No Name - FF til Stin *hjerte* (Ikke færdig)

Jeg sad alene i stuen. I en meget velkendt stue. Røde murstensvægge, rødbrune klinker på gulvet. De gamle sofaer stod der hvor de plejede. Plakaten hang ved siden af trædøren, som førte ud til gangen hvor de fire værelser lå. Poolen duftede i hele stuen, og vandet var faktisk rent. Jeg kiggede rundt i stuen igen. Så Eirikur komme til syne henne i døren til køkkenet. Han lignede noget katten havde slæbt med ind. Mørke, sorte render under øjnene, uglet hår, laset, gammelt tøj og snavs i ansigtet, som om han ikke havde været i bad flere dage. Jeg rejste mig op. Kiggede bare på ham. Der kom en lyd bagfra, som om et dørhåndtag lige var faldet af igen. Jeg kiggede hurtigt over mod døren til gangen. Corfitz dukkede op i døråbningen og lignede noget der var værre end Eirikur. Jeg gik lidt over mod ham, men han holdt hånden op i tegn til at jeg skulle stoppe. Jeg stoppede op og kiggede underligt på Corfitz. Han rystede på hovedet og kiggede over på Eirikur og bagefter ned i jorden. Eirikur gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig i den gamle, slidte sofa. Jeg satte mig og kiggede bare på de to brødre. Eirikur satte sig overfor mig og Corfitz i lænestolen. Eirikur kiggede på mig. ”Stin? Det er forbi. Du bliver nødt til at flytte.”, Eirikurs stemme fyldte mit hoved. Flytte? Forbi? Hvorfor var det forbi? Jeg kiggede på Eirikur. ”Hvad mener du?”. Dumt spørgsmål Stin, men det var det eneste jeg kunne spørge om. Eirikur kiggede ned. Corfitz så på mig. Jeg kiggede tilbage på ham. ”Du ved godt hvad han mener!”. Jeg blev helt overrasket over at Corfitz faktisk råbte af mig. Jeg rejste mig bare op fra sofaen. Jeg så på Eirikur og rystede på hovedet. Jeg begyndte at gå hen mod havedøren. Corfitz rejste sig også og fulgte efter mig. Han kom op på indersiden af mig, hviskede noget som jeg ikke kunne høre, og skubbede mig udad mod vandet. Jeg mistede balancen. Et langt øjeblik ramte mig. Jeg ramte vandets kolde overflade hårdt.

Jeg vågnede med et sæt. Jeg lå i sengen sammen med ham. Han lå og så så fredfyldt ud. Han sov stadig tungt. Hans lange hår gik ned i hans øjne. Jeg kyssede ham kort på kinden og lagde mig helt ind til ham. Han duftede af sig selv. Jeg lukkede mine øjne og indåndede bare hans duft. Han duftede dejligt. Jeg kunne blive liggende for evigt. Eller lidt længere tid i hvert fald. Det hele havde bare været en drøm. Det hele havde været en drøm. En forfærdelig drøm. Jeg ville ikke have det skulle slutte mellem Eirikur og jeg. Jeg elskede ham virkelig højt. Han var så kærlig og rar. Han lagde små sedler til mig når han var af sted på tour, så havde han gemt dem rundt omkring i dreamhouse. Og de var kun til mig. Så var der små sedler med alle mulige søde ord og beskeder eller en lille tegning han selv havde tegnet. Og når han var væk, måtte jeg låne en af hans T-shirts at sove i. Han var altid så sød mod mig. Jeg elskede ham virkelig højt og vil ikke skilles fra ham, for noget i verden. Han var min og kun min. Han var min langhårede kæreste. Han var min basspiller. Han var kun min. Ingen kunne tage ham fra mig.

Forladt (Danskstil - fik 10! 8D)

