Jeg sad alene i stuen. I en meget velkendt stue. Røde murstensvægge, rødbrune klinker på gulvet. De gamle sofaer stod der hvor de plejede. Plakaten hang ved siden af trædøren, som førte ud til gangen hvor de fire værelser lå. Poolen duftede i hele stuen, og vandet var faktisk rent. Jeg kiggede rundt i stuen igen. Så Eirikur komme til syne henne i døren til køkkenet. Han lignede noget katten havde slæbt med ind. Mørke, sorte render under øjnene, uglet hår, laset, gammelt tøj og snavs i ansigtet, som om han ikke havde været i bad flere dage. Jeg rejste mig op. Kiggede bare på ham. Der kom en lyd bagfra, som om et dørhåndtag lige var faldet af igen. Jeg kiggede hurtigt over mod døren til gangen. Corfitz dukkede op i døråbningen og lignede noget der var værre end Eirikur. Jeg gik lidt over mod ham, men han holdt hånden op i tegn til at jeg skulle stoppe. Jeg stoppede op og kiggede underligt på Corfitz. Han rystede på hovedet og kiggede over på Eirikur og bagefter ned i jorden. Eirikur gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig i den gamle, slidte sofa. Jeg satte mig og kiggede bare på de to brødre. Eirikur satte sig overfor mig og Corfitz i lænestolen. Eirikur kiggede på mig. ”Stin? Det er forbi. Du bliver nødt til at flytte.”, Eirikurs stemme fyldte mit hoved. Flytte? Forbi? Hvorfor var det forbi? Jeg kiggede på Eirikur. ”Hvad mener du?”. Dumt spørgsmål Stin, men det var det eneste jeg kunne spørge om. Eirikur kiggede ned. Corfitz så på mig. Jeg kiggede tilbage på ham. ”Du ved godt hvad han mener!”. Jeg blev helt overrasket over at Corfitz faktisk råbte af mig. Jeg rejste mig bare op fra sofaen. Jeg så på Eirikur og rystede på hovedet. Jeg begyndte at gå hen mod havedøren. Corfitz rejste sig også og fulgte efter mig. Han kom op på indersiden af mig, hviskede noget som jeg ikke kunne høre, og skubbede mig udad mod vandet. Jeg mistede balancen. Et langt øjeblik ramte mig. Jeg ramte vandets kolde overflade hårdt.
Jeg vågnede med et sæt. Jeg lå i sengen sammen med ham. Han lå og så så fredfyldt ud. Han sov stadig tungt. Hans lange hår gik ned i hans øjne. Jeg kyssede ham kort på kinden og lagde mig helt ind til ham. Han duftede af sig selv. Jeg lukkede mine øjne og indåndede bare hans duft. Han duftede dejligt. Jeg kunne blive liggende for evigt. Eller lidt længere tid i hvert fald. Det hele havde bare været en drøm. Det hele havde været en drøm. En forfærdelig drøm. Jeg ville ikke have det skulle slutte mellem Eirikur og jeg. Jeg elskede ham virkelig højt. Han var så kærlig og rar. Han lagde små sedler til mig når han var af sted på tour, så havde han gemt dem rundt omkring i dreamhouse. Og de var kun til mig. Så var der små sedler med alle mulige søde ord og beskeder eller en lille tegning han selv havde tegnet. Og når han var væk, måtte jeg låne en af hans T-shirts at sove i. Han var altid så sød mod mig. Jeg elskede ham virkelig højt og vil ikke skilles fra ham, for noget i verden. Han var min og kun min. Han var min langhårede kæreste. Han var min basspiller. Han var kun min. Ingen kunne tage ham fra mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar