Jeg stod og ventede på ham. Han var meget forsinket. Her var iskoldt. Hvis han ikke snart kom, ville jeg altså gå igen. Jeg begyndte at kunne ane en skikkelse længere fremme. Det var svært at se. Sneen styrtede ned. Hvorfor skulle jeg også bo sådan et koldt sted? Jeg stod og prøvede at varme mig selv mens jeg ventede. Skikkelsen kom tættere. Det var ikke ham. Det var en af hans venner. En fra bandet. ”Helena?” spurgte han stille. Jeg nikkede. Vidste egentlig godt hvad han ville sige. Hvor var han dog svag. Sender sin ven af sted for at sige det i stedet for at gøre det selv. Jeg hørte ham godt sige ordene, men jeg var egentlig ligeglad. Ligeglad med ham. Vennen. Deres åndssvage band. Alt. Jeg kiggede efter ham da han gik igen. Jeg havde stået her i kulden til ingen verdens nytte. Sikke et svin. Jeg begyndte stille at gå hjem af igen. Sparkede til alt det jeg kunne komme til. Gik bare direkte ind i huset, og op på mit værelse. Jeg børstede sneen af jakken og bukserne, inden jeg tog det af. Jeg hang det hen over min stol. Trak en nat trøje over mit hoved. Lagde mig i min seng. Det gik først op for mig nu at jeg lå og rystede. Jeg lukkede mine øjne roligt. Jeg rystede meget. Af tilbageholdt gråd og kulde. Jeg ville ikke græde over ham. Han havde opført sig som et svin overfor mig hele tiden. Hvorfor skulle jeg så græde over ham? Nej det ville jeg godt nok ikke. Jeg vil finde ham og snakke med ham. Lade ham vide hvilket svin han var. Bare i morgen. Jeg skal nok finde ham. Min vejrtrækning blev tungere og tungere. Til sidst faldt jeg stille i søvn.
Jeg vågnede. Der var mørkt. Det måtte være midt om natten. Der var en banken. Hvor kom den fra? Jeg prøvede at se rundt. Kunne ikke se. Der var for mørkt. Jeg blinkede et par gange. Koncentrerede mig om den banken. Lyden kom fra vinduet af. Jeg kiggede derhen. Rejste mig stille op. Gik langsomt hen til vinduet. Prøvede at se ud. Kunne se en skikkelse. Det var hans lillebror. Hvad ville han dog her midt om natten? Jeg åbnede stille vinduet. Kulden kom med det samme. Den stak i huden som nåle. Han kravlede ind. Jeg lukkede det hurtigt igen. Kiggede bare på ham. Følte mig lidt akavet. Jeg have jo kun nat trøje og trusser på. Vi stod og så lidt på hinanden. ”hvad vil du?” spurgte jeg ret koldt. Jeg kunne ikke holde ud at se på ham. Han mindede mig om ham. Alt for meget endda. Jeg kiggede lidt væk igen. ”bare snakke med dig?” ”klokken 3 om natten?” spurgte jeg og pegede på uret over mit skrivebord. Han så ned. ”undskyld, jeg… jeg havde ikke lige set hvad klokken var. Vi er først lige blevet færdige med at øve..” Jeg kiggede koldt på ham. ”og hvad så? Hvad vil du mig?” ”Ej Helena slap af. Hvad er der med dig?” ”ikke andet end du kommer her klokken lort om natten og vækker mig, når jeg virkelig har haft en lortedag.” ”ja jeg hørte godt om hvad han gjorde.. Det var altså ikke fedt gjort.” ”nej virkelig? Men jeg vil ikke snakke om det. Og du må faktisk også godt gå igen.” Jeg satte mig på min seng. ”nå okay.. Så går jeg bare igen..” Han gik hen til vinduet og hoppede ud. Jeg gik hen og lukkede vinduet efter ham. Kiggede på hans ryg da han forsvandt ud blandt al sneen. Jeg satte mig hen på sengen igen. Var jeg lidt for kold overfor ham? Nej, man kommer ikke rendende midt om natten for bare at ’snakke’. Der måtte have været en anden grund. Men hvad? Jeg lagde mig ned igen. Ville ikke tænke mere. Bare sove.
Jeg vågnede igen. Denne gang var det dag. Lyset skar mig i øjnene. Åbnede mine øjne og lukkede dem hurtigt igen. Jeg vil ikke op. Bare sove. Bare ligge her. Uden kontakt med nogen. Uden at tænke på noget. Bare være alene. Alene med tomheden. Jeg åbnede dem stille igen. Der var en hyletone herinde. Jeg så rundt. Hvor kom den fra? Hvorfor var den herinde? Jeg ville bare have den til at forsvinde. Holdt mig til hovedet. Den blev højere og højere. Forsvind!, sagde jeg til mig selv. Den stoppede ikke, den blev ved. Jeg rejste mig hurtigt op. Holdte mig stadig til hovedet. Løb ud i køkkenet. Den var der stadig dog lidt svagere. Jeg så rundt i køkkenet. Sådan plejer køkkenet ikke at se ud. Så fik jeg øje på ham. Han sad bare der. Han blødte fra panden. Pludselig kom blodet ud overalt. Jeg begyndte at skrige. Hvad fanden skete der?
Det var der jeg vågnede rigtigt. Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg var badet ind i sved. Det var bare et mareridt. Men hvorfor var han med? Hvorfor skete det med ham? Jeg skubbede tankerne væk. Ville ikke tænke på mareridtet. Satte mig langsomt op. Det var faktisk dag. Jeg så ud af vinduet. Der var tunge grå skyer udenfor. Det sneede stadig meget kraftigt. Hvornår stoppede det dog? Jeg ville sne inde hvis det blev ved. Mine ben rystede under mig da jeg rejste mig op. Jeg gik hen til mit skab. Fandt hurtigt noget tøj og skiftede. Jeg var ligeglad med hvad jeg tog på. Det kunne jo være lige meget nu. Han var der ikke længere til at sige hvad jeg skulle tage på. Nu bestemte jeg selv. Jeg levede ikke længere under hans regler. Jeg gik ud i køkkenet. Prøvede på ikke at tænke på drømmen. Spiste hurtigt noget morgenmad. Skyndte mig at børste tænder, ordne hår og ligge make-up. Jeg gik ud i gangen. Tog sko, jakke, halstørklæde og vanter på, og gik ud af døren. Kulden mødte mig straks. Jeg gik bare. Havde ikke tænkt på hvor jeg skulle gå hen. Ville bare væk. Jeg endte ude ved havet. Det blæste meget. Der var store bølger. Saltvandet ramte mig i ansigtet sammen med noget sne. Jeg satte mig ned på en flad sten. Trak knæene op foran mig. Sad bare og kiggede ud over havet.
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der før der var nogen der opdagede mig. Det var heldigvis ikke ham. Men det var en af hans venner. Ham der havde sagt det til mig. Jeg kiggede ikke på ham, bare ud på havet. Håbede på han ikke så mig. Men det gjorde han. Håbede på at han ikke kom hen til mig. Men det gjorde han også. Han satte sig ved siden af mig. Jeg rykkede mig ikke så han kunne sidde der ordentligt. Jeg ville ikke høre på ham. Ikke se på ham. ”Hey Helena” prøvede han stille. ”Hej” sagde jeg iskoldt. ”Fryser du slet ikke?” Jeg rystede på hovedet. Kiggede lidt ned af mig selv. Jeg havde faktisk kun en nederdel på, min jakke var ret tynd. Men jeg ville bare have ham til at gå. Jeg opdagede at jeg rystede lidt. ”Ej det kan jeg jo se du gør.” Han tog sin egen jakke af og lagde den over mine skuldre. Jeg sagde ikke noget til ham. Ville ikke ham her. Ville ikke have hans jakke over mig. Hvorfor kunne han ikke bare gå? ”Helena vil du ikke godt snakke med mig? Jeg har jo ikke gjort dig noget?” Jeg så på ham. ”Hans hvad vil du dog have jeg siger til dig? Jeg orker ikke noget som helst. Jeg ville egentlig bare sidde alene her. Også kommer du. Hvorfor skal jeg snakke med dig? Du er jo en af hans venner. Og jeg har ikke lyst til at være i nærheden af en der kan rende hen og fortælle ham alt om hvor dårligt jeg har det og blah blah for at få ham til at snakke med mig. Men jeg vil ikke snakke med ham. Jeg vil ikke se på ham, møde ham eller se ham. Jeg vil først snakke med ham når jeg har udtænkt en plan for hvordan jeg kan ydmyge ham, som han ydmygede mig. Jeg vil have min hævn for at han har spildt min tid.” Han kiggede bare på mig.
