Regn. Blæst. En drøm. En sang. Jeg stod ved mit vindue en mandag morgen. Kiggede udover det hav der omkransede Færøerne. Hav og himmel stod i ét. Jeg trak lynlåsen længere op i min sorte hættetrøje, for at få lidt mere varme ud af den. Jeg satte mig i den kølige vindueskarm. Lænede mig op af den kolde, duggede rude, lagde min pande mod den. Min ånde viste sig på den, som en hvid dug plet, ved min næse. Jeg kiggede udover det store hav. Havet som omringede de mange, små øer, som lå langt væk fra alting. Havet der strakte sig så langt øjet rakte.
Der var ingen skole den dag, uvejret var for voldsomt til at vi kunne komme til og fra skolen. Det havde jeg absolut intet imod. Jeg skulle ikke se ham idag. Ham der altid kaldte mig øgenavne. Ham alle kunne lide. Ham alle holdte med. Undtagen én person. Hans lillebror. Alle var jo altid imod mig. Undtagen ham. Lillebroderen. Ham jeg var hemmeligt forelsket i.
Et håb. Et savn. En længsel efter ham. En længsel efter at drømmen skulle gå i opfyldelse. Hvornår skulle den kunne det? Ingen kendte jo til den. Jeg rejste mig langsomt fra vindueskarmen. Flyttede ikke øjnene fra det vilde hav. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Forvirret. Forelsket. Mest forvirret.
Hans ansigt viste sig hele tiden for mig. Det dejlige smil, jeg så tit havde set oppe på skolen. Hans latter fyldte mine øre. En banken på min dør og jeg farre sammen. Jeg vender mig om og ser på døren. Min mor. Min mor der altid havde et smil på læben. Hun var der altid hvis man fik brug for det. "Maise?", begyndte hun roligt, "Du har gæster, jeg lod ham vente ved døren." Hun smilede varmt til mig. Men hvem ville komme hen til mig? Jeg gik hen til døren og ned ad trappen. Der var koldt over det hele. Det var der altid her på de her lorte øer. Jeg kom ned for enden af trappen og gik ud i bryggerset. Jeg stoppede brat op da jeg så hvem der stod henne ved døren. Han stod lige der. Ham der altid mobbede mig. Han smilede venligt og varmt til mig. Han hilste sødt og og kiggede på mig med et virkelig intenst blik. Jeg hilste nervøst tilbage og kiggede ned. Mine øjne flakkede rundt på gulvet. Hvad ville han her?! Måske... Måske ville han gennembanke mig når vi var alene oppe på værelset? Måske. Måske ikke. Det ville ikke være første gang han kom og gjorde det. Men det gjorde mig ikk' mindre vild med at være alene med ham. Jeg ville have at hans lillebror var hos os lige nu. Han gik med langsomme skridt hen imod mig. I takt med han kom nærmere, bakkede jeg stille væk fra ham, lige indtil jeg ikke kunne bakke mere. Væggen var i vejen. Desværre. Jeg ville længere væk fra ham end bare lige to skridt. Han stod helt tæt op af mig. Lagde stille en hånd på siden af min kind. Hans kolde, store hånd gled stille ned over min hals og ned på min skulder. Han hviskede stille mit navn og så mig dybt i øjnene.
Jeg skubbede hurtigt hans hånd væk. "La' mig være." Hviskede jeg. Han lod ikke til at høre det, for hans kølige hånd var begyndt at stryge mig nedover armen. Kuldegysningerne gled stille nedover rygraden på mig. Han tog min hånd og flettede stille vores fingre. "Undskyld" mumlede han bare. To af hans fingre på den anden hånd lagde han under min hage, for at løfte mit hoved blidt op, så han kunne kigge direkte ind i mine helt våde og blanke øjne. En tåre faldt fra min øjenkrog og nedover min kind. Han tørrede den forsigtigt væk. "Hey du må ikke græde. Jeg er virkelig ked af alt det jeg har gjort mod dig. Jeg vil gerne starte på en frisk, hvis du vil?", hans stemme lod så rolig og alligevel så trist.
Hans øjne var så dejlige at kigge ind i. Jeg ved ikke hvad der skete med mig. Noget fik mig til at tilgive ham. Tilgive ham for alt hvad han nogensinde havde gjort. "Det er okay" hviskede jeg stille tilbage, "Jeg vil også gerne starte på en frisk". Min stemme rystede lidt, fordi jeg var nervøs. Jeg kiggede bare ind i hans øjne. Hans dejlige blågrå øjne. Et lille smil kom frem på hans smukke læber. Han lukkede sine øjne lidt og førte sit ansigt tættere på mit. Vores næser rørte hurtigt ved hinanden. Vores læber mødtes i et lang, følelsesfuldt kys.
Jeg lå stille på min seng sammen med ham. Ham jeg ikke vidste om jeg kunne lide. Helt nøgen. Mit hoved hvilede stille på hans brystkasse. Mit hoved fulgte hans stille bevægelse hver gang han trak vejret. Han holdte stille om mig. Det føltes lidt forkert at ligge sammen med ham på den måde. Det var jo hans lillebror der skulle ligge der sammen med mig. Jeg satte mig lidt op. Kiggede stille rundt på mit værelse. Vores tøj lå spredt udover gulvet. Jeg sukkede lidt og rejste mig. Kiggede på ham en enkeltgang og tog så mit tøj på. Stormen rasede stadig udenfor. Himmel og hav havde skilt sig lidt fra hinanden. Mørket havde ikke forladt himlen endnu. Himlen var stadig mørk og overskyet. Havet havde lagt sig lidt til ro. Jeg tog en tyk trøje på udover min normale trøje. Der var stadig koldt i rummet. Mit vindue havde hvide dug pletter på ruden. Jeg lagde min hånd på ruden. Ruden med dug pletterne på. En svag snorken kom ovre fra min seng. Jeg så forsigtig derover. Så på ham. Ham jeg havde været så bange for hele min skole tid. Ham hvis lillebror jeg var dybt forelsket i.
Jeg listede over til sengen. Satte mig på den. På sengen. Sengen hvor han lå. Kiggede på ham og strøg ham blidt over håret. Han vågnede stille. Åbnede sine øjne. Han så op på mig med de dejligste blågrå øjne. Et lille smil bredte sig på hans læber. Jeg hviskede stille hans navn. Han smilede bare til mig. ”Eirikur”, prøvede jeg igen. Han satte sig lidt op og kyssede mig forsigtig på kinden. ”Hvad er der galt smukke?”, han smilede sødt til mig. ”Du bliver nødt til at gå, jeg vil ikke have dig her mere.”. Jeg kunne hurtigt se hans søde smil forsvinde. Jeg kunne godt selv høre at det lød lidt underligt at jeg ikke ville have ham hos mig mere, når vi lige havde været i seng sammen, men jeg blev nødt til at sige det på den måde. Ellers ville han aldrig forsvinde. Og det var jo ikke ham jeg ville have. Lillebroderen. Ham ville jeg have. Men om det ville lykkedes vidste jeg ikke. Men jeg ville have ham. Kun ham.
Eirikur satte sig mere op i sengen. Hans glimt i øjet var forsvundet. Væk. Helt væk. Om det ville komme igen vidste jeg ikke. Og ville faktisk heller ikke vide det lige nu.
Jeg ville bare have hans lillebror. Ham jeg var forelsket i. Ham der altid var sød mod mig. Ham der snakkede til mig ovre på skolen.
Eirikur rejste sig og tog sit tøj på. En T-shirt med print, en stor hættetrøje og et par skater shorts dækkede nu hans krop. Jeg kiggede på ham med et lidt trist blik. Men han var ligeglad. Uden et ord forlod han værelset. Det varme værelse. Jeg rejste mig fra sengen. Sengen. Sengen der ville bringe minder fremover. Skrækkelige minder. Jeg gik over og skubbede døren i. Døren Eirikur lige var gået ud af. Jeg gik hen og satte mig på sengen. Satte mig så jeg lænede mig op af væggen. Tog min pude og krammede den ind til mig. Fik tårer i øjnene. Varme, saltede tårer gled nedover mine kinder. Jeg havde dummet mig. Dummet mig godt og grundigt. Intet kunne rette op på hvad jeg havde gjort. I morgen vidste hele skolen nok at jeg havde været i seng med Eirikur. Mit hjerte var knust. Jeg ville ikke mere. Jeg ville kun have ham. Ham jeg aldrig ville få.
En længsel. Et savn. Et håb og en drøm. En længsel efter ham. Efter ham jeg var forelsket i, men ikke kunne få. Et savn til nogle der holdte af mig, og nogle der kunne lide mig for den jeg var. Et håb om at nogle ville lytte til mig når jeg havde problemer. Og en drøm om at komme til Danmark. Til det land jeg havde hørt så meget om. Til det land hvor de talte et sprog jeg kunne forstå. Landet som øerne hørte til.
Min makeup hang langt ned ad mine kinder. En sorg lå dybt inde i mig. Jeg havde dummet mig. Dummet mig meget. Jeg kunne jo ikke lide ham som sådan. Ikke sådan som jeg kunne lide hans lillebror. Jeg tørrede mine øjne i min pude. En pude som Eirikur lige havde ligget på. Tanken om ham fik mig til at græde mere. De varme, saltede tårer gled over mine kinder. Jeg ville ikke lave andet den dag. Jeg sad bare. Kiggede rundt på mit værelse. Kiggede ud på stormen som havde lagt sig lidt. Min mobil bippede én enkelt gang. En sms fra Corfitz var kommet. Jeg læste den. Han ville komme og besøge mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare til det.
Efter en halvtimestid stod Corfitz samme sted som Eirikur havde stået. Hvor vi havde kysset første gang. Hvor jeg for første gang havde kysset en dreng. Jeg kiggede på Corfitz. Hans øjenlåg var dækket af sort øjenskygge. Hans hår var blevet lidt længere end det plejede at være, så det hang bare ned i hans øjne. Et svagt glimt kunne man finde i hans øjne. Et lille smil hang på hans små søde læber. Jeg kiggede ind i hans blå øjne. Faldt helt i staver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar