No Name. (Ikk' skrevet af mig. Ikk' færdig)

Jeg var på vej i skole. Mit hoved gjorde ondt. Min krop smertede overalt. Det var et mirakel at jeg overhovedet var kommet af sted. Jeg havde næsten opgivet da jeg ikke kunne dække alle mine blå mærker, men kunne ikke holde til en hel dag med ham, og skulle jo være sammen med Maiken efter skole. Vi skulle til en koncert med nogle der hed The Dreams om aftenen. Havde hørt lidt af deres musik, men aldrig tænkt på at tage til koncert med dem. Vidste ikke hvordan det ville være. Jeg tændte stille en smøg. Det var forbudt at ryge på skolen, så måtte gøre det nu.

Jeg nåede hen til skolen, og satte mig på min plads, bagerst i klassen. Jeg sad bare og hørte musik. Ignorerede alle omkring mig. Maiken gik ikke på den samme skole som mig. Hun havde ikke kunne holde klassen ud. Jeg kunne heller ikke, men kunne heller ikke klare alt forvirringen med at skifte skole, så jeg holdte ud. Holdt mig bare for mig selv. Ignorerede de onde kommentarer om min stil, mit hår, ja bare alt ved mig. Skolen forløb som alle de andre dage. Jeg sagde ikke noget. Lærerne spurgte mig ikke om noget. Timerne sneglede sig af sted. Jeg sad bare og lavede kruseduller i mit hæfte. Endelig sluttede dagen. Jeg var i gang med at pakke mine ting sammen, da læreren kom hen til mig. Jeg ville egentlig bare væk. Men hun ville snakke med mig. Ventede på alle gik ud. Lukkede døren efter den sidste der gik ud. Hun så hen på mig. Jeg så koldt på hende. Ville ønske jeg kunne slippe for dette sted. ”Nicoline dine karakterer er fantastiske, men du vil stadig ikke sige noget i timerne?” Jeg trak lidt på skuldrene. Vidste ikke hvad det her skulle til for. ”Hvordan går det derhjemme?” Jeg trak igen på skuldrene. Hun vidste ikke noget. Hun skulle heller ikke vide noget. Vide noget om at jeg var blevet smidt ud hjemmefra af mine forældre, og boede sammen med min kæreste nu. Ham der alt for tit drak sig lidt for fuld. Ham som, hvis jeg bare gjorde det mindste forkert når han var fuld, gav mig nogle par på kassen. Jeg sagde altid til mig selv at jeg selv var skyld i det. Jeg kunne jo bare have ladet være med at gøre det. ”Må jeg ikke godt gå? Jeg har lidt travlt..” sagde jeg og gik mod døren. Hun nikkede lidt og åbnede døren. Jeg skyndte mig bare ud.

Jeg stillede mig hen i busskuret. Havde brug for en smøg, men måtte vente. Bussen kom lidt efter. Jeg skulle tage den hen til Maiken. Bus dørene åbnede, og jeg steg på. Viste mit buskort, og satte mig hen. Startede min musik. Tokio Hotel. Et af mine ynglings band. Bussen kørte videre. Jeg kiggede på tingene udenfor. Sukkede dybt. Tænkte på koncerten om aftenen. Ville jeg mon passe ind? Jeg havde hørt deres fans klædte sig anderledes end normale mennesker. Mit tøj var ikke så anderledes, måske lidt, men mere meget brugt. Det var meget slidt, og der var huller i mine bukser og sko. Bussen kørte hurtigt. Nåede det sted jeg skulle af. Jeg trykkede hårdt på stop-knappen og rejste mig op. Da den holdte stille, og dørene havde åbnet sig. Steg jeg ud. Tændte mig en smøg. Begyndte at gå mod Maikens hus.
Jeg kunne mærke nogle dryp mod mit ansigt. Det begyndte at regne. Jeg sukkede dybt. Fedt! Skyndte mig lidt mens jeg røg. Stillede mig ude foran huset og røg færdig. Bankede så på. Måske var hun slet ikke hjemme endnu? Det håbede jeg. Ellers skulle jeg stå og vente i længere tid. Døren åbnede sig. Heldigvis var hun hjemme. ”Heej Nico,” sagde hun smilende og gav mig et kram. Jeg krammede med. Sagde ikke noget. Gik stille ind da Maiken spurgte om jeg ikke gjorde. Jeg stillede mine sko og tog min jakke af. Vi gik ind på hendes værelse. Regnen havde fjernet noget af min makeup så man kunne se de blå mærker og sår. ”Ej Nico hvad er der sket?” spurgte Maiken chokeret. Jeg så mærkeligt på hende. ”hvad mener du?” svarede jeg stille. Men jeg vidste det allerede da jeg så mig hen i spejlet. Fuck! Jeg ville ikke fortælle hende sandheden. ”Du er fyldt med blå mærker søde?” Jeg trak lidt på skuldrene. ”Jeg faldt bare ned af en trappe her den anden dag..” sagde jeg og smilte skævt. ”Typisk mig, ikk..?” Hun nikkede lidt. Blev stående lidt og så på mig. ”Jeg laver lige nogle popcorn og henter noget sodavand,” sagde hun efter noget tid. Jeg nikkede lidt og rejste mig fra sengen da hun var gået ud. Gik hen til spejlet og prøvede at ordne min makeup så de ikke kunne ses mere.

Vi hyggede os i nogle timer. Maiken spurgte ikke mere til mine blå mærker. Der var ikke lang tid tilbage til koncerten. Maiken skulle til at gøre sig klar. Jeg så bare på hende imens. Kunne jo ikke gøre så meget andet end at rette lidt på min makeup igen. Vi gik i god tid. Maiken skulle mødes med nogen hun kendte inden koncerten derhenne. Vi gik derhen. Da vi nåede derhen mødtes Maiken med sine venner. Jeg stod bare og kiggede. Kiggede på de andre. De rendte alle rundt med The Dreams T-shirts. Jeg så på Maiken igen. Hun ænsede mig ikke længere. Snakkede bare med sine venner. Jeg gik hen til en netto lige ved siden af. Købte nogle dåseøl, og smøger. Her i byen sked de på om man var mindreårig. Jeg gik tilbage igen og satte mig. Åbnede en af øllene. Drak den hurtigt. Havde brug for at føle alkoholens virkning. Jeg så hen på Maiken igen. Hun havde vidst opdaget jeg ikke var henne sammen med hende. Hun så rundt og opdagede mig. Vinkede mig hen. Jeg rejste mig og gik derhen. Stod der bare med mine øl. Hun snakkede videre. Jeg drak en til. Ventede.

Endelig blev dørene åbnet. Alle styrtede ind. Jeg havde fået drukket alle mine øl, og var ikke længere helt klar i hovedet. Lidt vaklende kom jeg derind. Alle stod og maste sig selv op imod scenen, inklusiv Maiken. Jeg gik hen og satte mig op af en væg. Gad ikke det pjat med at blive mast helt flad, og ville sikkert knække mig hvis folk maste mig. Jeg sad bare og så ud i den tomme luft. Koncerten startede. Ind kom der 4 drenge der alle ordnede deres instrumenter. Jeg så på dem. Kom langsomt på benene. De begyndte at spille. Jeg stod som fortryllet. Stirrede bare på guitaristen. Kunne ikke huske hans navn, men det var jeg også ligeglad med. Han var smuk. Jeg stirrede bare på ham. Jeg stod ret langt fra de andre. Pludselig så han på mig. Så mig ind i øjnene. Det varede kun nogle korte sekunder. Så var hans blik væk igen. Jeg så hurtigt væk fra ham igen. Han havde nogle virkelig fantastiske øjne. Så hen på ham igen. Han var mindre end de andre. Jeg prøvede at komme på hans navn, men kunne ikke huske det. Koncerten fortsatte i lidt over en time. Jeg stod bare der og stirrede på guitaristen. Da koncerten sluttede, gik de ud fra scenen. Mine øjne fulgte ham hele vejen. Vi havde flere gange haft øjenkontakt. Jeg vendte mig rundt for at gå ud på toilettet. Jeg gik ud og så mig i spejlet. Jeg var helt bleg. Min krop føltes kold. Alt svimlede. Kvalmen kom. Jeg skyndte mig hen til et af wc’erne og brækkede mig. Følte mig meget svimmel. Jeg var gået ned på knæ for at brække mig. Kom vaklende på benene igen. De rystede under mig. Jeg gik ud i salen igen. Alt var tåget. Jeg satte mig hen op af væggen igen. Kvalmen kom igen. Jeg holdte det tilbage. Ville ikke brække mig igen, ikke her foran alle de mennesker. Jeg trak knæene op foran mig og hvilede mit hoved på dem. Lukkede mine øjne.

Der gik ikke lang tid før jeg følte en hånd på min skulder. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og så ind i det fantastiske klare blå øjne. Jeg fik et lille chok. ”Er du okay?” hørte jeg ham sige. Jeg kunne ikke svare. Kvalmen kom igen. Jeg kunne mærke en masse øjne på mig. Prøvede at holde det nede igen. Kunne ikke. Skubbede ham hurtigt væk fra mig og brækkede mig der hvor han lige havde stået. Alle de andre kiggede frastødt på mig. Guitaristen kaldte på en eller anden. Kunne ikke høre hvem. Ville bare væk herfra. Mærkede så nogle stærke hænder trække mig op at stå. Nogle var ved at tørre brækket op. Personen der holdte mig oppe hjalp mig udenfor. Den kolde luft bed lidt i mine kinder, men mit hoved blev lidt klarer. Jeg så på ham der havde hjulpet mig. Det var bassisten. Jeg kunne heller ikke huske hans navn. Noget med E eller sådan noget. ”Klarer du dig?” spurgte han og så på mig. Jeg nikkede lidt. Han prøvede at slippe mig, men mine knæ kunne ikke holde mig og jeg var ved at vælte igen. Han greb mig hurtigt og støttede mig. ”Er du her alene?” Jeg rystede lidt på hovedet. ”nej.. Min veninde er derinde..” fik jeg hvisket til ham inden Maiken kom styrtende ud. ”Nico er du okay?” spurgte hun da hun kom hen til os. Jeg trak lidt på skuldrene. Havde stadig kvalme. Hun havde ikke opdaget endnu hvem der stod og støttede mig. ”Øhm er du hendes veninde?” spurgte han Maiken. Hun nikkede lidt og så så på ham. Hun stivnede helt. Jeg vidste det var ham hun bedst kunne lide. Hun blev helt rød i hovedet og prøvede at sige noget. Han grinte lidt af hende. Jeg trak mig lidt væk fra dem begge to. Så rundt. Der var ingen vej væk herfra. Det var en baggård af en art. Så måtte jeg gå ind igen. Jeg vaklede ind. Mine ben kunne næsten ikke holde mig, så jeg støttede mig til væggene hele vejen ind i salen. Jeg så rundt på alle de andre. Guitaristen så hen på mig igen. Jeg lod mig glide ned af en væg igen. Sad der bare.

