Blæst. Regn. En drøm. Et savn. Han stod bare. Kiggede ned på gaden. Gaden der lå nede foran hans husblok. Han vidste ikke hvem der boede inde ved siden af. Han kendte ingen i huset, selvom han havde boet der i lang tid. Han var den i huset, der havde boet der længst tid. Alle kendte ham, men han kendte ingen. Kun en mand på 24. Boede alene. Han gik stille over til et andet vindue. Kiggede ud. Stormen rasede ude over havet. Havet der omkransede Færøerne. Han trak lynlåsen lidt længere op i sin trøje. Lejeligheden var kølig og dunkel. Kun få stearinlys oplyste den lille stue og gav et helt særligt skær. Skyggerne fra flammerne dansede lystigt på væggen. Væggen hvor der hang et billede. Kun ét enkelt billede. Et billede af en mand i sort tøj, sort hår med en rød hanekam, siddende med et lille barn i en lang, hvid dåbskjole med et mørkeblåt bånd rundt om livet. Kvinden ved siden af havde langt, smukt, sort hår, en sort kjole og lange sorte støvler. Et smukt billede.
Manden gik over og tog billedet ned fra væggen. Lod stille to fingre glide henover billedet. Følelserne kom frem i ham. Han savnede den dag. Det var fra hans egen søns barnedåb. Hans øjne blev våde af tårer. Han savnede den dag. Savnede sin kæreste. Savnede sin søn. Vidste at han aldrig kom til at se dem igen. Hans kæreste var stukket af med en af hans bedstevenner. Han var knust. Han var ødelagt indeni. Han tabte tårer ned på glasset der dækkede billedet. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Tanker om ham og hans kæreste sammen. Tanker om at se hans søn igen. Tanker om død. Tanker om ødelæggelse.
Længe stod han bare og så på billedet. Så på hans søn. Så på to lykkelige mennesker med deres søn. En drøm om at se dem igen. Et savn. En længsel. Et savn til de lykkelige dage. En længsel efter de to der betød allermest for ham i hele verden. En længsel efter at synge sammen med de tre andre i bandet igen. Men det var for sent. Det hele var for sent. Han savnede de tre andre fra bandet. Men han kunne ikke stole på bassisten. Han var jo stukket af med hans kæreste. Det var ham der var skyld i det hele. Ham. Bassisten. Bassisten Eirikur. Hans bedsteven.
Igen kiggede han udover havet. Stormen tog til. Han smed billedet i en halvgammel lænestol. Hans øjne var blevet helt røde. Hans hjerte var knust. Det var ødelagt. Slået itu. Han gik med hurtige skridt tilbage til vinduet med udsigt udover havet. Himmel og hav stod i ét. Han lagde forsigtigt hånden på den kolde, duggede rude. Hans hjerte bankede hurtigt i hans bryst. Sveden kom stille frem på panden. Nervøsitet. Kuldegysninger løb igennem hans krop. Et hedeslag ramte ham. En skikkelse viste sig for ham langt ude på havet. En menneske skikkelse. Et menneske der stod på vandet. Han troede ikke sine egne øjne. Han kunne ikke bilde sig selv ind at der stod nogle ude på vandet. Flere hundredemeter ude på vandet. Hedeslaget blev værre. Han blev svimmel. Hans øjne flakkede rundt. Hans hjerte hamrede hårdere i brystet. Tankerne fløj rundt i hans hoved. Hvad var der sket med ham? Et skrig satte sig fast i hans hals. Han ville skrige efter hjælp, men ingen hørte ham. Han var alene. Helt alene. Det sortnede for hans øjne. Og hans ben sank sammen under ham. Han hørte et skrig. Et fjernt skrig. En kvinde skreg. Hun skreg hans navn ud i mørket. Hans syn forsvandt væk fra ham. Hans følelse i kroppen forsvandt. Han svandt ind i sig selv. Intet kunne han se. Intet kunne han høre. Intet kunne han mærke.
Mange timer efter vågnede han op i en seng. Ikke hans egen seng. Ikke en seng han kendte. Han tog sig til hovedet og ømmede sig. Hans satte sig langsomt op i sengen. Sengen han ikke kendte. Så rundt i et rum med masser af billeder på væggene. Et billede lagde han dog mærke til at han kendte. Han ville rejse sig op, men faldt igen ned i sofaen, som om han havde fået et slag. Hans balance evne var ikke helt i orden. Men han prøvede igen. Han kom op og stå. Han hørte stemmer. Stemmer han kendte. Men han ville ikke gøre noget ved det lige nu. Han ville se nærmere på billedet. Det billede han havde set før. Han gik med langsomme skridt over til væggen hvor billedet hang. Han kunne se sig selv på billedet. Et billede af ham og hans kæreste hang der. Det samme billede som han for nogle timer siden selv havde stået med i hånden inde i hans egen stue. Stemmerne blev højere og højere. Han gik med hastige skridt over mod døren. Tog i det kølige håndtag og åbnede døren. Der var ingen at se i rummet han kiggede ind i. Ingen. Stemmerne var stoppet brat da han tog fat i håndtaget. Han slap det igen men stemmerne kom ikke tilbage. Ingen stemmer. Han gik forsigtig ind i rummet. En lille sørgelig sofa stod ovre i det ene hjørne af rummet, dækket af et slidt tæppe. Han kunne kende tæppet. De små blå bamser på det. De små lyseblå sløjfer der sad forskudt med bamserne. Han gik forsigtigt derover og tog det op. Det var hans søns tæppe. Han hørte et barneskrig. Smed tæppet og løb mod lyden af skriget. Han fandt hurtigt et rum hvor lyden kom fra. Men ingen var i rummet. Han kiggede sig om en ekstra gang i rummet inden han forlod det igen. Igen var der helt stille i lejeligheden. Først da opdagede han at lejeligheden lignede hans egen. Nogle af de andre lejeligheder i hans husblok. Han gik over til et lille tagvindue. Lejeligheden var åbenbart den øverste i det hus. Han kiggede ned på gaden. Så sin egen cykel holde dernede. Holde lige udenfor en port der stod nummer 13g på. Hans egen port. Hvor var han? Var hans kæreste og bassisten flyttet ind i taglejligheden i hans egen husblok? Var det virkelig sandt? Han gik over og tog det hvide tæppe op med bamserne og sløjferne på. Lagde det pænt sammen og tog det under armen. Stemmerne hørtes igen. Han gik ind i rummet hvor han var vågnet op i sengen. Sengen han ikke kendte. Ingen mennesker at se. Han gik tilbage igen. Ind i rummet hvor skriget var lydt. Ingen mennesker. Hvad var der galt med ham? Var han ved at blive sindssyg? Var det bare noget han bildte sig ind eller var det virkeligt? Han forlod hurtigt lejeligheden. Styrtede ned ad trapperne i opgangen. Forpustet nåede han ned til hoveddøren. Trak den op og gik ud i blæsten. Man kunne ikke mærke det var sensommer på vejret. Ingen mennesker opholdte sig på gaden. Han kastede et hurtigt blik op mod vinduerne i husblokken. Ingen lys. Ingen mennesker. Intet liv.
Han ville væk fra det hus. Han ville ikke bo der mere. Aldrig nogensinde. Han ville aldrig sætte en fod på den grund igen. Huset skræmte ham. Han havde stadig tæppet under armen. Et tæppe der gav ham minder. Et tæppe der ville hjælpe ham med at holde varmen. Et tæppe der ville få ham til at holde modet oppe. Han ville væk med det samme. Han satte i løb. Vidste ikke hvor han skulle hen. Vidste ikke hvordan han skulle klare sig uden mad og drikke. Vidste ikke hvordan han skulle klare sig uden billedet. Billedet der hang i hans stue. Stuen han aldrig mere ville få at se. Han løb bare. Løb. Væk fra alt. Langt ind i ensomheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar