det syntes jeg du er.”, han smilede bare til hende. Den lille rødmen over hendes kinder blev mere tydelig, og hun blev mere genert. Han kyssede hende kort igen, og satte sig op i sengen. Han kiggede rundt i værelset, gabte højlydt og strakte sig. Henriette grinede lidt af ham og smilede til ham. Corfitz kiggede om på hende. ”Du griner af mig?” Han smilede sit berømte ’Corfitz-smil’, bare munden næsten helt åben, så alle tænderne blev blottet. Henriette nikkede lidt og satte sig op til ham. ”Ja, det gør jeg.” smilede hun til ham. Corfitz puffede lidt til hende. ”Hvor er du ond, nå” Han rejste sig op, så hans nøgne ben kom til syne, og hans bare ryg. Hun kiggede bare på hans blege, bare ryg. Hun smilede sødt til hans ryg. Han tog et par bukser der lå på gulvet og stak sine små, tynde ben i buksebenene, trak bukserne helt op og lynede lynlåsen, og trak derefter bukserne ned på røven igen, så hans ternede boxershorts kom til syne igen. ”Corfitz…?” Hun kiggede bare på ham. ”Hvorfor kan du lide mig?”