Salen blev mere og mere tom. Jeg sad bare med lukkede øjne indtil Maiken kom og ruskede lidt i mig. Vi var de eneste bortset fra bandet. De stod alle sammen henne ved mig. Jeg så forvirret på dem alle. Følte igen kvalmen, men holdte den denne gang nede. ”Har du det bedre?” sagde guitaristen og så uroligt på mig. ”Jeg har det fint.. Bare hold op med at spørge mig om det..” sagde jeg træt. Jeg ville ikke hjem. Vidste godt hvad der ville ske når jeg kom hjem fuld. Jeg kom på benene langsomt. ”Hvad er det i hedder?” spurgte jeg og så på drengene i bandet. De grinte lidt af mig. ”Du er taget til koncert men ved ikk hvad vi hedder?” sagde forsangeren og smilte. Jeg nikkede lidt. ”Maiken ville gerne have mig med såå.. ” svarede jeg igen, og så på Maiken. Hun stod og snakkede med Eirikur. Hun så glad ud. Jeg så tilbage på guitaristen, trommeslageren og forsangeren. ”Vil i så ikk’ være søde og fortælle mig hvad i hedder?” spurgte jeg igen og smilte lidt. ”okay okay, jeg hedder Hans Edward,” sagde ham forsangeren. ”Jeg er Heine,” sagde trommeslageren. ”Og jeg er Corfitz,” sagde den kønne guitarist og smilte skævt. Han nikkede over mod bassisten. ”og det er min bror Eirikur” Jeg nikkede lidt og så på ham. ”okay, tak..” sagde jeg. Jeg så på Maiken. Vi måtte jo egentlig hellere komme hjem men.. Jeg ville jo ikke hjem. Mit blik gled tilbage til de andre. ”hvad skal i så nu?” spurgte jeg. ”nogle af os tager ud til nogle venner og fester,” sagde Corfitz og smilte. ”Vil dig og din veninde med eller?” Jeg så lidt på ham. Så hen på Maiken. ”tror jeg gerne vi vil? Jeg ved jo ikk med hende men jeg vil gerne,” svarede jeg smilende.” Jeg skal nok bare ikk have meget mere at drikke” tilføjede jeg. De andre grinte lidt. ”Neej det måske en god idé” sagde ham der hed Hans Edward.
Vi tog af sted lidt efter. Kørte lidt i deres bil hen til festen. Der var allerede gang i den. Vi gik ind. Jeg kendte ikke andre end Maiken, og hun havde kun øje for Eirikur. Jeg endte med at sætte mig i en sofa for mig selv. Havde fået stukket endnu en øl i hånden da vi kom ind. Drak lidt. Så rundt på alle de andre. Så på Maiken og Eirikur. Den måde de begge to smilede på den søde måde til hinanden. Jeg fik kvalme igen. Så væk. Vidste ikke om det var på grund af alkoholen eller om det var deres flirteri.

Der gik noget tid hvor jeg sad alene. Så kom Corfitz, og dumpede ned ved siden af mig. Han havde også fået ret meget. Jeg havde fået nogle flere øl, og havde det ikke tip top. Vi snakkede lidt. Det meste var ikke til at forstå fordi vi begyndte at grine hele tiden. Pludselig var hans hoved helt tæt på mit. Han så mig ind i mine øjne, med sine blå øjne. Kom tættere på. Vores læber mødte hinanden. Hans læber var bløde. Det sidste jeg kan huske fra den aften var, at vi tog hjem til ham. Alt derfra er væk.

Jeg vågnede næste morgen. Åbnede mine øjne. Var forvirret. Så rundt. Kunne ikke kende stedet. Eller så alligevel jo. Men havde ikke været her før. Havde bare set det før. Jeg var nøgen. Så mit tøj lå på gulvet. Satte mig op i sengen. Havde stadig ikke lagt mærke til ham ved siden af mig. Han bevægede sig lidt og mumlede noget. Jeg fik et chok. Stirrede på ham. Det kunne ikke passe. Hvad var der sket i nat? Jeg prøvede at huske tilbage. Huskede hans læber mod mine. Hans hånd der holdte min, mens vi gik. Prøvede at huske hvad der var sket da vi kom hjem til ham. Men det var væk. Kunne ingenting huske. Jeg rejste mig og samlede hurtigt mit tøj sammen. Tog det på. Håbede på han ikke ville vågne. Men selvfølgelig gjorde han det. Så på mig med et forvirret blik. Jeg havde fået at mit tøj på igen. Så ikke på ham. Ville ikke. Jeg kunne mærke tårerne trykke. Vidste hvad der ventede når jeg kom hjem igen. ”Nico?” hørte jeg ham sige meget lavt. Jeg nikkede lidt og så om på ham. ”Skal du gå?” Jeg nikkede igen. Ville godt nok ikke. ”Det.. Det bliver jeg nød til.. Jeg burde slet ikke være her..” sagde jeg og sukkede. Han så uforstående på mig. Der var stilhed i noget tid. Så gik det op for ham. Man kunne se det i hans øjne. Forvirrelsen forsvandt, og blev erstattet af noget andet. Hans øjne viste at han var såret. ”Du.. Du har en kæreste..” konstaterede han stille. Jeg svarede ikke. Nikkede heller ikke. Gik bare ud. Uden at give ham mit nummer eller noget. Gik bare. Tog mine sko på og samlede min jakke op. Gik ud.

Jeg gik hjem af. Det var tåget og svært at se noget. Kunne ikke høre andet end mine egne skridt, og min tunge vejrtrækning. Jeg nåede hjem. Låste mig næsten lydløst ind. Han min jakke op og tog mine sko af. Ville ikke vække ham. Men det behøvede jeg ikke. Han var allerede vågen. Sad inde i stuen, og ventede bare på mig. Jeg tog mig sammen og gik langsomt derind. Så på ham. Lukkede døren efter mig. Han havde rest sig og gik hen til mig. Han lugtede stærkt af alkohol. ”Hvor har du været?” spurgte han og så mig i øjnene. Jeg prøvede at undgå hans blik. ”Jeg sov bare hos Maiken.. Jeg ved godt at jeg burde have ringet..” Han så mig stadig i øjnene. ”Du lyver,” hviskede han. Jeg rystede på hovedet. ”nej nej.. det rigtigt nok..” hviskede jeg, mens jeg undgik hans blik. Han trak hånden tilbage. Klar til et slag. Hamrede den så ind i mig. Der kom flere og flere. Til sidst da min læbe var begyndt at bløde stoppede han. Jeg lå på gulvet. Han så ned på mig. Jeg havde blødt ud på gulvet. ”Tør op efter dig” sagde han koldt og gik ind på værelset. Jeg lå der lidt. Fik mig så sat op. Det gjorde fandens ondt. Rejste mig op på rystende ben. Gik langsomt ud i køkkenet og fandt en klud. Gik ind i stuen igen og tørrede blodet op. Jeg hadede ham. Hadede ham så sindssygt meget. Men det var jo alligevel min egen skyld. Jeg skulle jo bare have ringet. Jeg lagde mig hen på sofaen. Lukkede mine øjne.

Anden del.
(Corfitz)
Jeg var ikke kommet ud af sengen endnu. Lå bare og stirrede på døren. Lå og håbede på hun ville komme tilbage til mig. Men der skete intet. Døren blev ved med at være lukket. Jeg fik sat mig op. Rodede lidt rundt i mit hår. ”Forbandede tømmermænd..” mumlede jeg for mig selv. Rejste mig op og tog nogle underbukser på. Fandt så nogle bukser og en trøje. Tog det på. Havde brug for en morgensmøg. Ledte lidt efter min pakke. Tog en ud og tændte den. Gik ind i stuen. Ingen af de andre var vågnet endnu. Det var fint med mig. Ville helst ikke snakke med dem og blive mindet om i går. Satte mig tungt i sofaen. Legede med smøgen mellem mine fingre. Hvad var der i vejen med mig? Jeg havde aldrig gjort sådan noget med en fan før. Eller.. Teknisk set var hun jo ikke fan af os? Hun var jo bare med fordi hendes veninde ville have det? Jeg tog et hiv af smøgen. Hun havde haft nogle flotte øjne. Men der havde været noget med dem. Som om hun skjulte noget. Jeg havde opdaget det til sidst. Inderst inde var der usikkerheden. Og.. Hendes øjne viste hun var bange. Jeg vidste ikke hvad hun var bange for. Jeg havde fået øje på hende midt under koncerten. Set hende sidde alene omme bagved. Jeg havde været lige ved at glemme at spille, så jeg havde kun set på hende i nogle få sekunder. Derefter skulle jeg jo koncentrere mig. Jeg røg smøgen færdig. Lukkede af for tankerne om hende. Slukkede smøgen og rejste mig. Følte mig rastløs. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Hun blev ved med at springe ind i mit hoved og ville ikke forsvinde. Jeg havde ikke engang fået hendes nummer. Hun var bare gået i morges. Jeg kendte kun til hendes navn. Vidste hun boede i nærheden. Og selvfølgelig vidste jeg hvordan hun så ud. Ville jeg mon komme til at se hende igen?

En engel står og ser sit fald. (Ikke skrevet af mig. Færdig)

Jeg stod og ventede på ham. Han var meget forsinket. Her var iskoldt. Hvis han ikke snart kom, ville jeg altså gå igen. Jeg begyndte at kunne ane en skikkelse længere fremme. Det var svært at se. Sneen styrtede ned. Hvorfor skulle jeg også bo sådan et koldt sted? Jeg stod og prøvede at varme mig selv mens jeg ventede. Skikkelsen kom tættere. Det var ikke ham. Det var en af hans venner. En fra bandet. ”Helena?” spurgte han stille. Jeg nikkede. Vidste egentlig godt hvad han ville sige. Hvor var han dog svag. Sender sin ven af sted for at sige det i stedet for at gøre det selv. Jeg hørte ham godt sige ordene, men jeg var egentlig ligeglad. Ligeglad med ham. Vennen. Deres åndssvage band. Alt. Jeg kiggede efter ham da han gik igen. Jeg havde stået her i kulden til ingen verdens nytte. Sikke et svin. Jeg begyndte stille at gå hjem af igen. Sparkede til alt det jeg kunne komme til. Gik bare direkte ind i huset, og op på mit værelse. Jeg børstede sneen af jakken og bukserne, inden jeg tog det af. Jeg hang det hen over min stol. Trak en nat trøje over mit hoved. Lagde mig i min seng. Det gik først op for mig nu at jeg lå og rystede. Jeg lukkede mine øjne roligt. Jeg rystede meget. Af tilbageholdt gråd og kulde. Jeg ville ikke græde over ham. Han havde opført sig som et svin overfor mig hele tiden. Hvorfor skulle jeg så græde over ham? Nej det ville jeg godt nok ikke. Jeg vil finde ham og snakke med ham. Lade ham vide hvilket svin han var. Bare i morgen. Jeg skal nok finde ham. Min vejrtrækning blev tungere og tungere. Til sidst faldt jeg stille i søvn.
Jeg vågnede. Der var mørkt. Det måtte være midt om natten. Der var en banken. Hvor kom den fra? Jeg prøvede at se rundt. Kunne ikke se. Der var for mørkt. Jeg blinkede et par gange. Koncentrerede mig om den banken. Lyden kom fra vinduet af. Jeg kiggede derhen. Rejste mig stille op. Gik langsomt hen til vinduet. Prøvede at se ud. Kunne se en skikkelse. Det var hans lillebror. Hvad ville han dog her midt om natten? Jeg åbnede stille vinduet. Kulden kom med det samme. Den stak i huden som nåle. Han kravlede ind. Jeg lukkede det hurtigt igen. Kiggede bare på ham. Følte mig lidt akavet. Jeg have jo kun nat trøje og trusser på. Vi stod og så lidt på hinanden. ”hvad vil du?” spurgte jeg ret koldt. Jeg kunne ikke holde ud at se på ham. Han mindede mig om ham. Alt for meget endda. Jeg kiggede lidt væk igen. ”bare snakke med dig?” ”klokken 3 om natten?” spurgte jeg og pegede på uret over mit skrivebord. Han så ned. ”undskyld, jeg… jeg havde ikke lige set hvad klokken var. Vi er først lige blevet færdige med at øve..” Jeg kiggede koldt på ham. ”og hvad så? Hvad vil du mig?” ”Ej Helena slap af. Hvad er der med dig?” ”ikke andet end du kommer her klokken lort om natten og vækker mig, når jeg virkelig har haft en lortedag.” ”ja jeg hørte godt om hvad han gjorde.. Det var altså ikke fedt gjort.” ”nej virkelig? Men jeg vil ikke snakke om det. Og du må faktisk også godt gå igen.” Jeg satte mig på min seng. ”nå okay.. Så går jeg bare igen..” Han gik hen til vinduet og hoppede ud. Jeg gik hen og lukkede vinduet efter ham. Kiggede på hans ryg da han forsvandt ud blandt al sneen. Jeg satte mig hen på sengen igen. Var jeg lidt for kold overfor ham? Nej, man kommer ikke rendende midt om natten for bare at ’snakke’. Der måtte have været en anden grund. Men hvad? Jeg lagde mig ned igen. Ville ikke tænke mere. Bare sove.
Jeg vågnede igen. Denne gang var det dag. Lyset skar mig i øjnene. Åbnede mine øjne og lukkede dem hurtigt igen. Jeg vil ikke op. Bare sove. Bare ligge her. Uden kontakt med nogen. Uden at tænke på noget. Bare være alene. Alene med tomheden. Jeg åbnede dem stille igen. Der var en hyletone herinde. Jeg så rundt. Hvor kom den fra? Hvorfor var den herinde? Jeg ville bare have den til at forsvinde. Holdt mig til hovedet. Den blev højere og højere. Forsvind!, sagde jeg til mig selv. Den stoppede ikke, den blev ved. Jeg rejste mig hurtigt op. Holdte mig stadig til hovedet. Løb ud i køkkenet. Den var der stadig dog lidt svagere. Jeg så rundt i køkkenet. Sådan plejer køkkenet ikke at se ud. Så fik jeg øje på ham. Han sad bare der. Han blødte fra panden. Pludselig kom blodet ud overalt. Jeg begyndte at skrige. Hvad fanden skete der?
Det var der jeg vågnede rigtigt. Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg var badet ind i sved. Det var bare et mareridt. Men hvorfor var han med? Hvorfor skete det med ham? Jeg skubbede tankerne væk. Ville ikke tænke på mareridtet. Satte mig langsomt op. Det var faktisk dag. Jeg så ud af vinduet. Der var tunge grå skyer udenfor. Det sneede stadig meget kraftigt. Hvornår stoppede det dog? Jeg ville sne inde hvis det blev ved. Mine ben rystede under mig da jeg rejste mig op. Jeg gik hen til mit skab. Fandt hurtigt noget tøj og skiftede. Jeg var ligeglad med hvad jeg tog på. Det kunne jo være lige meget nu. Han var der ikke længere til at sige hvad jeg skulle tage på. Nu bestemte jeg selv. Jeg levede ikke længere under hans regler. Jeg gik ud i køkkenet. Prøvede på ikke at tænke på drømmen. Spiste hurtigt noget morgenmad. Skyndte mig at børste tænder, ordne hår og ligge make-up. Jeg gik ud i gangen. Tog sko, jakke, halstørklæde og vanter på, og gik ud af døren. Kulden mødte mig straks. Jeg gik bare. Havde ikke tænkt på hvor jeg skulle gå hen. Ville bare væk. Jeg endte ude ved havet. Det blæste meget. Der var store bølger. Saltvandet ramte mig i ansigtet sammen med noget sne. Jeg satte mig ned på en flad sten. Trak knæene op foran mig. Sad bare og kiggede ud over havet.
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der før der var nogen der opdagede mig. Det var heldigvis ikke ham. Men det var en af hans venner. Ham der havde sagt det til mig. Jeg kiggede ikke på ham, bare ud på havet. Håbede på han ikke så mig. Men det gjorde han. Håbede på at han ikke kom hen til mig. Men det gjorde han også. Han satte sig ved siden af mig. Jeg rykkede mig ikke så han kunne sidde der ordentligt. Jeg ville ikke høre på ham. Ikke se på ham. ”Hey Helena” prøvede han stille. ”Hej” sagde jeg iskoldt. ”Fryser du slet ikke?” Jeg rystede på hovedet. Kiggede lidt ned af mig selv. Jeg havde faktisk kun en nederdel på, min jakke var ret tynd. Men jeg ville bare have ham til at gå. Jeg opdagede at jeg rystede lidt. ”Ej det kan jeg jo se du gør.” Han tog sin egen jakke af og lagde den over mine skuldre. Jeg sagde ikke noget til ham. Ville ikke ham her. Ville ikke have hans jakke over mig. Hvorfor kunne han ikke bare gå? ”Helena vil du ikke godt snakke med mig? Jeg har jo ikke gjort dig noget?” Jeg så på ham. ”Hans hvad vil du dog have jeg siger til dig? Jeg orker ikke noget som helst. Jeg ville egentlig bare sidde alene her. Også kommer du. Hvorfor skal jeg snakke med dig? Du er jo en af hans venner. Og jeg har ikke lyst til at være i nærheden af en der kan rende hen og fortælle ham alt om hvor dårligt jeg har det og blah blah for at få ham til at snakke med mig. Men jeg vil ikke snakke med ham. Jeg vil ikke se på ham, møde ham eller se ham. Jeg vil først snakke med ham når jeg har udtænkt en plan for hvordan jeg kan ydmyge ham, som han ydmygede mig. Jeg vil have min hævn for at han har spildt min tid.” Han kiggede bare på mig.
Jeg rejste mig stille op. Tog han jakke af og gav ham den tilbage. Begyndte at gå hen af stranden. Hvorfor vil de alle snakke med mig lige pludselig? De plejer jo ikke at snakke med mig. Jeg gik af sted i vandkanten. Mine hænder rystede meget. Gud hvor havde jeg dog lyst til en smøg. Jeg var godt nok stoppet men.. Det var jo kun på grund af ham. Jeg forstod slet ikke hvorfor han ikke ville have jeg ikke gjorde det. Han gjorde det jo selv. Han var bare så fucking dobbeltmoralsk. Og det var ikke kun omkring det. Han måtte godt rende rundt med andre piger, men jeg måtte ikke være sammen med mine drenge venner eller nogen som helst andre drenge. Det var måske derfor Hans og hans lillebror lige pludselig snakkede med mig. Ja det lyder ret logisk.

Jeg gik hjem igen. Mine læber var blevet blå. Jeg kunne ikke mærke kulden. Kunne bare se på mig at jeg frøs. Jeg gik ud på badeværelset og smed tøjet. Gik ind under bruseren og tændte for vandet. Det varme vand brændte imod min hud. Det gjorde ondt. Men det gjorde ikke noget. Jeg stod under bruseren i nogle minutter. Mine øjne var lukkede. Pludselig ringede min mobil. Jeg vågnede nærmest og steg ud af badet. Jeg tog et håndklæde og tørrede mig. Tog det om mig og tog min mobil. Det var ham. Hvorfor havde jeg ikke kigget på displayet inden? Hvad ville han dog. ”hej..” lød det i den anden enden. ”hvad fanden i helvede vil du mig?” ”Sige undskyld?” ”nå? Og hvad hvis jeg så er ligeglad med din undskyldning?” ”Ej Helena slap nu lige lidt af. Det var jo min mening at komme selv. Jeg.. Jeg blev bare forhindret.” ”Når hvor mandigt så at få sin ven til det fordi man blev ’forhindret.” ”Helena gider du ikk’ godt at lytte til mig? Kan vi ikk snakke face to face?” Jeg tog en dyb indånding. Hvorfor kan jeg ikke modstå ham? Hvorfor kan jeg ikke sige nej? Jeg ville ikke sige det, men jeg kunne ikke lade være. ”Jo jo.. Men kun hvis du kommer herhen. Jeg står fandme ikke og venter på dig i kulden igen!” Vi aftalte han snart kom hjem til mig. Jeg lagde på igen. Havde fået tårer i øjnene. Jeg ville ikke have ham herhen. Jeg ville bare have ham ud af mit liv. Hvorfor er jeg så svag?
Han kom nogle timer efter. Jeg havde allermest lyst til ikke at åbne op. Men selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg lukkede ham ind i mit hjem. Vi gik ind på mit værelse. Han sad på sengen, og jeg ved siden af ham. Jeg prøvede på ikke at kigge på ham. Ville ikke. Vidste godt hvad der ville ske hvis jeg gjorde det. Jeg kom til det alligevel. Jeg vidste det var en fejl at sige jeg gerne ville have ham herhen. Han skal bare gå nu, tænkte jeg. Men det gjorde han jo ikke. I stedet kyssede han mig. Jeg kunne ikke modstå ham. I stedet endte det som det altid gjorde. Selvfølgelig. Hvorfor kunne det være så svært at modstå ham?
Han havde bare rejst sig og taget sit tøj på igen bagefter. Han havde brugt mig. Igen. Jeg vendte mig om på den anden side. Jeg havde tårer i øjnene. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg hadede ham virkelig. Jeg var alt for billig. Han var allerede gået igen. Jeg begyndte at græde. Hvorfor? Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke ham. Jeg forstår ikke mig selv. Jeg forstår intet. Jeg lå bare og græd. Min mobil ringede igen. Jeg ville ikke snakke med nogen. Men alligevel tog jeg den. Det var hans lillebror. Hvad ville han mig nu? ”hey..” sagde han stille. ”hej?” sagde jeg og snøftede. ”jeg tænkte på.. Må jeg ikk lige komme forbi? Jeg tænkte jeg måtte ringe ingen jeg kom…” Jeg sukkede dybt. Jeg havde mest lyst til at sige nej. Men alligevel. Jeg havde vel brug for at snakke med nogen alligevel. ”ja du kommer bare.” Jeg lagde på igen. Satte mig op og tog tøj på.
Han kom ikke særlig lang tid efter. Han så mærkelig ud. Der var et eller andet galt med ham. Vi gik ind i stuen. Satte os i sofaen. Han tændte en smøg. Jeg fik også en. Vi sad lidt i stilhed og røg. Hvad ville han egentlig? Jeg kiggede ikke på ham. Hvorfor sagde han ikk hvad han ville og gik så igen? Der gik flere minutter før han sagde noget. ”Øhm.. Var Eirikur herovre før eller..?” Jeg nikkede lidt. Ville ikke snakke om lige præcis det. ”jeg troede ikk du ville snakke med ham?” Jeg trak lidt på skuldrende. Kiggede på smøgen hvor gløden næsten var ved at gå ud. Ligesom gløden i mig. ”okay..?” Han kiggede bare på mig. Det kunne jeg ikke lide. Hvorfor kiggede han på mig? ”Var dét det eneste du ville?” spurgte jeg, og slukkede smøgen. Han nikkede lidt. ”Men må jeg ikk blive her lidt?” Jeg trak på skuldrende. ”Jo jo hvis du gerne vil?” Jeg rejste mig stille op. ”Vil du med ind på værelset og sidde eller vil du sidde her alene?” Jeg ventede ikke på svar men gik bare ind på værelset. Lagde mig i sengen. Lukkede mine øjne. Lyttede efter lyden af han fodtrin. Men de kom ikke. Han kom altså ikke herind. Godt nok. Jeg vendte mig om på den anden side med ansigtet i mod væggen. Jeg var stadig træt. Mit hoved virkede grødet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller tænke. Valgte at gøre ingenting. Lod bare trætheden tage over.
Jeg stod ved vandet. Hvordan var jeg endt herude igen? Jeg gik ned af stranden. Den lignede ikke sig selv. Overalt lå der døde fisk og fugle. Alt omkring mig var dødt. Jeg var alene. Helt alene. Jeg gik bare videre. Til sidst forsvandt stranden. Jeg stod i stedet på en klippeskrænt. Jeg stod helt ude på kanten. Én forkert bevægelse og jeg ville falde. Der kom et kraftigt vindpust. Jeg mistede balancen. Min fod gled. Jeg faldt. Skriget. Der var et skrig. Men det var ikke mit eget. Jeg faldt bare.
Det var der jeg vågnede. Eller.. Jeg blev rusket så hårdt i at jeg vågnede. Jeg åbnede mine øjne og så lige ind i hans. Hans øjne var så flotte. Han kiggede ret skræmt på mig. ”Helena? Er du okay?” Jeg nikkede. Hvorfor skulle jeg dog ikke være det? Jeg kiggede bare på ham. ”du begyndte bare lige pludselig at skrige.. Jeg ved ikk hvorfor” Når.. Det var mit eget skrig jeg havde hørt. Derfor havde det lydt så fjernt. ”jeg.. jeg havde bare mareridt igen.” Jeg så væk fra ham. ”nå okay.. Men jeg skulle egentlig til at gå.. Medmindre du vil have jeg bliver?” Jeg så på ham igen. ”du må gerne blive…”
Jeg satte mig stille op. Han havde sat sig ved siden af mig. Jeg så på ham. Han var ikke lige så køn som sin bror, men tæt på. Hans øjne derimod. De var så flotte. Meget pænere en hans brors. Han var flinkere end hans bror. Hvorfor havde jeg ikke fået øje på det noget før?
Vi sad i lang tid og snakkede om alt og intet. På et tidspunkt rejste jeg mig. ”Er du sulten?” spurgte jeg. Han nikkede lidt. ”så kom og hjælp med at lav noget mad” sagde jeg og smilede. Smilede jeg virkelig? Ja det gjorde jeg. Lige pludselig kunne jeg være glad igen? Efter nogle timer med ham. Vi begyndte at lave noget mad. Jeg havde ikke så meget at vælge imellem så det blev pasta med ketchup. Vi fik det hurtigt lavet og jeg dækkede bord. Vi satte maden på bordet, satte os og begyndte at spise. Vi snakkede ikke imens. Spiste bare. Vi spiste hurtigt. Bagefter sad vi og kiggede på hinanden. ”Helena?” sagde han stille og så lidt nervøs ud. ”Æh ja?” Jeg havde rejst mig og var ved at tage af bordet. ”Der er noget jeg gerne vil sige til dig…” Jeg var begyndt at vaske op. ”Så spyt ud?”
Jeg stod og kiggede på det jeg vaskede op. Ikke på ham. Jeg så ikke hans ansigtsudtryk. Så ikke hans pinte ansigt.
Der var en lang stilhed. Kun lyden af det skvulpende vand i håndvasken. Så kom det. ”Helena.. Jeg.. Jeg har altid godt kunne lide dig.. Men.. Eirikur ville jo ikk have at du snakkede med nogen af os da du var kærester med ham og.. Jeg brød mig virkelig ikke om hvordan han behandlede dig.. jeg.. Jeg forstår heller ikk at du fandt dig i det og.. Ja inviterede ham over i dag” sagde han stille og så ned. Jeg tabte opvaskebørsten. Forstod ikke hvad han lige havde sagt. Det kunne da ikke passe. Han kunne lide mig? Det var jo hans lillebror. Jeg så bare på vandet. Denne gang var stilheden kvælende. Jeg følte jeg burde sige noget, men vidste ikke hvad. Hvad fanden skulle jeg sige til det? At jeg også kunne lide ham og gøre ham glad? For så ville jeg jo lyve. Jeg kendte ham ikke godt nok. Men på den anden side. Jeg ville jo heller ikke såre ham.
Stilheden blev mere og mere pinlig. Jeg vendte mig om og så på ham. Så på hans pinte ansigt. ”Corfitz jeg.. Jeg kender dig jo ikk rigtig.. Jeg har slet ikk de følelser for dig.. men jeg siger ikk at jeg ikk kunne få dem.. De er der bare ikke nu.” Han kiggede væk fra mig og rejste sig op. ”det er okay..” sagde han ret ligegyldigt. ”Ej undskyld Corfitz..” Han trak bare på skuldrende. ”vi ses.” Var det sidste han sagde inden han gik sin vej. Jeg stod tilbage. Kiggede efter ham. Fuck det altså. Jeg gik ud og tog sko og jakke på. Gik udenfor. Gik ned i byen. Gik bare rundt. Satte mig på en bænk. Sad der bare. Folk gik forbi uden at se på mig. Alle var ligeglade med at jeg sad der. Jeg lagde mig ned på bænken.

Jeg vågnede op igen. Min krop var iskold. Jeg lå på bænken. Rejste mig langsomt op. Det gjorde ondt over det hele. Jeg begyndte at gå. Vidste ikke hvorhen. Jeg havde ikke nogen steder jeg skulle hen. Min mobil ringede. Det var Eirikur. Jeg tog den alligevel.” Hej?” sagde jeg stille. Mine hænder rystede. ”Hej, jeg kommer hjem til dig om lidt. Vær der.” Så lagde han på igen. Jeg sukkede dybt. Begyndte at gå hjem af igen. Ville ikke have ham hjem til mig. Ville ikke være med i hans leg mere. Han skulle ikke have lov til at styre mit liv mere. Jeg gik ind i huset og direkte ind på mit værelse. Smed det kolde og våde tøj. Tog undertøj og en nat trøje på. Det var blevet mørkt udenfor igen. Jeg tændte nogle stearinlys. Det bankede på døren. Vidste jo allerede at det var ham der kom. Gik ned til døren. Åbnede den stille. Han gik bare ind. Så på mig. ”hej ” sagde han og smilede. ”Hey..” sagde jeg stille og så lidt ned. Han løftede mit hoved op igen. Så mig ind i mine øjne. Han begyndte at kysse mig. Jeg prøvede at få ham til at stoppe. Prøvede at skubbe ham væk. Ville ikke det her igen. Jeg fik ham endelig skubbet væk fra mig. Han så forvirret på mig. ”hvad er det du laver, Helena?” ”Jeg gider ikke det her mere Eirikur. Du kan ikke bare komme rendende og forvente at jeg er hjemme! Og du kan ikke bare behandle mig som du vil!” Han stod og så på mig. Jeg kunne se raseriet inde i ham. Årh pis nu havde jeg gjort ham vred. Nu vidste jeg godt hvad der ville ske. Det var jo sket før. Slaget kom før jeg troede. Han ramte direkte på min kæbe. Jeg kunne ikke få en lyd ud af mig. Jeg ventede bare på at resten kom.
Det var stoppet hurtigt. Jeg kan ikke huske hvad der skete. Bare at jeg lå på gulvet, og der kom en mere ind i rummet. Han fik Eirikur til at stoppe. Kunne ikke høre hvem det var. Alt blev bare sort for mig. Alt forsvandt. Nogle timer efter vågnede jeg op. Jeg lå i min seng. Jeg kunne kun åbne mit ene øje. Jeg så rundt. Der sad han. Corfitz. Det måtte være ham der var kommet. Det var blevet dag igen. Jeg lukkede mit øje igen. Det gjorde ondt over det hele. Jeg ville ikke se på mig. Vidste at jeg måtte se forfærdelig ud. ”Helena?” Jeg kunne mærke han kom hen og satte sig hos mig. Jeg svarede ikke. ”Er du okay?” Jeg svarede stadig ikke. Lignede jeg en der var okay? Jeg åbnede stille mit øje. Så på ham. ”du stoppede ham?” ’han nikkede lidt. ”Men.. Hvordan.. Hvorfor kom du herhen..?” Han trak på skuldrende. ”jeg hørte bare at han ville tage herover.. Så jeg fulgte efter. Jeg ved ikk rigtig hvorfor. Jeg havde slet ikk regnet med han ville gøre sådan noget..” Han strøg noget hår væk fra mit ansigt. ”Jeg tror du bliver nød til at komme til lægen. Det ser ikk for godt ud..” Jeg så bare på ham. Nikkede lidt. Prøvede på at sætte mig op. Men det gjorde for ondt. Han hjalp mig med at komme op. Mine ben rystede under mig. Hvad var der slet med Eirikur? Jeg så på ham. ”Corfitz..?” Han nikkede lidt og så på mig. Holdte mig stadig oppe. ”hvad skete der med Eirikur?” spurgte jeg. ”bare rolig han er her ikke. Jeg gav ham et par på kassen og han gik hjem.. ” Jeg så overrasket på ham. Han havde slået sin egen bror?
Han hjalp mig med at få sko og jakke på. Vi gik stille udenfor. Begyndte at gå ned mod lægen.


2 måneder efter

Jeg havde ikke set Eirikur siden den dag. Men så skete det. Jeg gik en tur ved stranden sammen med Corfitz. Vi snakkede bare. Jeg kiggede længere frem og så ham. Han kom gående helt alene. Han lignede ikke sig selv. Han var blevet ufattelig tynd. Han havde ikke fået øje på os. Jeg stoppede op. Ville ikke møde ham. Havde håbet på at jeg aldrig nogensinde ville møde ham igen. Corfitz så forvirret på mig. ”Helena hvad er der?” Jeg kiggede bare frem på Eirikur. Han kom tættere og tættere på. Corfitz fulgte mit blik. Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke. Men han så jo også Eirikur hver dag. De boede jo stadig sammen. Jeg havde bare håbet på ikke at møde ham igen. Jeg drejede om. Skyndte mig bare væk. Corfitz fulgte hurtigt efter mig. ”Vent lige lidt på mig” råbte han efter mig. Men jeg stoppede ikke op. Skyndte mig bare væk. Hjem. Låste mig hurtigt ind og smækkede døren hårdt i efter mig. Ville ikke have nogen i nærheden af mig. Det her kunne jo ikke blive ved. Jeg gik ind på mit værelse. Slukkede al lyset. Rullede gardinet ned. Mørklagde mit værelse. Satte mig stille ned på min seng. Min mobil ringede. Jeg tog den frem, afviste opkaldet. Det var Corfitz der ringede. Slukkede så mobilen.
Prøvede at gøre mine tanker klare. Jeg kan jo ikke bo i samme by som ham. Vil ikke støde ind i ham. Men jeg kan jo heller ikke flytte. Vil ikke. Så skal jeg væk fra Corfitz. Det vil jeg ikke. Vil blive her sammen med ham. Han vil jo heller ikke flytte væk. Nej, jeg måtte enten blive eller flytte væk. Langt væk. Til et sted hvor ingen kender mig. Jeg måtte flytte. Ville ikke men måtte gøre det alligevel. Jeg tændte mit lys igen. Begyndte at pakke mit tøj ned. Hørte det bankede ude på døren. Ignorerede det. Pakkede bare mit tøj og andre vigtige ting ned. Blev hurtigt efter. Satte mig ned på sengen igen. Så rundt på værelset. Det var måske sidste gang jeg så det. Jeg rejste mig igen. Ringede til en taxa. Ringede og købte en fly billet til Danmark. Ventede på taxaen kom. Tog mine tasker og gik mig udenfor. Corfitz stod derude. Jeg kiggede ikke på ham. Ville ikke såre ham. ”hvor skal du hen?” spurgte han med let rystende stemme. ”væk.. Jeg flyver til Danmark.. ” han så overrasket på mig. ”Ej Helena det må du ikke! Hvorfor kan du ikke blive her?” Jeg vendte mig og så på ham. ”Jeg bliver nød til at starte på en frisk. Jeg kan ikke klare det her mere.. Hele tiden være bange for at møde ham. Ja jeg ved godt at det han gjorde ikke var noget han mente, men jeg er bange for ham.. Bange for hvis han gør det igen.. Jeg må væk herfra..” Taxaen kom stille kørende. ” vi ses Corfitz.. ” han gik helt hen og tog fat i mig. ”Helena bliv nu,” hviskede han. ”jeg skal nok passe på dig..?” Jeg rystede på hovedet. Satte mig ind i taxaen da den holdte. Jeg så ud på ham. Så hans udtryk i ansigtet. Jeg havde mest lyst til at blive. Kunne ikke klare at jeg var grunden til det her. Jeg blev hurtigt kørt ud i lufthavnen. Jeg betalte for taxaen og gik ind for at tjekke mine kufferter ind. Da det var ordnet stod jeg lidt i mine egne tanker. Der var over en time til flyet fløj. Jeg begyndte at gå igennem alle sikkerhedstjekkene. Jeg gik ind og satte mig. Ventede bare. Så ud. Man kunne se vandet. Det var begyndt at blæse igen. Jeg ventede til flyveren kom. Lidt efter kunne man komme ombord. Jeg så ud en sidste gang. Syntes jeg så et glimt af ham. Men det kunne jo umuligt være ham. Han ville jo ikke være herude? Jeg gik helt ind og satte mig. Ventede bare på flyveren lettede. Endelig gjorde den det. Jeg så ud af vinduet. Så hvordan øerne forsvandt under mig. Jeg hviskede et stille ”farvel”. Mine øjne blev fyldt med tårer. Jeg lukkede dem. Holdte gråden inde. Endelig var jeg fri.

FF til Hense *Hjerte* (Ikk' færdig)

Hun stod bare der. Helt stille i mængden af alle andre skrigende, hoppende piger. Han så hende. Kun hende. Glemte at spille. Glemte at synge med. Glemte alt. De fik øjenkontakt. Musikken stoppede. Hans Edward kiggede på Corfitz. Han var helt væk. Helt begravet i hendes smukke øjne.
Eirikur, Heini og Hans Edward gik over til Corfitz. Dreamerne var forvirret. Alle var forvirret. Undtagen de to. Alle. Undtagen Corfitz og Henriette. De holdte øjenkontakten længe. Lige indtil Eirikur gik ind foran Corfitz. Henriettes veninde, Maiken, stod og stirrede på hende. Hun spurgte hvad der lige var sket. Hvad hun havde gjort. Men Henriette stod bare og stirrede op på Eirikurs ryg. Kiggede derhen hvor Corfitz havde stået før. Der hvor hun kunne se ham. En stille summen gled gennem fansene. Ingen vidste hvad der lige var sket. Henriette tog Maiken om håndledet og maste sig ud gennem menneskemængden. Hun ville væk derfra. Henriette og Maiken kom ud fra menneskemængden. Henriette slap Maiken. De kiggede på hinanden. Stod helt ude ved væggen i koncertsalen. De fire geniale drenge der stod på scenen kiggede over mod dem. Man kunne høre dem snakke. Efter kort tid nikkede de til hinanden og gik tilbage på deres pladser på scenen. Koncerten fortsatte.

