No Name. (Ikk' skrevet af mig. Ikk' færdig)

Jeg var på vej i skole. Mit hoved gjorde ondt. Min krop smertede overalt. Det var et mirakel at jeg overhovedet var kommet af sted. Jeg havde næsten opgivet da jeg ikke kunne dække alle mine blå mærker, men kunne ikke holde til en hel dag med ham, og skulle jo være sammen med Maiken efter skole. Vi skulle til en koncert med nogle der hed The Dreams om aftenen. Havde hørt lidt af deres musik, men aldrig tænkt på at tage til koncert med dem. Vidste ikke hvordan det ville være. Jeg tændte stille en smøg. Det var forbudt at ryge på skolen, så måtte gøre det nu.

Jeg nåede hen til skolen, og satte mig på min plads, bagerst i klassen. Jeg sad bare og hørte musik. Ignorerede alle omkring mig. Maiken gik ikke på den samme skole som mig. Hun havde ikke kunne holde klassen ud. Jeg kunne heller ikke, men kunne heller ikke klare alt forvirringen med at skifte skole, så jeg holdte ud. Holdt mig bare for mig selv. Ignorerede de onde kommentarer om min stil, mit hår, ja bare alt ved mig. Skolen forløb som alle de andre dage. Jeg sagde ikke noget. Lærerne spurgte mig ikke om noget. Timerne sneglede sig af sted. Jeg sad bare og lavede kruseduller i mit hæfte. Endelig sluttede dagen. Jeg var i gang med at pakke mine ting sammen, da læreren kom hen til mig. Jeg ville egentlig bare væk. Men hun ville snakke med mig. Ventede på alle gik ud. Lukkede døren efter den sidste der gik ud. Hun så hen på mig. Jeg så koldt på hende. Ville ønske jeg kunne slippe for dette sted. ”Nicoline dine karakterer er fantastiske, men du vil stadig ikke sige noget i timerne?” Jeg trak lidt på skuldrene. Vidste ikke hvad det her skulle til for. ”Hvordan går det derhjemme?” Jeg trak igen på skuldrene. Hun vidste ikke noget. Hun skulle heller ikke vide noget. Vide noget om at jeg var blevet smidt ud hjemmefra af mine forældre, og boede sammen med min kæreste nu. Ham der alt for tit drak sig lidt for fuld. Ham som, hvis jeg bare gjorde det mindste forkert når han var fuld, gav mig nogle par på kassen. Jeg sagde altid til mig selv at jeg selv var skyld i det. Jeg kunne jo bare have ladet være med at gøre det. ”Må jeg ikke godt gå? Jeg har lidt travlt..” sagde jeg og gik mod døren. Hun nikkede lidt og åbnede døren. Jeg skyndte mig bare ud.

Jeg stillede mig hen i busskuret. Havde brug for en smøg, men måtte vente. Bussen kom lidt efter. Jeg skulle tage den hen til Maiken. Bus dørene åbnede, og jeg steg på. Viste mit buskort, og satte mig hen. Startede min musik. Tokio Hotel. Et af mine ynglings band. Bussen kørte videre. Jeg kiggede på tingene udenfor. Sukkede dybt. Tænkte på koncerten om aftenen. Ville jeg mon passe ind? Jeg havde hørt deres fans klædte sig anderledes end normale mennesker. Mit tøj var ikke så anderledes, måske lidt, men mere meget brugt. Det var meget slidt, og der var huller i mine bukser og sko. Bussen kørte hurtigt. Nåede det sted jeg skulle af. Jeg trykkede hårdt på stop-knappen og rejste mig op. Da den holdte stille, og dørene havde åbnet sig. Steg jeg ud. Tændte mig en smøg. Begyndte at gå mod Maikens hus.
Jeg kunne mærke nogle dryp mod mit ansigt. Det begyndte at regne. Jeg sukkede dybt. Fedt! Skyndte mig lidt mens jeg røg. Stillede mig ude foran huset og røg færdig. Bankede så på. Måske var hun slet ikke hjemme endnu? Det håbede jeg. Ellers skulle jeg stå og vente i længere tid. Døren åbnede sig. Heldigvis var hun hjemme. ”Heej Nico,” sagde hun smilende og gav mig et kram. Jeg krammede med. Sagde ikke noget. Gik stille ind da Maiken spurgte om jeg ikke gjorde. Jeg stillede mine sko og tog min jakke af. Vi gik ind på hendes værelse. Regnen havde fjernet noget af min makeup så man kunne se de blå mærker og sår. ”Ej Nico hvad er der sket?” spurgte Maiken chokeret. Jeg så mærkeligt på hende. ”hvad mener du?” svarede jeg stille. Men jeg vidste det allerede da jeg så mig hen i spejlet. Fuck! Jeg ville ikke fortælle hende sandheden. ”Du er fyldt med blå mærker søde?” Jeg trak lidt på skuldrene. ”Jeg faldt bare ned af en trappe her den anden dag..” sagde jeg og smilte skævt. ”Typisk mig, ikk..?” Hun nikkede lidt. Blev stående lidt og så på mig. ”Jeg laver lige nogle popcorn og henter noget sodavand,” sagde hun efter noget tid. Jeg nikkede lidt og rejste mig fra sengen da hun var gået ud. Gik hen til spejlet og prøvede at ordne min makeup så de ikke kunne ses mere.

Vi hyggede os i nogle timer. Maiken spurgte ikke mere til mine blå mærker. Der var ikke lang tid tilbage til koncerten. Maiken skulle til at gøre sig klar. Jeg så bare på hende imens. Kunne jo ikke gøre så meget andet end at rette lidt på min makeup igen. Vi gik i god tid. Maiken skulle mødes med nogen hun kendte inden koncerten derhenne. Vi gik derhen. Da vi nåede derhen mødtes Maiken med sine venner. Jeg stod bare og kiggede. Kiggede på de andre. De rendte alle rundt med The Dreams T-shirts. Jeg så på Maiken igen. Hun ænsede mig ikke længere. Snakkede bare med sine venner. Jeg gik hen til en netto lige ved siden af. Købte nogle dåseøl, og smøger. Her i byen sked de på om man var mindreårig. Jeg gik tilbage igen og satte mig. Åbnede en af øllene. Drak den hurtigt. Havde brug for at føle alkoholens virkning. Jeg så hen på Maiken igen. Hun havde vidst opdaget jeg ikke var henne sammen med hende. Hun så rundt og opdagede mig. Vinkede mig hen. Jeg rejste mig og gik derhen. Stod der bare med mine øl. Hun snakkede videre. Jeg drak en til. Ventede.

Endelig blev dørene åbnet. Alle styrtede ind. Jeg havde fået drukket alle mine øl, og var ikke længere helt klar i hovedet. Lidt vaklende kom jeg derind. Alle stod og maste sig selv op imod scenen, inklusiv Maiken. Jeg gik hen og satte mig op af en væg. Gad ikke det pjat med at blive mast helt flad, og ville sikkert knække mig hvis folk maste mig. Jeg sad bare og så ud i den tomme luft. Koncerten startede. Ind kom der 4 drenge der alle ordnede deres instrumenter. Jeg så på dem. Kom langsomt på benene. De begyndte at spille. Jeg stod som fortryllet. Stirrede bare på guitaristen. Kunne ikke huske hans navn, men det var jeg også ligeglad med. Han var smuk. Jeg stirrede bare på ham. Jeg stod ret langt fra de andre. Pludselig så han på mig. Så mig ind i øjnene. Det varede kun nogle korte sekunder. Så var hans blik væk igen. Jeg så hurtigt væk fra ham igen. Han havde nogle virkelig fantastiske øjne. Så hen på ham igen. Han var mindre end de andre. Jeg prøvede at komme på hans navn, men kunne ikke huske det. Koncerten fortsatte i lidt over en time. Jeg stod bare der og stirrede på guitaristen. Da koncerten sluttede, gik de ud fra scenen. Mine øjne fulgte ham hele vejen. Vi havde flere gange haft øjenkontakt. Jeg vendte mig rundt for at gå ud på toilettet. Jeg gik ud og så mig i spejlet. Jeg var helt bleg. Min krop føltes kold. Alt svimlede. Kvalmen kom. Jeg skyndte mig hen til et af wc’erne og brækkede mig. Følte mig meget svimmel. Jeg var gået ned på knæ for at brække mig. Kom vaklende på benene igen. De rystede under mig. Jeg gik ud i salen igen. Alt var tåget. Jeg satte mig hen op af væggen igen. Kvalmen kom igen. Jeg holdte det tilbage. Ville ikke brække mig igen, ikke her foran alle de mennesker. Jeg trak knæene op foran mig og hvilede mit hoved på dem. Lukkede mine øjne.

Der gik ikke lang tid før jeg følte en hånd på min skulder. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og så ind i det fantastiske klare blå øjne. Jeg fik et lille chok. ”Er du okay?” hørte jeg ham sige. Jeg kunne ikke svare. Kvalmen kom igen. Jeg kunne mærke en masse øjne på mig. Prøvede at holde det nede igen. Kunne ikke. Skubbede ham hurtigt væk fra mig og brækkede mig der hvor han lige havde stået. Alle de andre kiggede frastødt på mig. Guitaristen kaldte på en eller anden. Kunne ikke høre hvem. Ville bare væk herfra. Mærkede så nogle stærke hænder trække mig op at stå. Nogle var ved at tørre brækket op. Personen der holdte mig oppe hjalp mig udenfor. Den kolde luft bed lidt i mine kinder, men mit hoved blev lidt klarer. Jeg så på ham der havde hjulpet mig. Det var bassisten. Jeg kunne heller ikke huske hans navn. Noget med E eller sådan noget. ”Klarer du dig?” spurgte han og så på mig. Jeg nikkede lidt. Han prøvede at slippe mig, men mine knæ kunne ikke holde mig og jeg var ved at vælte igen. Han greb mig hurtigt og støttede mig. ”Er du her alene?” Jeg rystede lidt på hovedet. ”nej.. Min veninde er derinde..” fik jeg hvisket til ham inden Maiken kom styrtende ud. ”Nico er du okay?” spurgte hun da hun kom hen til os. Jeg trak lidt på skuldrene. Havde stadig kvalme. Hun havde ikke opdaget endnu hvem der stod og støttede mig. ”Øhm er du hendes veninde?” spurgte han Maiken. Hun nikkede lidt og så så på ham. Hun stivnede helt. Jeg vidste det var ham hun bedst kunne lide. Hun blev helt rød i hovedet og prøvede at sige noget. Han grinte lidt af hende. Jeg trak mig lidt væk fra dem begge to. Så rundt. Der var ingen vej væk herfra. Det var en baggård af en art. Så måtte jeg gå ind igen. Jeg vaklede ind. Mine ben kunne næsten ikke holde mig, så jeg støttede mig til væggene hele vejen ind i salen. Jeg så rundt på alle de andre. Guitaristen så hen på mig igen. Jeg lod mig glide ned af en væg igen. Sad der bare.