Jeg rejste mig stille op. Tog han jakke af og gav ham den tilbage. Begyndte at gå hen af stranden. Hvorfor vil de alle snakke med mig lige pludselig? De plejer jo ikke at snakke med mig. Jeg gik af sted i vandkanten. Mine hænder rystede meget. Gud hvor havde jeg dog lyst til en smøg. Jeg var godt nok stoppet men.. Det var jo kun på grund af ham. Jeg forstod slet ikke hvorfor han ikke ville have jeg ikke gjorde det. Han gjorde det jo selv. Han var bare så fucking dobbeltmoralsk. Og det var ikke kun omkring det. Han måtte godt rende rundt med andre piger, men jeg måtte ikke være sammen med mine drenge venner eller nogen som helst andre drenge. Det var måske derfor Hans og hans lillebror lige pludselig snakkede med mig. Ja det lyder ret logisk.
Jeg gik hjem igen. Mine læber var blevet blå. Jeg kunne ikke mærke kulden. Kunne bare se på mig at jeg frøs. Jeg gik ud på badeværelset og smed tøjet. Gik ind under bruseren og tændte for vandet. Det varme vand brændte imod min hud. Det gjorde ondt. Men det gjorde ikke noget. Jeg stod under bruseren i nogle minutter. Mine øjne var lukkede. Pludselig ringede min mobil. Jeg vågnede nærmest og steg ud af badet. Jeg tog et håndklæde og tørrede mig. Tog det om mig og tog min mobil. Det var ham. Hvorfor havde jeg ikke kigget på displayet inden? Hvad ville han dog. ”hej..” lød det i den anden enden. ”hvad fanden i helvede vil du mig?” ”Sige undskyld?” ”nå? Og hvad hvis jeg så er ligeglad med din undskyldning?” ”Ej Helena slap nu lige lidt af. Det var jo min mening at komme selv. Jeg.. Jeg blev bare forhindret.” ”Når hvor mandigt så at få sin ven til det fordi man blev ’forhindret.” ”Helena gider du ikk’ godt at lytte til mig? Kan vi ikk snakke face to face?” Jeg tog en dyb indånding. Hvorfor kan jeg ikke modstå ham? Hvorfor kan jeg ikke sige nej? Jeg ville ikke sige det, men jeg kunne ikke lade være. ”Jo jo.. Men kun hvis du kommer herhen. Jeg står fandme ikke og venter på dig i kulden igen!” Vi aftalte han snart kom hjem til mig. Jeg lagde på igen. Havde fået tårer i øjnene. Jeg ville ikke have ham herhen. Jeg ville bare have ham ud af mit liv. Hvorfor er jeg så svag?
Han kom nogle timer efter. Jeg havde allermest lyst til ikke at åbne op. Men selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg lukkede ham ind i mit hjem. Vi gik ind på mit værelse. Han sad på sengen, og jeg ved siden af ham. Jeg prøvede på ikke at kigge på ham. Ville ikke. Vidste godt hvad der ville ske hvis jeg gjorde det. Jeg kom til det alligevel. Jeg vidste det var en fejl at sige jeg gerne ville have ham herhen. Han skal bare gå nu, tænkte jeg. Men det gjorde han jo ikke. I stedet kyssede han mig. Jeg kunne ikke modstå ham. I stedet endte det som det altid gjorde. Selvfølgelig. Hvorfor kunne det være så svært at modstå ham?