Vinden blæste i hans hår. Han kunne høre bølgerne slå mod stenene nede på stranden. Han gik ikke så langt fra stranden, men han gik den modsatte vej. Vinden var kraftig og skyerne hang tungt henover de små øer midt i Atlanterhavet. Han fortsatte hen ad den lange, tomme gade. Han vidste ikke hvor han skulle gå hen. Så han besluttede sig for at gå en tur på stranden, hvorfor han ville gå derhen vidste han ikke, for han var jo på vej den direkte modsatte vej før. Noget inde i ham trak ham bare derhen. En lille stemme snakkede til ham. Han kunne genkende stemmen, men han kunne ikke huske hvor fra. Han vidste han havde hørt den før. En barnestemme. Han fortsatte hen ad gaden. Hans krop fortalte ham hvad han skulle gøre. Han gjorde ingen modstand til kroppen. Han var ligeglad med hvor han skulle hen. Han ville bare væk. Væk. Væk fra sin lejlighed. Væk den bygning. Bygningen han havde levet i så længe. Bygningen hvor han havde boet aften før. Han var flygtet. Flygtet fra det hele. Han havde kun et tæppe der engang havde været hans søns. Et hvidt tæppe med blå bamser og små, blå sløjfer som var forskudt af bamserne. Han kom ned til de øverste, store sten der lå på stranden. Han stoppede op. Kiggede. Kiggede udover havet. Det brusende, larmende, store hav, der bare lå der. Hver dag kiggede han udover havet. Hver dag kiggede han på det samme vand. Det vand der lå i havet. Han tænkte på hvordan det måtte være at leve som et dyr i vandet. En blæksprutte. Måske. Han tænkte længe over det. Stod i sine egne tanker. Han tænkte tilbage på en koncert de havde holdt engang. Ham og de tre andre. De tre andre fra bandet. Bandet som ikke eksisterede mere. Koncerten havde været varm kunne han huske. Han vidste ikke hvorfor han kunne huske det var varmt, det kunne han bare. Han tænkte over deres tur til den koncert. Ham og den anden guitarist havde snakket om hvorledes blæksprutter var fisk eller om det var et bløddyr. Han ville godt have været en blæksprutte. Eller en vandmand. Ja, en vandmand lavede ikke så meget, de spiste og formerede sig. De skulle ikke tænke på følelser. De skulle ikke tænke på hvis ens kæreste stak af med en af sine bedstevenner og tog barnet med. Det var vandmænd ligeglade med. Så han ville være en vandmand i sit næste liv, hvis han fik et liv mere.
Han trådte ned på de første sten. Han kendte dem alle sammen. Kendte hvilke sten der var løse, hvilke sten man sad godt på, hvilke sten der var gode til at ligge på. Han kendte alle stenene.
Han følte der var noget forandret ved alt. Noget var forandret på stranden. Han så sig om. Kiggede ud over vandet igen. Han stod bare på en stor sten. En stor, mørkerød sten. Han faldt i sine egne tanker igen. Stod stille. Ubevægeligt. Han blinkede kun med øjnene et par gange. Han opdagede ikke at himlen begyndte at græde små tårer. Han stod i sin helt egen verden.
Han kom langsomt til sig selv igen. Himlen græd stadig. Han kiggede op og fik tårer i hovedet. Alle tårerne havde klistret hans hår ind til hans hoved. Han kiggede på de store sten igen. Tog et skridt ned på næste sten. Han mistede fodfæstet og gled. Gled ned af de mange våde sten. Han faldt så langt at der ikke var mere at falde på. Han lå på sandet. Det kolde, våde sand. Hans sorte tøj blev hurtigt sandet til. Han satte sig op. Han havde glemt at stenene blev glatte når himlen græd. Han kiggede rundt omkring sig. Ingen havde set det. Heldigvis. Han rystede lidt på hovedet. Han var svimmel. Hans mund fyldtes med blod. Han vendte blodet ud på det våde sand. Det var ikke et kønt syn. Han hostede og rejste sig op. Noget lyseblåt viste sig mellem to af stenene. Han gik langsomt hen til stenene igen. Han havde ondt i kroppen efter faldet. Han ømmede sig. Bukkede sig ned efter det lyseblå inde mellem stenene. Han rakte ud efter det og trak det ud fra stenene. Studerede det han holdte mellem hænderne. Huskede tilbage.

Han sad der. Sammen med sin søn. Sad i lejligheden som han havde sammen med sin kæreste. Det hele var så godt. Hans søn havde fødselsdag. Han havde foræret sin søn en dukke. En lille fin, sød dukke. Blond hår. Lyseblåt tøj. Små hvide sokker og matchende sko. Sønnen var glad for dukken. Han krammede den ind til sig da han fik den. Han døbte den Heini med det samme. Han opkaldte den efter sin onkel, fordi den lignede ham. Han var så glad for dukken. Han sov med den om natten. Han legede med den om dagen. Han sagde at det var hans lillebror. Lillebror Heini. Det hele var så godt. Sønnen. Dukken som var blevet lillebror.
En dag var sønnen væk. Sammen med sin mor. Han var helt knust. Han blev boende i lejligheden. Han hang et billede op på væggen i stuen. Et billede der vil minde ham om hans søns dåb. Et billede af sønnen i lang hvid dåbskjole, med mørkeblåt bånd om livet. Hans kæreste i sort kjole, med sit lange, sorte, krøllede hår. Ham selv i sort skjorte med sin røde hanekam siddende skråt ovenpå hovedet. Han syntes alt var så godt. Men så var der dengang hvor det gik galt. Kæresten var væk. Sønnen var væk. Dukken var væk. Det hele var væk og stemningen i lejligheden skiftede hurtigt.

Han kom tilbage til normal tilstand igen. Dukken var våd. Han var våd. Tårerne var væltet op i øjnene på ham. Han krammede dukken ind til kroppen. Tårerne fra himlen var blevet store, tunge tårer der langsomt dumpede ned fra himlen. Han kiggede ud over havet. Hav og himmel stod ud i et. Han kiggede ud mod horisonten men han kunne ikke finde den.
Han gik lidt væk fra blodpølen der stadig lå og flød rundt oven på sandet. Han satte sig i det våde sand. Sad bare og kiggede. Han ville blive der. Han havde to minder fra sin søn nu. Et tæppe og en dukke. Han ville beholde det.
Han sad bare i sandet. Han ville ikke væk fra stranden igen. Han ville blive der. I hvert fald i noget tid. Ikke for evigt. Men bare lidt mere.