Salen blev mere og mere tom. Jeg sad bare med lukkede øjne indtil Maiken kom og ruskede lidt i mig. Vi var de eneste bortset fra bandet. De stod alle sammen henne ved mig. Jeg så forvirret på dem alle. Følte igen kvalmen, men holdte den denne gang nede. ”Har du det bedre?” sagde guitaristen og så uroligt på mig. ”Jeg har det fint.. Bare hold op med at spørge mig om det..” sagde jeg træt. Jeg ville ikke hjem. Vidste godt hvad der ville ske når jeg kom hjem fuld. Jeg kom på benene langsomt. ”Hvad er det i hedder?” spurgte jeg og så på drengene i bandet. De grinte lidt af mig. ”Du er taget til koncert men ved ikk hvad vi hedder?” sagde forsangeren og smilte. Jeg nikkede lidt. ”Maiken ville gerne have mig med såå.. ” svarede jeg igen, og så på Maiken. Hun stod og snakkede med Eirikur. Hun så glad ud. Jeg så tilbage på guitaristen, trommeslageren og forsangeren. ”Vil i så ikk’ være søde og fortælle mig hvad i hedder?” spurgte jeg igen og smilte lidt. ”okay okay, jeg hedder Hans Edward,” sagde ham forsangeren. ”Jeg er Heine,” sagde trommeslageren. ”Og jeg er Corfitz,” sagde den kønne guitarist og smilte skævt. Han nikkede over mod bassisten. ”og det er min bror Eirikur” Jeg nikkede lidt og så på ham. ”okay, tak..” sagde jeg. Jeg så på Maiken. Vi måtte jo egentlig hellere komme hjem men.. Jeg ville jo ikke hjem. Mit blik gled tilbage til de andre. ”hvad skal i så nu?” spurgte jeg. ”nogle af os tager ud til nogle venner og fester,” sagde Corfitz og smilte. ”Vil dig og din veninde med eller?” Jeg så lidt på ham. Så hen på Maiken. ”tror jeg gerne vi vil? Jeg ved jo ikk med hende men jeg vil gerne,” svarede jeg smilende.” Jeg skal nok bare ikk have meget mere at drikke” tilføjede jeg. De andre grinte lidt. ”Neej det måske en god idé” sagde ham der hed Hans Edward.
Vi tog af sted lidt efter. Kørte lidt i deres bil hen til festen. Der var allerede gang i den. Vi gik ind. Jeg kendte ikke andre end Maiken, og hun havde kun øje for Eirikur. Jeg endte med at sætte mig i en sofa for mig selv. Havde fået stukket endnu en øl i hånden da vi kom ind. Drak lidt. Så rundt på alle de andre. Så på Maiken og Eirikur. Den måde de begge to smilede på den søde måde til hinanden. Jeg fik kvalme igen. Så væk. Vidste ikke om det var på grund af alkoholen eller om det var deres flirteri.

Der gik noget tid hvor jeg sad alene. Så kom Corfitz, og dumpede ned ved siden af mig. Han havde også fået ret meget. Jeg havde fået nogle flere øl, og havde det ikke tip top. Vi snakkede lidt. Det meste var ikke til at forstå fordi vi begyndte at grine hele tiden. Pludselig var hans hoved helt tæt på mit. Han så mig ind i mine øjne, med sine blå øjne. Kom tættere på. Vores læber mødte hinanden. Hans læber var bløde. Det sidste jeg kan huske fra den aften var, at vi tog hjem til ham. Alt derfra er væk.

Jeg vågnede næste morgen. Åbnede mine øjne. Var forvirret. Så rundt. Kunne ikke kende stedet. Eller så alligevel jo. Men havde ikke været her før. Havde bare set det før. Jeg var nøgen. Så mit tøj lå på gulvet. Satte mig op i sengen. Havde stadig ikke lagt mærke til ham ved siden af mig. Han bevægede sig lidt og mumlede noget. Jeg fik et chok. Stirrede på ham. Det kunne ikke passe. Hvad var der sket i nat? Jeg prøvede at huske tilbage. Huskede hans læber mod mine. Hans hånd der holdte min, mens vi gik. Prøvede at huske hvad der var sket da vi kom hjem til ham. Men det var væk. Kunne ingenting huske. Jeg rejste mig og samlede hurtigt mit tøj sammen. Tog det på. Håbede på han ikke ville vågne. Men selvfølgelig gjorde han det. Så på mig med et forvirret blik. Jeg havde fået at mit tøj på igen. Så ikke på ham. Ville ikke. Jeg kunne mærke tårerne trykke. Vidste hvad der ventede når jeg kom hjem igen. ”Nico?” hørte jeg ham sige meget lavt. Jeg nikkede lidt og så om på ham. ”Skal du gå?” Jeg nikkede igen. Ville godt nok ikke. ”Det.. Det bliver jeg nød til.. Jeg burde slet ikke være her..” sagde jeg og sukkede. Han så uforstående på mig. Der var stilhed i noget tid. Så gik det op for ham. Man kunne se det i hans øjne. Forvirrelsen forsvandt, og blev erstattet af noget andet. Hans øjne viste at han var såret. ”Du.. Du har en kæreste..” konstaterede han stille. Jeg svarede ikke. Nikkede heller ikke. Gik bare ud. Uden at give ham mit nummer eller noget. Gik bare. Tog mine sko på og samlede min jakke op. Gik ud.

Jeg gik hjem af. Det var tåget og svært at se noget. Kunne ikke høre andet end mine egne skridt, og min tunge vejrtrækning. Jeg nåede hjem. Låste mig næsten lydløst ind. Han min jakke op og tog mine sko af. Ville ikke vække ham. Men det behøvede jeg ikke. Han var allerede vågen. Sad inde i stuen, og ventede bare på mig. Jeg tog mig sammen og gik langsomt derind. Så på ham. Lukkede døren efter mig. Han havde rest sig og gik hen til mig. Han lugtede stærkt af alkohol. ”Hvor har du været?” spurgte han og så mig i øjnene. Jeg prøvede at undgå hans blik. ”Jeg sov bare hos Maiken.. Jeg ved godt at jeg burde have ringet..” Han så mig stadig i øjnene. ”Du lyver,” hviskede han. Jeg rystede på hovedet. ”nej nej.. det rigtigt nok..” hviskede jeg, mens jeg undgik hans blik. Han trak hånden tilbage. Klar til et slag. Hamrede den så ind i mig. Der kom flere og flere. Til sidst da min læbe var begyndt at bløde stoppede han. Jeg lå på gulvet. Han så ned på mig. Jeg havde blødt ud på gulvet. ”Tør op efter dig” sagde han koldt og gik ind på værelset. Jeg lå der lidt. Fik mig så sat op. Det gjorde fandens ondt. Rejste mig op på rystende ben. Gik langsomt ud i køkkenet og fandt en klud. Gik ind i stuen igen og tørrede blodet op. Jeg hadede ham. Hadede ham så sindssygt meget. Men det var jo alligevel min egen skyld. Jeg skulle jo bare have ringet. Jeg lagde mig hen på sofaen. Lukkede mine øjne.

Anden del.
(Corfitz)
Jeg var ikke kommet ud af sengen endnu. Lå bare og stirrede på døren. Lå og håbede på hun ville komme tilbage til mig. Men der skete intet. Døren blev ved med at være lukket. Jeg fik sat mig op. Rodede lidt rundt i mit hår. ”Forbandede tømmermænd..” mumlede jeg for mig selv. Rejste mig op og tog nogle underbukser på. Fandt så nogle bukser og en trøje. Tog det på. Havde brug for en morgensmøg. Ledte lidt efter min pakke. Tog en ud og tændte den. Gik ind i stuen. Ingen af de andre var vågnet endnu. Det var fint med mig. Ville helst ikke snakke med dem og blive mindet om i går. Satte mig tungt i sofaen. Legede med smøgen mellem mine fingre. Hvad var der i vejen med mig? Jeg havde aldrig gjort sådan noget med en fan før. Eller.. Teknisk set var hun jo ikke fan af os? Hun var jo bare med fordi hendes veninde ville have det? Jeg tog et hiv af smøgen. Hun havde haft nogle flotte øjne. Men der havde været noget med dem. Som om hun skjulte noget. Jeg havde opdaget det til sidst. Inderst inde var der usikkerheden. Og.. Hendes øjne viste hun var bange. Jeg vidste ikke hvad hun var bange for. Jeg havde fået øje på hende midt under koncerten. Set hende sidde alene omme bagved. Jeg havde været lige ved at glemme at spille, så jeg havde kun set på hende i nogle få sekunder. Derefter skulle jeg jo koncentrere mig. Jeg røg smøgen færdig. Lukkede af for tankerne om hende. Slukkede smøgen og rejste mig. Følte mig rastløs. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Hun blev ved med at springe ind i mit hoved og ville ikke forsvinde. Jeg havde ikke engang fået hendes nummer. Hun var bare gået i morges. Jeg kendte kun til hendes navn. Vidste hun boede i nærheden. Og selvfølgelig vidste jeg hvordan hun så ud. Ville jeg mon komme til at se hende igen?