Efter koncerten var Henriette og Maiken de første til at snakke med drengene. Maiken havde placeret sig hos Eirikur og faldt hurtigt i god snak med ham. Henriette var ved Corfitz. Hun turde næsten ikke sige noget. Men hun fik sagt undskyld. Undskyld for at hun næsten havde ødelagt hele koncerten. Et smil bredte sig på Corfitz’ søde små læber. Han begyndte at grine. Sagde at hun ikke skulle tænke mere på det, for han var jo selv med til at ødelægge det. Henriette kunne ikke lade være med at smile. ”Venter du ikke her indtil de andre dreamere er gået?”, spurgte han hende lavt. Henriette lavede et underligt ansigt. Hun nikkede lidt. Satte sig over på et bord. Kiggede over på Corfitz. Han begyndte at snakke med de andre dreamere. Gav autografer. Fik taget billeder med en masse. En pige ville have ham til at kysse hende på munden. Henriette hørte godt at pigen spurgte. Hun kiggede over mod Corfitz og pigen. De fleste var gået. Kun få dreamere var tilbage. Hun så over mod Maiken der stadig snakkede med Eirikur. Hun så lykkelig ud. Det gjorde Eirikur også. Hun fik øjenkontakt med Maiken og smilede bredt til hende. Maiken vinkede til Henriette. Henriette vinkede forsigtigt tilbage til Maiken. Kiggede tilbage på Corfitz der stod helt tæt med pigen der spurgte om kysset. Så deres ansigter nærme sig hinanden. Hendes øjne blev helt blanke og våde af tårer. Hun ville ikke se mere af det. Hun var såret. Hun var ked af det. Hoppede ned fra bordet og satte kursen direkte hen imod udgangen. Stødte ind i de få der var tilbage. Ville væk fra dem alle sammen. Hun stødte ind i en. En der var meget højere end hende selv. Hun kiggede op i hans grå øjne. Kiggede lige op på Hans Edward. Han så på hende. Smilede skævt og spurgte om hun var okay. Hun kiggede ned og nikkede. Kiggede op igen. Kiggede op på ham igen. Smilede svagt og styrtede mod døren. Hun kiggede sig ikke tilbage. Løb udenfor. Stoppede op og kiggede op mod stjernerne. Stod midt i en stor mørk baggård. Hørte ikke nogle kom ud inde fra koncertsalen. En lagde sin tunge hånd på hendes skulder. Hun vendte sig forskrækket om og kiggede på Heini der stod lige bagved hende. ”Du bør altså ikke være her helt alene lige nu.”. Ordene kom fra Heinis mund. Hun så på ham. Svarede ham ikke. Så bare på ham. Trak sig en smule væk og så ned. Så ned på sine slidte røde allstars hvor der var autografer på. ”Vil du ikke med indenfor igen? Der er da lidt varmere end herude.” Han smilede varmt til hende. Hun så op på ham igen og nikkede så. Et lille smil kom frem på hendes små læber. Men ville hun virkelig med ind igen?
Heine lagde sin arm om hendes skulder. De gik sammen ind i den varme koncertsal igen. Hun kunne høre Corfitz råbe. Så hen mod scenen. Han stod nede foran med pigen. De stod længere væk fra hinanden end de havde gjort tidligere. Han stod og fægtede med armene. Han var vred. Pigen stod og så på ham. Hun var ligeglad med at han var vred. Hun så ganske tilfreds ud. Men Corfitz så vred og såret ud. Der var næsten helt stille i koncertsalen. Udover Corfitz’ råb var der nogle få dreamere tilbage der stod og snakkede sammen.
Henriette stod bare og så ned på Corfitz. Heini var gået over til Hans Edward og Eirikur. Henriette fik øjenkontakt med Eirikur. Han vinkede hende over til sig. Med forsigtige skridt nærmede hun sig. Eirikur smilede stort til hende. Henriette rødmede kraftigt men fortsatte over til Eirikur og de andre. Hun kom helt over til dem. Stillede sig mellem Eirikur og Hans Edward. Hun følte sig lav. Kiggede rundt på drengene. Hans Edward kiggede ned på hende. ”Føler du dig lidt lille?”, spurgte han drillende. Hun blev mer’ rød i hovedet og grinede lidt. Hun nikkede. ”Meget lille endda”, svarede hun. De grinede alle sammen. Eirikur lagde sin arm på hendes skulder og grinede mere. Han stank af sved og alkohol. ”Jamen det er jo fordi du er så lille” grinede han. Han tog sin hippie-hat af og lagde den på hendes mørke, strittende hår. Hun så op på ham og smilede bredt. ”Den klæder dig meget godt” sagde han. Hun grinede lidt. ”Må jeg få den?”. Eirikur nikkede og smilede. ”Virkelig?!” Henriette lød helt overrasket og glad. Hun havde før prøvet at bytte den med et lille fint diadem, men uden held. Hun grinede og krammede ham. Han krammede med. Hun indåndede en stærk duft af en Eirikur. Hun nød at stå sammen med ham. En velkendt stemme kom bagved Eirikur. Henriette slap ham. Så om på Maiken der stod bagved Eirikur. Henriette stod og så på en forvirret Maiken.
Maiken gik helt hen til Henriette og trak hende lidt væk fra Eirikur og de andre. ”Hvorfor står du og ligger an på ham?”, spurgte Maiken stille og forvirret. Henriette vidste godt hvad hun snakkede om. Eirikur og Maiken havde haft noget kørende før, og det havde de egentlig stadig, men det var ikke helt blevet til noget.
Henriette så på Maiken. ”Jeg ligger ikke an på ham, Eirikur er min ven og ikke andet, jeg vil stadig kun have Corfitz… Men han vil ikke have mig åbenbart…”. Hun så trist ned i jorden og sukkede. Maiken kiggede underligt på Henriette og så sig så tilbage. Maiken kiggede hen mod Corfitz og pigen. De stod ikke længere og råbte af hinanden.
Corfitz langede pigen en lussing. Et skrig løb gennem salen og alt blev stille.
Henriette og Maiken stirrede mod Corfitz og pigen. Eirikur, Hans Edward, Heini, Pernille og resten af de få der var tilbage, stirrede mod Corfitz og pigen der stod helt nede foran scenen.
Pigen så tavst ned i gulvet. En tåre faldt fra hendes kind og ned på gulvet. Der var stadig helt stille i salen. Corfitz vendte ryggen til hende og gik om bagved scenen. Eirikur var hurtigt nede ved scenen og gik om bagved til sin lillebror. Pigen gik med bøjet hoved mod udgangen. Ingen kunne se hendes ansigt. Henriette var rystet. Kunne ikke sige noget. Kunne ikke gøre noget. Hun havde aldrig troet at Corfitz kunne finde på at slå nogle. Han så jo altid så sød og uskyldig ud. Og så havde han bare slået hende pigen. Henriette krammede Maiken. Hun trængte til et kram. Trængte til nogle holdte om hende. Trængte til nogle holdte af hende. Maiken krammede med. Hun har tydeligvis også rystet over det der lige var sket. Ingen havde troet at Corfitz kunne finde på at slå nogle, og da slet ikke en pige.
Efter et stykke tid hvor Henriette og Maiken havde stået og krammet mens de snakkede med Hans Edward og Heini, kom Eirikur og Corfitz frem på scenen. Henriette så hen på Corfitz. Deres øjne mødtes igen. Maiken slap Henriette og gik hen til Eirikur. De gav hinanden et kort kys og krammede. Henriette holdte øjenkontakt med Corfitz. Corfitz gik stille hen til Henriette. ”Undskyld” – hviskede han stille til hende. De holdte stadig øjenkontakten. Henriette så bare på ham. ”Hvorfor? Hvorfor gjorde du det?” spurgte hun stille. Han så stille ned i gulvet. ”Jeg er virkelig ked af det… Det var slet ikke meningen at det skulle være sket sådan… Og… Det var slet ikke meningen du skulle ha’ set det.” Han så op på hende igen med de klareste blå øjne der var fyldt med tårer. Hun så på ham. Svarede ham ikke. Omfavnede ham og kyssede ham. Han kyssede med. Sådan stod de længe. Lige indtil Pernille kom hen og prikkede Corfitz på skulderen. Han stoppede og slap Henriette. Kiggede på Pernille der stod med sit lyse hår, sat op i en hestehale, og en stor ’Surfact’ trøje på og et par slidte, gamle cowboybukser på. Hun så på Corfitz, ”Må jeg lige snakke lidt alene med dig Corf’?”, spurgte hun. Han nikkede og gik lidt væk fra Henriette, Maiken og Eirikur der stadig stod og gnavede i hinanden.
Henriette kiggede lidt ned i jorden og sukkede. Så kiggede hun op igen, og gik over til Heini og Hans Edward. Hun faldt hurtigt i snak med dem. Sylle og Tiesto var der også til at snakke med.
Henriette kunne ikke lade være med at kigge hen på Maiken og Eirikur. De så så glade ud sammen. Hun kiggede hen på Pernille og Corfitz der stod og snakkede. Hun ville gerne vide hvad de snakkede om. Hun troede det var om det før, altså da de stod og kyssede. Men hun var slet ikke sikker. De kunne jo også snakke om hvad Eirikur og Corfitz lavede bagved scenen. Eller om det der skete li’ før Corfitz gik bagved scenen. Hun ville gerne vide hvad de snakkede om.
Henriette kiggede på Maiken der stod lænet op af Eirikur, som holdte om hende. De så glade ud sammen. Hun fik øjenkontakt med Maiken. Hun smilede lidt og så ned i jorden igen. Maiken kyssede Eirikur kort på kinden og kom over til Henriette. ”Hey hense?” Hun så på Henriette med et forvirret blik. Henriette kiggede op på Maiken. Maiken så lidt ned i jorden, ”Det… Er det okay at jeg tager hjem til Eirikur nu?”. Henriette så på Maiken og nikkede så lidt. Maiken smilede sødt og krammede Henriette. Henriette krammede med. De krammede længe. Maiken slap hende lidt efter. ”Vi smutter nu så, vi ses i morgen, right?”, Maiken smilede til Henriette, som nikkede og så ned i jorden. Maiken kyssede hende hurtigt i panden og gik over til Eirikur. Henriette kiggede efter hende.

Henriette satte sig op i et fremmet rum, strakte sig langsomt. Kiggede ud på den blå himmel der hang udenfor vinduet. Hun havde aldrig været i rummet før, men hun vidste hun havde set det på video. Hun kiggede forsigtigt rundt i værelset. Så tv’et ligge på gulvet. Skrivebordet med computeren stod lige der hvor hun huskede det. Hun så på drengen der lå ved siden af hende. En meget smuk guitarist. Hun genkendte ham med det samme. Han så så fredfyldt ud, når han bare lå der, med de små, lukkede øjne. Han gryntede stille i søvne, og smilede et lille, varmt smil i søvne. Hun sad bare og betragtede ham, stille og roligt. Hun lod stille en finger glide henover hans bløde kind. Han gryntede lidt og åbnede sine trætte øjne. Han smilede træt og sødt til hende. ”Godmorgen smukke” fik han mumlet til hende. Hun smilede sødt tilbage til ham. Lagde sig ned til ham og så ham i øjnene. De små, trætte, blå øjne, som bare kiggede tilbage ind i hendes lyse blå øjne. Han smilede mere og gav hende et lille, blødt kys på munden. Henriettes ansigt formede sig til et genert smil, og en lille rødmen blev smurt henover hendes kinder. ”Jeg er ikk’ smuk”, var det eneste hun kunne få sagt til ham. Han så hende bare i øjnene og nikkede svagt. ”Det syntes jeg du er.”, han smilede bare til hende. Den lille rødmen over hendes kinder blev mere tydelig, og hun blev mere genert. Han kyssede hende kort igen, og satte sig op i sengen. Han kiggede rundt i værelset, gabte højlydt og strakte sig. Henriette grinede lidt af ham og smilede til ham. Corfitz kiggede om på hende. ”Du griner af mig?” Han smilede sit berømte ’Corfitz-smil’, bare munden næsten helt åben, så alle tænderne blev blottet. Henriette nikkede lidt og satte sig op til ham. ”Ja, det gør jeg.” smilede hun til ham. Corfitz puffede lidt til hende. ”Hvor er du ond, nå” Han rejste sig op, så hans nøgne ben kom til syne, og hans bare ryg. Hun kiggede bare på hans blege, bare ryg. Hun smilede sødt til hans ryg. Han tog et par bukser der lå på gulvet og stak sine små, tynde ben i buksebenene, trak bukserne helt op og lynede lynlåsen, og trak derefter bukserne ned på røven igen, så hans ternede boxershorts kom til syne igen. ”Corfitz…?” Hun kiggede bare på ham. ”Hvorfor kan du lide mig?”

Skumringen (Danskstil - Færdig, fik 12 :D)

Blæst. Regn. En drøm. Et savn. Han stod bare. Kiggede ned på gaden. Gaden der lå nede foran hans husblok. Han vidste ikke hvem der boede inde ved siden af. Han kendte ingen i huset, selvom han havde boet der i lang tid. Han var den i huset, der havde boet der længst tid. Alle kendte ham, men han kendte ingen. Kun en mand på 24. Boede alene. Han gik stille over til et andet vindue. Kiggede ud. Stormen rasede ude over havet. Havet der omkransede Færøerne. Han trak lynlåsen lidt længere op i sin trøje. Lejeligheden var kølig og dunkel. Kun få stearinlys oplyste den lille stue og gav et helt særligt skær. Skyggerne fra flammerne dansede lystigt på væggen. Væggen hvor der hang et billede. Kun ét enkelt billede. Et billede af en mand i sort tøj, sort hår med en rød hanekam, siddende med et lille barn i en lang, hvid dåbskjole med et mørkeblåt bånd rundt om livet. Kvinden ved siden af havde langt, smukt, sort hår, en sort kjole og lange sorte støvler. Et smukt billede.
Manden gik over og tog billedet ned fra væggen. Lod stille to fingre glide henover billedet. Følelserne kom frem i ham. Han savnede den dag. Det var fra hans egen søns barnedåb. Hans øjne blev våde af tårer. Han savnede den dag. Savnede sin kæreste. Savnede sin søn. Vidste at han aldrig kom til at se dem igen. Hans kæreste var stukket af med en af hans bedstevenner. Han var knust. Han var ødelagt indeni. Han tabte tårer ned på glasset der dækkede billedet. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Tanker om ham og hans kæreste sammen. Tanker om at se hans søn igen. Tanker om død. Tanker om ødelæggelse.
Længe stod han bare og så på billedet. Så på hans søn. Så på to lykkelige mennesker med deres søn. En drøm om at se dem igen. Et savn. En længsel. Et savn til de lykkelige dage. En længsel efter de to der betød allermest for ham i hele verden. En længsel efter at synge sammen med de tre andre i bandet igen. Men det var for sent. Det hele var for sent. Han savnede de tre andre fra bandet. Men han kunne ikke stole på bassisten. Han var jo stukket af med hans kæreste. Det var ham der var skyld i det hele. Ham. Bassisten. Bassisten Eirikur. Hans bedsteven.
Igen kiggede han udover havet. Stormen tog til. Han smed billedet i en halvgammel lænestol. Hans øjne var blevet helt røde. Hans hjerte var knust. Det var ødelagt. Slået itu. Han gik med hurtige skridt tilbage til vinduet med udsigt udover havet. Himmel og hav stod i ét. Han lagde forsigtigt hånden på den kolde, duggede rude. Hans hjerte bankede hurtigt i hans bryst. Sveden kom stille frem på panden. Nervøsitet. Kuldegysninger løb igennem hans krop. Et hedeslag ramte ham. En skikkelse viste sig for ham langt ude på havet. En menneske skikkelse. Et menneske der stod på vandet. Han troede ikke sine egne øjne. Han kunne ikke bilde sig selv ind at der stod nogle ude på vandet. Flere hundredemeter ude på vandet. Hedeslaget blev værre. Han blev svimmel. Hans øjne flakkede rundt. Hans hjerte hamrede hårdere i brystet. Tankerne fløj rundt i hans hoved. Hvad var der sket med ham? Et skrig satte sig fast i hans hals. Han ville skrige efter hjælp, men ingen hørte ham. Han var alene. Helt alene. Det sortnede for hans øjne. Og hans ben sank sammen under ham. Han hørte et skrig. Et fjernt skrig. En kvinde skreg. Hun skreg hans navn ud i mørket. Hans syn forsvandt væk fra ham. Hans følelse i kroppen forsvandt. Han svandt ind i sig selv. Intet kunne han se. Intet kunne han høre. Intet kunne han mærke.

Mange timer efter vågnede han op i en seng. Ikke hans egen seng. Ikke en seng han kendte. Han tog sig til hovedet og ømmede sig. Hans satte sig langsomt op i sengen. Sengen han ikke kendte. Så rundt i et rum med masser af billeder på væggene. Et billede lagde han dog mærke til at han kendte. Han ville rejse sig op, men faldt igen ned i sofaen, som om han havde fået et slag. Hans balance evne var ikke helt i orden. Men han prøvede igen. Han kom op og stå. Han hørte stemmer. Stemmer han kendte. Men han ville ikke gøre noget ved det lige nu. Han ville se nærmere på billedet. Det billede han havde set før. Han gik med langsomme skridt over til væggen hvor billedet hang. Han kunne se sig selv på billedet. Et billede af ham og hans kæreste hang der. Det samme billede som han for nogle timer siden selv havde stået med i hånden inde i hans egen stue. Stemmerne blev højere og højere. Han gik med hastige skridt over mod døren. Tog i det kølige håndtag og åbnede døren. Der var ingen at se i rummet han kiggede ind i. Ingen. Stemmerne var stoppet brat da han tog fat i håndtaget. Han slap det igen men stemmerne kom ikke tilbage. Ingen stemmer. Han gik forsigtig ind i rummet. En lille sørgelig sofa stod ovre i det ene hjørne af rummet, dækket af et slidt tæppe. Han kunne kende tæppet. De små blå bamser på det. De små lyseblå sløjfer der sad forskudt med bamserne. Han gik forsigtigt derover og tog det op. Det var hans søns tæppe. Han hørte et barneskrig. Smed tæppet og løb mod lyden af skriget. Han fandt hurtigt et rum hvor lyden kom fra. Men ingen var i rummet. Han kiggede sig om en ekstra gang i rummet inden han forlod det igen. Igen var der helt stille i lejeligheden. Først da opdagede han at lejeligheden lignede hans egen. Nogle af de andre lejeligheder i hans husblok. Han gik over til et lille tagvindue. Lejeligheden var åbenbart den øverste i det hus. Han kiggede ned på gaden. Så sin egen cykel holde dernede. Holde lige udenfor en port der stod nummer 13g på. Hans egen port. Hvor var han? Var hans kæreste og bassisten flyttet ind i taglejligheden i hans egen husblok? Var det virkelig sandt? Han gik over og tog det hvide tæppe op med bamserne og sløjferne på. Lagde det pænt sammen og tog det under armen. Stemmerne hørtes igen. Han gik ind i rummet hvor han var vågnet op i sengen. Sengen han ikke kendte. Ingen mennesker at se. Han gik tilbage igen. Ind i rummet hvor skriget var lydt. Ingen mennesker. Hvad var der galt med ham? Var han ved at blive sindssyg? Var det bare noget han bildte sig ind eller var det virkeligt? Han forlod hurtigt lejeligheden. Styrtede ned ad trapperne i opgangen. Forpustet nåede han ned til hoveddøren. Trak den op og gik ud i blæsten. Man kunne ikke mærke det var sensommer på vejret. Ingen mennesker opholdte sig på gaden. Han kastede et hurtigt blik op mod vinduerne i husblokken. Ingen lys. Ingen mennesker. Intet liv.
Han ville væk fra det hus. Han ville ikke bo der mere. Aldrig nogensinde. Han ville aldrig sætte en fod på den grund igen. Huset skræmte ham. Han havde stadig tæppet under armen. Et tæppe der gav ham minder. Et tæppe der ville hjælpe ham med at holde varmen. Et tæppe der ville få ham til at holde modet oppe. Han ville væk med det samme. Han satte i løb. Vidste ikke hvor han skulle hen. Vidste ikke hvordan han skulle klare sig uden mad og drikke. Vidste ikke hvordan han skulle klare sig uden billedet. Billedet der hang i hans stue. Stuen han aldrig mere ville få at se. Han løb bare. Løb. Væk fra alt. Langt ind i ensomheden.

Ingen kan erstatte dig. (Færdig.)

Hjertet. Sorg. Sort. Det hele. Det hele var sort. Pigen. Pigen stod i rummet. Rummet der lå langt inde i ensomheden. Hun var alene. Hun var blevet forladt. Hun var blevet glemt. Glemt af alle. Glemt af sin familie. Sine venner. Alle. Ingen havde hun tilbage. Ingen havde hende tilbage. Hun skreg. Et smerte skrig. Hendes øjne var hvide. Hun var bleg. Hun lignede et lig. Et levende lig. Ingen vidste hun var væk. Ingen savnede hende. Ingen havde efterlyst hende. Ingen havde grædt over at hun var væk. Hun havde bare været der, og så forsvundet. Forsvundet fra jordens overflade. Hendes tøj var gammelt og slidt. Hendes hår hang og slaskede ned i hendes ansigt. Hendes makeup hang nedover kinderne. Tårerene havde trukket det væk fra hendes smukke, hvide øjne. Et savn. En længsel. En drøm. En sang. Hendes håb var væk. Helt væk. Ligesom hende selv. Det var forsvundet sammen med hende.
Pigen. Hende som ingen savnede. Hun var forsvundet. Kun én savnede hende. Én i hele verden. Ét menneske i hele verden. Hendes savn til hende var stort. De skulle snart mødes igen. Ingen vidste hvor de skulle mødes. Men de skulle mødes. Kun én person vidste hvor de skulle mødes. Hende pigen der var savnet vidste ingen ting. Pigen der savnede vidste alt. Hun vidste hvor den savnede havde gemt sig. Hvor hun var forsvundet hen. Et sted hen som kun få personer kender. De to piger kendte til stedet. Ensomheden. Pigen der savnede tog et blad. Barberblad. Hun brugte den. Brugte det til at finde hende hun savnede. Hun tog en dyb indånding og lukkede sine øjne. Det ville gå stærkt. Hun ville se hende igen. Hende hun savnede. Hun ville synge for hende. Hun ville snakke med hende. Hende hun savnede. Ville sige de 4 små ord som betød så meget for hende.
En sort gang viste sig for hende. Hende der savnede. Hende der snart ville finde lykken igen. 'Lykken er her næsten', sang hun for sig selv. Hun vandrede langsomt ned ad gangen. Stoppede op ved en dør der første ind til rummet. Rummet hvor ensomheden var. Der hvor den savnede befandt sig. Hvor den forladte var. Hun skubbede døren op. Så hende. Hende som hun savnede. Løb over mod hende. Skreg hendes navn. Hun vendte sig om. Hende den savnede. De omfavnede hinanden. Følelserne kom frem i dem. Pigen. Pigen der savnede hviskede stille til den savnede: 'Ingen kan erstatte dig'.

En drøm uden ende (Ikk' færdig endnu.)

Regn. Blæst. En drøm. En sang. Jeg stod ved mit vindue en mandag morgen. Kiggede udover det hav der omkransede Færøerne. Hav og himmel stod i ét. Jeg trak lynlåsen længere op i min sorte hættetrøje, for at få lidt mere varme ud af den. Jeg satte mig i den kølige vindueskarm. Lænede mig op af den kolde, duggede rude, lagde min pande mod den. Min ånde viste sig på den, som en hvid dug plet, ved min næse. Jeg kiggede udover det store hav. Havet som omringede de mange, små øer, som lå langt væk fra alting. Havet der strakte sig så langt øjet rakte.
Der var ingen skole den dag, uvejret var for voldsomt til at vi kunne komme til og fra skolen. Det havde jeg absolut intet imod. Jeg skulle ikke se ham idag. Ham der altid kaldte mig øgenavne. Ham alle kunne lide. Ham alle holdte med. Undtagen én person. Hans lillebror. Alle var jo altid imod mig. Undtagen ham. Lillebroderen. Ham jeg var hemmeligt forelsket i.
Et håb. Et savn. En længsel efter ham. En længsel efter at drømmen skulle gå i opfyldelse. Hvornår skulle den kunne det? Ingen kendte jo til den. Jeg rejste mig langsomt fra vindueskarmen. Flyttede ikke øjnene fra det vilde hav. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Forvirret. Forelsket. Mest forvirret.
Hans ansigt viste sig hele tiden for mig. Det dejlige smil, jeg så tit havde set oppe på skolen. Hans latter fyldte mine øre. En banken på min dør og jeg farre sammen. Jeg vender mig om og ser på døren. Min mor. Min mor der altid havde et smil på læben. Hun var der altid hvis man fik brug for det. "Maise?", begyndte hun roligt, "Du har gæster, jeg lod ham vente ved døren." Hun smilede varmt til mig. Men hvem ville komme hen til mig? Jeg gik hen til døren og ned ad trappen. Der var koldt over det hele. Det var der altid her på de her lorte øer. Jeg kom ned for enden af trappen og gik ud i bryggerset. Jeg stoppede brat op da jeg så hvem der stod henne ved døren. Han stod lige der. Ham der altid mobbede mig. Han smilede venligt og varmt til mig. Han hilste sødt og og kiggede på mig med et virkelig intenst blik. Jeg hilste nervøst tilbage og kiggede ned. Mine øjne flakkede rundt på gulvet. Hvad ville han her?! Måske... Måske ville han gennembanke mig når vi var alene oppe på værelset? Måske. Måske ikke. Det ville ikke være første gang han kom og gjorde det. Men det gjorde mig ikk' mindre vild med at være alene med ham. Jeg ville have at hans lillebror var hos os lige nu. Han gik med langsomme skridt hen imod mig. I takt med han kom nærmere, bakkede jeg stille væk fra ham, lige indtil jeg ikke kunne bakke mere. Væggen var i vejen. Desværre. Jeg ville længere væk fra ham end bare lige to skridt. Han stod helt tæt op af mig. Lagde stille en hånd på siden af min kind. Hans kolde, store hånd gled stille ned over min hals og ned på min skulder. Han hviskede stille mit navn og så mig dybt i øjnene.
Jeg skubbede hurtigt hans hånd væk. "La' mig være." Hviskede jeg. Han lod ikke til at høre det, for hans kølige hånd var begyndt at stryge mig nedover armen. Kuldegysningerne gled stille nedover rygraden på mig. Han tog min hånd og flettede stille vores fingre. "Undskyld" mumlede han bare. To af hans fingre på den anden hånd lagde han under min hage, for at løfte mit hoved blidt op, så han kunne kigge direkte ind i mine helt våde og blanke øjne. En tåre faldt fra min øjenkrog og nedover min kind. Han tørrede den forsigtigt væk. "Hey du må ikke græde. Jeg er virkelig ked af alt det jeg har gjort mod dig. Jeg vil gerne starte på en frisk, hvis du vil?", hans stemme lod så rolig og alligevel så trist.
Hans øjne var så dejlige at kigge ind i. Jeg ved ikke hvad der skete med mig. Noget fik mig til at tilgive ham. Tilgive ham for alt hvad han nogensinde havde gjort. "Det er okay" hviskede jeg stille tilbage, "Jeg vil også gerne starte på en frisk". Min stemme rystede lidt, fordi jeg var nervøs. Jeg kiggede bare ind i hans øjne. Hans dejlige blågrå øjne. Et lille smil kom frem på hans smukke læber. Han lukkede sine øjne lidt og førte sit ansigt tættere på mit. Vores næser rørte hurtigt ved hinanden. Vores læber mødtes i et lang, følelsesfuldt kys.

Jeg lå stille på min seng sammen med ham. Ham jeg ikke vidste om jeg kunne lide. Helt nøgen. Mit hoved hvilede stille på hans brystkasse. Mit hoved fulgte hans stille bevægelse hver gang han trak vejret. Han holdte stille om mig. Det føltes lidt forkert at ligge sammen med ham på den måde. Det var jo hans lillebror der skulle ligge der sammen med mig. Jeg satte mig lidt op. Kiggede stille rundt på mit værelse. Vores tøj lå spredt udover gulvet. Jeg sukkede lidt og rejste mig. Kiggede på ham en enkeltgang og tog så mit tøj på. Stormen rasede stadig udenfor. Himmel og hav havde skilt sig lidt fra hinanden. Mørket havde ikke forladt himlen endnu. Himlen var stadig mørk og overskyet. Havet havde lagt sig lidt til ro. Jeg tog en tyk trøje på udover min normale trøje. Der var stadig koldt i rummet. Mit vindue havde hvide dug pletter på ruden. Jeg lagde min hånd på ruden. Ruden med dug pletterne på. En svag snorken kom ovre fra min seng. Jeg så forsigtig derover. Så på ham. Ham jeg havde været så bange for hele min skole tid. Ham hvis lillebror jeg var dybt forelsket i.
Jeg listede over til sengen. Satte mig på den. På sengen. Sengen hvor han lå. Kiggede på ham og strøg ham blidt over håret. Han vågnede stille. Åbnede sine øjne. Han så op på mig med de dejligste blågrå øjne. Et lille smil bredte sig på hans læber. Jeg hviskede stille hans navn. Han smilede bare til mig. ”Eirikur”, prøvede jeg igen. Han satte sig lidt op og kyssede mig forsigtig på kinden. ”Hvad er der galt smukke?”, han smilede sødt til mig. ”Du bliver nødt til at gå, jeg vil ikke have dig her mere.”. Jeg kunne hurtigt se hans søde smil forsvinde. Jeg kunne godt selv høre at det lød lidt underligt at jeg ikke ville have ham hos mig mere, når vi lige havde været i seng sammen, men jeg blev nødt til at sige det på den måde. Ellers ville han aldrig forsvinde. Og det var jo ikke ham jeg ville have. Lillebroderen. Ham ville jeg have. Men om det ville lykkedes vidste jeg ikke. Men jeg ville have ham. Kun ham.
Eirikur satte sig mere op i sengen. Hans glimt i øjet var forsvundet. Væk. Helt væk. Om det ville komme igen vidste jeg ikke. Og ville faktisk heller ikke vide det lige nu.
Jeg ville bare have hans lillebror. Ham jeg var forelsket i. Ham der altid var sød mod mig. Ham der snakkede til mig ovre på skolen.
Eirikur rejste sig og tog sit tøj på. En T-shirt med print, en stor hættetrøje og et par skater shorts dækkede nu hans krop. Jeg kiggede på ham med et lidt trist blik. Men han var ligeglad. Uden et ord forlod han værelset. Det varme værelse. Jeg rejste mig fra sengen. Sengen. Sengen der ville bringe minder fremover. Skrækkelige minder. Jeg gik over og skubbede døren i. Døren Eirikur lige var gået ud af. Jeg gik hen og satte mig på sengen. Satte mig så jeg lænede mig op af væggen. Tog min pude og krammede den ind til mig. Fik tårer i øjnene. Varme, saltede tårer gled nedover mine kinder. Jeg havde dummet mig. Dummet mig godt og grundigt. Intet kunne rette op på hvad jeg havde gjort. I morgen vidste hele skolen nok at jeg havde været i seng med Eirikur. Mit hjerte var knust. Jeg ville ikke mere. Jeg ville kun have ham. Ham jeg aldrig ville få.
En længsel. Et savn. Et håb og en drøm. En længsel efter ham. Efter ham jeg var forelsket i, men ikke kunne få. Et savn til nogle der holdte af mig, og nogle der kunne lide mig for den jeg var. Et håb om at nogle ville lytte til mig når jeg havde problemer. Og en drøm om at komme til Danmark. Til det land jeg havde hørt så meget om. Til det land hvor de talte et sprog jeg kunne forstå. Landet som øerne hørte til.
Min makeup hang langt ned ad mine kinder. En sorg lå dybt inde i mig. Jeg havde dummet mig. Dummet mig meget. Jeg kunne jo ikke lide ham som sådan. Ikke sådan som jeg kunne lide hans lillebror. Jeg tørrede mine øjne i min pude. En pude som Eirikur lige havde ligget på. Tanken om ham fik mig til at græde mere. De varme, saltede tårer gled over mine kinder. Jeg ville ikke lave andet den dag. Jeg sad bare. Kiggede rundt på mit værelse. Kiggede ud på stormen som havde lagt sig lidt. Min mobil bippede én enkelt gang. En sms fra Corfitz var kommet. Jeg læste den. Han ville komme og besøge mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare til det.
Efter en halvtimestid stod Corfitz samme sted som Eirikur havde stået. Hvor vi havde kysset første gang. Hvor jeg for første gang havde kysset en dreng. Jeg kiggede på Corfitz. Hans øjenlåg var dækket af sort øjenskygge. Hans hår var blevet lidt længere end det plejede at være, så det hang bare ned i hans øjne. Et svagt glimt kunne man finde i hans øjne. Et lille smil hang på hans små søde læber. Jeg kiggede ind i hans blå øjne. Faldt helt i staver.