Han havde bare rejst sig og taget sit tøj på igen bagefter. Han havde brugt mig. Igen. Jeg vendte mig om på den anden side. Jeg havde tårer i øjnene. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg hadede ham virkelig. Jeg var alt for billig. Han var allerede gået igen. Jeg begyndte at græde. Hvorfor? Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke ham. Jeg forstår ikke mig selv. Jeg forstår intet. Jeg lå bare og græd. Min mobil ringede igen. Jeg ville ikke snakke med nogen. Men alligevel tog jeg den. Det var hans lillebror. Hvad ville han mig nu? ”hey..” sagde han stille. ”hej?” sagde jeg og snøftede. ”jeg tænkte på.. Må jeg ikk lige komme forbi? Jeg tænkte jeg måtte ringe ingen jeg kom…” Jeg sukkede dybt. Jeg havde mest lyst til at sige nej. Men alligevel. Jeg havde vel brug for at snakke med nogen alligevel. ”ja du kommer bare.” Jeg lagde på igen. Satte mig op og tog tøj på.
Han kom ikke særlig lang tid efter. Han så mærkelig ud. Der var et eller andet galt med ham. Vi gik ind i stuen. Satte os i sofaen. Han tændte en smøg. Jeg fik også en. Vi sad lidt i stilhed og røg. Hvad ville han egentlig? Jeg kiggede ikke på ham. Hvorfor sagde han ikk hvad han ville og gik så igen? Der gik flere minutter før han sagde noget. ”Øhm.. Var Eirikur herovre før eller..?” Jeg nikkede lidt. Ville ikke snakke om lige præcis det. ”jeg troede ikk du ville snakke med ham?” Jeg trak lidt på skuldrende. Kiggede på smøgen hvor gløden næsten var ved at gå ud. Ligesom gløden i mig. ”okay..?” Han kiggede bare på mig. Det kunne jeg ikke lide. Hvorfor kiggede han på mig? ”Var dét det eneste du ville?” spurgte jeg, og slukkede smøgen. Han nikkede lidt. ”Men må jeg ikk blive her lidt?” Jeg trak på skuldrende. ”Jo jo hvis du gerne vil?” Jeg rejste mig stille op. ”Vil du med ind på værelset og sidde eller vil du sidde her alene?” Jeg ventede ikke på svar men gik bare ind på værelset. Lagde mig i sengen. Lukkede mine øjne. Lyttede efter lyden af han fodtrin. Men de kom ikke. Han kom altså ikke herind. Godt nok. Jeg vendte mig om på den anden side med ansigtet i mod væggen. Jeg var stadig træt. Mit hoved virkede grødet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller tænke. Valgte at gøre ingenting. Lod bare trætheden tage over.
Jeg stod ved vandet. Hvordan var jeg endt herude igen? Jeg gik ned af stranden. Den lignede ikke sig selv. Overalt lå der døde fisk og fugle. Alt omkring mig var dødt. Jeg var alene. Helt alene. Jeg gik bare videre. Til sidst forsvandt stranden. Jeg stod i stedet på en klippeskrænt. Jeg stod helt ude på kanten. Én forkert bevægelse og jeg ville falde. Der kom et kraftigt vindpust. Jeg mistede balancen. Min fod gled. Jeg faldt. Skriget. Der var et skrig. Men det var ikke mit eget. Jeg faldt bare.
Det var der jeg vågnede. Eller.. Jeg blev rusket så hårdt i at jeg vågnede. Jeg åbnede mine øjne og så lige ind i hans. Hans øjne var så flotte. Han kiggede ret skræmt på mig. ”Helena? Er du okay?” Jeg nikkede. Hvorfor skulle jeg dog ikke være det? Jeg kiggede bare på ham. ”du begyndte bare lige pludselig at skrige.. Jeg ved ikk hvorfor” Når.. Det var mit eget skrig jeg havde hørt. Derfor havde det lydt så fjernt. ”jeg.. jeg havde bare mareridt igen.” Jeg så væk fra ham. ”nå okay.. Men jeg skulle egentlig til at gå.. Medmindre du vil have jeg bliver?” Jeg så på ham igen. ”du må gerne blive…”
Jeg satte mig stille op. Han havde sat sig ved siden af mig. Jeg så på ham. Han var ikke lige så køn som sin bror, men tæt på. Hans øjne derimod. De var så flotte. Meget pænere en hans brors. Han var flinkere end hans bror. Hvorfor havde jeg ikke fået øje på det noget før?
Vi sad i lang tid og snakkede om alt og intet. På et tidspunkt rejste jeg mig. ”Er du sulten?” spurgte jeg. Han nikkede lidt. ”så kom og hjælp med at lav noget mad” sagde jeg og smilede. Smilede jeg virkelig? Ja det gjorde jeg. Lige pludselig kunne jeg være glad igen? Efter nogle timer med ham. Vi begyndte at lave noget mad. Jeg havde ikke så meget at vælge imellem så det blev pasta med ketchup. Vi fik det hurtigt lavet og jeg dækkede bord. Vi satte maden på bordet, satte os og begyndte at spise. Vi snakkede ikke imens. Spiste bare. Vi spiste hurtigt. Bagefter sad vi og kiggede på hinanden. ”Helena?” sagde han stille og så lidt nervøs ud. ”Æh ja?” Jeg havde rejst mig og var ved at tage af bordet. ”Der er noget jeg gerne vil sige til dig…” Jeg var begyndt at vaske op. ”Så spyt ud?”
Jeg stod og kiggede på det jeg vaskede op. Ikke på ham. Jeg så ikke hans ansigtsudtryk. Så ikke hans pinte ansigt.
Der var en lang stilhed. Kun lyden af det skvulpende vand i håndvasken. Så kom det. ”Helena.. Jeg.. Jeg har altid godt kunne lide dig.. Men.. Eirikur ville jo ikk have at du snakkede med nogen af os da du var kærester med ham og.. Jeg brød mig virkelig ikke om hvordan han behandlede dig.. jeg.. Jeg forstår heller ikk at du fandt dig i det og.. Ja inviterede ham over i dag” sagde han stille og så ned. Jeg tabte opvaskebørsten. Forstod ikke hvad han lige havde sagt. Det kunne da ikke passe. Han kunne lide mig? Det var jo hans lillebror. Jeg så bare på vandet. Denne gang var stilheden kvælende. Jeg følte jeg burde sige noget, men vidste ikke hvad. Hvad fanden skulle jeg sige til det? At jeg også kunne lide ham og gøre ham glad? For så ville jeg jo lyve. Jeg kendte ham ikke godt nok. Men på den anden side. Jeg ville jo heller ikke såre ham.
Stilheden blev mere og mere pinlig. Jeg vendte mig om og så på ham. Så på hans pinte ansigt. ”Corfitz jeg.. Jeg kender dig jo ikk rigtig.. Jeg har slet ikk de følelser for dig.. men jeg siger ikk at jeg ikk kunne få dem.. De er der bare ikke nu.” Han kiggede væk fra mig og rejste sig op. ”det er okay..” sagde han ret ligegyldigt. ”Ej undskyld Corfitz..” Han trak bare på skuldrende. ”vi ses.” Var det sidste han sagde inden han gik sin vej. Jeg stod tilbage. Kiggede efter ham. Fuck det altså. Jeg gik ud og tog sko og jakke på. Gik udenfor. Gik ned i byen. Gik bare rundt. Satte mig på en bænk. Sad der bare. Folk gik forbi uden at se på mig. Alle var ligeglade med at jeg sad der. Jeg lagde mig ned på bænken.
Jeg vågnede op igen. Min krop var iskold. Jeg lå på bænken. Rejste mig langsomt op. Det gjorde ondt over det hele. Jeg begyndte at gå. Vidste ikke hvorhen. Jeg havde ikke nogen steder jeg skulle hen. Min mobil ringede. Det var Eirikur. Jeg tog den alligevel.” Hej?” sagde jeg stille. Mine hænder rystede. ”Hej, jeg kommer hjem til dig om lidt. Vær der.” Så lagde han på igen. Jeg sukkede dybt. Begyndte at gå hjem af igen. Ville ikke have ham hjem til mig. Ville ikke være med i hans leg mere. Han skulle ikke have lov til at styre mit liv mere. Jeg gik ind i huset og direkte ind på mit værelse. Smed det kolde og våde tøj. Tog undertøj og en nat trøje på. Det var blevet mørkt udenfor igen. Jeg tændte nogle stearinlys. Det bankede på døren. Vidste jo allerede at det var ham der kom. Gik ned til døren. Åbnede den stille. Han gik bare ind. Så på mig. ”hej ” sagde han og smilede. ”Hey..” sagde jeg stille og så lidt ned. Han løftede mit hoved op igen. Så mig ind i mine øjne. Han begyndte at kysse mig. Jeg prøvede at få ham til at stoppe. Prøvede at skubbe ham væk. Ville ikke det her igen. Jeg fik ham endelig skubbet væk fra mig. Han så forvirret på mig. ”hvad er det du laver, Helena?” ”Jeg gider ikke det her mere Eirikur. Du kan ikke bare komme rendende og forvente at jeg er hjemme! Og du kan ikke bare behandle mig som du vil!” Han stod og så på mig. Jeg kunne se raseriet inde i ham. Årh pis nu havde jeg gjort ham vred. Nu vidste jeg godt hvad der ville ske. Det var jo sket før. Slaget kom før jeg troede. Han ramte direkte på min kæbe. Jeg kunne ikke få en lyd ud af mig. Jeg ventede bare på at resten kom.
Det var stoppet hurtigt. Jeg kan ikke huske hvad der skete. Bare at jeg lå på gulvet, og der kom en mere ind i rummet. Han fik Eirikur til at stoppe. Kunne ikke høre hvem det var. Alt blev bare sort for mig. Alt forsvandt. Nogle timer efter vågnede jeg op. Jeg lå i min seng. Jeg kunne kun åbne mit ene øje. Jeg så rundt. Der sad han. Corfitz. Det måtte være ham der var kommet. Det var blevet dag igen. Jeg lukkede mit øje igen. Det gjorde ondt over det hele. Jeg ville ikke se på mig. Vidste at jeg måtte se forfærdelig ud. ”Helena?” Jeg kunne mærke han kom hen og satte sig hos mig. Jeg svarede ikke. ”Er du okay?” Jeg svarede stadig ikke. Lignede jeg en der var okay? Jeg åbnede stille mit øje. Så på ham. ”du stoppede ham?” ’han nikkede lidt. ”Men.. Hvordan.. Hvorfor kom du herhen..?” Han trak på skuldrende. ”jeg hørte bare at han ville tage herover.. Så jeg fulgte efter. Jeg ved ikk rigtig hvorfor. Jeg havde slet ikk regnet med han ville gøre sådan noget..” Han strøg noget hår væk fra mit ansigt. ”Jeg tror du bliver nød til at komme til lægen. Det ser ikk for godt ud..” Jeg så bare på ham. Nikkede lidt. Prøvede på at sætte mig op. Men det gjorde for ondt. Han hjalp mig med at komme op. Mine ben rystede under mig. Hvad var der slet med Eirikur? Jeg så på ham. ”Corfitz..?” Han nikkede lidt og så på mig. Holdte mig stadig oppe. ”hvad skete der med Eirikur?” spurgte jeg. ”bare rolig han er her ikke. Jeg gav ham et par på kassen og han gik hjem.. ” Jeg så overrasket på ham. Han havde slået sin egen bror?
Han hjalp mig med at få sko og jakke på. Vi gik stille udenfor. Begyndte at gå ned mod lægen.
2 måneder efter
Jeg havde ikke set Eirikur siden den dag. Men så skete det. Jeg gik en tur ved stranden sammen med Corfitz. Vi snakkede bare. Jeg kiggede længere frem og så ham. Han kom gående helt alene. Han lignede ikke sig selv. Han var blevet ufattelig tynd. Han havde ikke fået øje på os. Jeg stoppede op. Ville ikke møde ham. Havde håbet på at jeg aldrig nogensinde ville møde ham igen. Corfitz så forvirret på mig. ”Helena hvad er der?” Jeg kiggede bare frem på Eirikur. Han kom tættere og tættere på. Corfitz fulgte mit blik. Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke. Men han så jo også Eirikur hver dag. De boede jo stadig sammen. Jeg havde bare håbet på ikke at møde ham igen. Jeg drejede om. Skyndte mig bare væk. Corfitz fulgte hurtigt efter mig. ”Vent lige lidt på mig” råbte han efter mig. Men jeg stoppede ikke op. Skyndte mig bare væk. Hjem. Låste mig hurtigt ind og smækkede døren hårdt i efter mig. Ville ikke have nogen i nærheden af mig. Det her kunne jo ikke blive ved. Jeg gik ind på mit værelse. Slukkede al lyset. Rullede gardinet ned. Mørklagde mit værelse. Satte mig stille ned på min seng. Min mobil ringede. Jeg tog den frem, afviste opkaldet. Det var Corfitz der ringede. Slukkede så mobilen.
Prøvede at gøre mine tanker klare. Jeg kan jo ikke bo i samme by som ham. Vil ikke støde ind i ham. Men jeg kan jo heller ikke flytte. Vil ikke. Så skal jeg væk fra Corfitz. Det vil jeg ikke. Vil blive her sammen med ham. Han vil jo heller ikke flytte væk. Nej, jeg måtte enten blive eller flytte væk. Langt væk. Til et sted hvor ingen kender mig. Jeg måtte flytte. Ville ikke men måtte gøre det alligevel. Jeg tændte mit lys igen. Begyndte at pakke mit tøj ned. Hørte det bankede ude på døren. Ignorerede det. Pakkede bare mit tøj og andre vigtige ting ned. Blev hurtigt efter. Satte mig ned på sengen igen. Så rundt på værelset. Det var måske sidste gang jeg så det. Jeg rejste mig igen. Ringede til en taxa. Ringede og købte en fly billet til Danmark. Ventede på taxaen kom. Tog mine tasker og gik mig udenfor. Corfitz stod derude. Jeg kiggede ikke på ham. Ville ikke såre ham. ”hvor skal du hen?” spurgte han med let rystende stemme. ”væk.. Jeg flyver til Danmark.. ” han så overrasket på mig. ”Ej Helena det må du ikke! Hvorfor kan du ikke blive her?” Jeg vendte mig og så på ham. ”Jeg bliver nød til at starte på en frisk. Jeg kan ikke klare det her mere.. Hele tiden være bange for at møde ham. Ja jeg ved godt at det han gjorde ikke var noget han mente, men jeg er bange for ham.. Bange for hvis han gør det igen.. Jeg må væk herfra..” Taxaen kom stille kørende. ” vi ses Corfitz.. ” han gik helt hen og tog fat i mig. ”Helena bliv nu,” hviskede han. ”jeg skal nok passe på dig..?” Jeg rystede på hovedet. Satte mig ind i taxaen da den holdte. Jeg så ud på ham. Så hans udtryk i ansigtet. Jeg havde mest lyst til at blive. Kunne ikke klare at jeg var grunden til det her. Jeg blev hurtigt kørt ud i lufthavnen. Jeg betalte for taxaen og gik ind for at tjekke mine kufferter ind. Da det var ordnet stod jeg lidt i mine egne tanker. Der var over en time til flyet fløj. Jeg begyndte at gå igennem alle sikkerhedstjekkene. Jeg gik ind og satte mig. Ventede bare. Så ud. Man kunne se vandet. Det var begyndt at blæse igen. Jeg ventede til flyveren kom. Lidt efter kunne man komme ombord. Jeg så ud en sidste gang. Syntes jeg så et glimt af ham. Men det kunne jo umuligt være ham. Han ville jo ikke være herude? Jeg gik helt ind og satte mig. Ventede bare på flyveren lettede. Endelig gjorde den det. Jeg så ud af vinduet. Så hvordan øerne forsvandt under mig. Jeg hviskede et stille ”farvel”. Mine øjne blev fyldt med tårer. Jeg lukkede dem. Holdte gråden inde. Endelig var jeg fri.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar