Mennesker!:D

Jeg vil slette mine Tokio Hotel FF's fra denne blog, da jeg har oprettet en ny blog til dem, i håbet om at lidt flere aliens vil læse dem, da de ikke rigtigt bliver læst herinde fordi der også er The Dreams ff's, og som alle nok ved så er der den der 'krig' mellem Tokio Hotel fans og The Dreams fans, så nu har jeg en ny blog til dem (;

Link; http://www.kasastokiohotelfanfics.blogspot.com/

Btw. hvis i har spørgsmål, eller ideer til ff' eller sårn noget, så skriv endelig til mig!:D skriv på denne mail; kasayagi@gmail.com

- Kasa (;

Til hele folket! :D

Harj mennesker! ^^ Eller stalkers xD

Nu er jeg kommet rigtig godt igang med en FF, så jeg har lagt de andre lidt til side, men jeg skal nok lige lave et indlæg eller skrive til jer, når der kommer mere på nogle af de gamele (:

BTW! Jeg vil gå igang med en helt ny måde at skrive på, jeg har, sammen med en veninde, startet på en FF der handler om "Kasaen og Deaen", fordi vi syntes det lød sjovt når man sagde det højt xD Well, det bliver sårn, at Dea skriver et kapitel, så skriver jeg et kapitel, så skriver hun et kapitel, så skriver jeg, osv. :D Det glæder jeg mig lidt meget til! :D

Well, hvis i har inspiration, idéer, samtaler, jokes eller sårn noget der skal med i en FF, så skriv lige til mig :D Det kunne være awesome at få nogle idéer fra andre mennesker ogs n_n' Eller hvis i har nogle ff's som i syntes jeg kan få inspiration af at læse, så send links ! :D

Peace and nuts! :D Like... Peanuts?!o: Not funny, I know... TAKE CARE!

- Kasa, jeres allesammens yndlingsforfatter! >8D

Undskyld ventetiden (Dansk terminsopgave - karakter; 10, essay.)

Vi bliver udsat for meget her i livet, og vi gør en masse ting, men hvad gør vi allermest her i livet? Jo, vi venter. Vi venter på alt. Venter på bussen. Venter på gæsterne. Vi venter på maden. Vi venter på sommeren. Vi venter på julen. Venter på den nye CD fra bandet. Vi venter på en ny musikvideo. Vi venter hele tiden uden at tænke over det. Vi venter hver dag. Men afsætter vi tid til at vente? Næ nej, vi regner bare med at det hele kommer til tiden, og at vi slet ikke behøver noget der hedder ’at vente’, vi vil bare have at tingene kommer når de skal. Men hvorfor tænker vi egentligt sådan? Man aftaler en tid med lægen, men lægen bliver forsinket 5-10 minutter, vi venter, venter på at lægen kalder dit navn, vi forventer ikke at lægen bliver forsinket, så derfor bliver vi sure og utålmodige, vi behøver ikke alt den ventetid, mener nogle, dog mener jeg ikke at vi kan undvære ventetiden, da vi får afklaret en masse med os selv, vi tænker over tingene.

Mens vi står der og venter på noget, bussen for eksempel, så flyder der en masse tanker rundt i hovedet på en, hvad skal man have til middag? Hvordan kommer håndboldkampen til at gå i aften? Hvordan bliver min arbejdsdag? Hvor var det dejligt at lille Frederikke havde en god fødselsdag i går, hvem vinder Europ Music Awards i aften? Hvornår kommer den bus egentlig? Masserer af tanker glider stille og roligt rundt i dit hoved, uden at man selv lige er klar over det, selvom mange syntes at det er spild af tid, og at man mister en masse fritid, så er det jo godt nok at have dette pusterum fra alt det travle, dog selvom det kan være ret ulideligt at vente mens man står i det, men når man så kigger tilbage på al den tid man har ventet, så kommer man til at tænke over hvor mange tanker man har tænkt på de tidspunkter hvor man har ventet.

Man bruger rigtig meget tid på at vente, men vi har jo også tiden til det. Vi har tiden til at tage en slapper og vente lidt. Men vente på hvad? Vente på at byggeriet laver sig selv? Eller vente på at værelset maler sig selv? Nej, bare vente. Vente på lidt af hvert. Vente på at solen titter stille frem bag de små dunede skyer, og rammer jorden med sine fine, varme stråler. Vent på at de små blomster som langsomt titter frem fra deres skjul under den kolde vinter sne. Vent på alt, men lad være med at vente for længe. En dag indser du at du måske har ventet for længe på noget, så opgiver du at vente, opgiver at vente over det hele, du opgiver at vente på lægen, du opgiver at vente på bussen og du opgiver at vente på at nogle kommer med mad til dig. Du indså at du ventede for længe, og du har fuldstændigt opgivet at vente.

En dag er alt for sent. Det hele bliver for sent en dag. Den dag venter vi også på. Den dag hvor alt er for sent. Ventetiden er der, men hvad venter vi egentlig på? Vi venter på alt, og alligevel venter vi ikke på noget. Måske venter vi bare forgæves her i livet. Vi venter på så meget og dog så lidt. Men hvorfor venter vi egentlig? Venter vi fordi vi kan lide det? Eller venter vi fordi vi bliver nødt til det? Nogle venter fordi de kan lide det, andre fordi de bliver nødt til det. Uanset hvad vi venter på, så er det ikke alt der er værd at vente på, hvorfor er der noget der er værd at vente på, og noget der ikke er værd at vente på? Det er forskelligt fra menneske til menneske, nogle vil vente til Prinsen På Den Hvide Hest dukker op, andre syntes det er for lang tid at vente, men hvorfor er det for lang tid? Den prins kan jo dukke op i morgen, eller i næste uge, mens nogle andre prinser bare slet ikke dukker op, så har man jo ventet lidt forgæves hvis ikke prinsen dukker op.
Nogle tager bare livet som det kommer og venter slet ikke på noget, og dog. Disse mennesker lader ikke tiden styre deres liv, de tilrettelægger ikke deres liv, som andre gør, de tager bare det hele som det kommer. Hvis de ikke nåede deres tog, så tager de da bare det næste. Måske tænder de deres computer op og sidder og laver noget arbejde mens de venter på det næste tog, på den måde spilder de jo ikke deres ventetid på toget. I toget kan de måske lave endnu mere arbejde, så spilder de heller ikke tiden i toget.

Ventetid for en til at tænke. Ventetiden til at barnet kommer, vil man virkelig gerne have barnet, eller skal man have det fjernet? Man tænker på hvad farven på børne-værelset skal have, tænker over navnet til barnet, tænker på om det bliver en dreng eller en pige. Man tænker en masse hele tiden. Hvordan skal sutterne se ud, skal det være nogle med navn på, eller skal det bare være nogle helt almindelige nogle? Er det et sundt og raskt barn? Mange tanker sættes i gang når man venter et barn. Nogle tænker ”åh nej, et barn i familien” og andre er kun glade over at få familie forøgelse.

”Man skal ikke forsømme den lille lykke, mens man venter på den store”, et klogt ordsprog jeg engang fik fortalt. Det passer jo også meget godt på den tilstand verden kører i lige for tiden, vi prøve alle sammen at kigge fremad, mange er kun fokuseret på fremtiden og om hvad der sker der. Men hvorfor? Hvorfor kan de ikke bare nyde de små ting i livet? Nyde alle de ting der sker rundt om dem, de venter kun på det der kommer til at ske. For eksempel dem der bor i et krigsramt land, de kan ikke se alle de bittesmå glæder der er i livet, de venter kun på at krigen stopper. De kan ikke se at deres familie gør dem glad. De kan ikke se at deres børn vokser fra dag til dag, alt de tænker på er krigen, selvom de ikke bor tæt på krigen. De kan ikke se alt det deres børn går og laver, de beder kun til Gud og håber på at det hele bliver okay til sidst. Men hvorfor? Hvorfor ser de ikke alle de små ting i livet? Er der bare nogle der ikke kan se alle de små ting? De venter jo kun, de spilder sikkert deres liv på at vente, vente på noget der sikkert ikke kommer.

Ventetid er tænketid er der nogle kloge mennesker der har sagt, det passer jo også. Når vi venter så tænker vi. Men venter vi også når vi tænker? Vi bruger vel tiden fornuftigt når vi tænker, vi tænker på alt mellem himmel og jord. Spøgelser, ånder, overtro, naturen, vejret, dagen, ugen, den forgangene uge, vi tænker og vi tænker. Kommer vi nogen vejene med at tænke? Tit er det vi tænker bare tanker, det er ikke handlinger vi senere udfører i livet. Så hvordan kan man sige at tanker fører os ud i livet? Det gør det jo egentlig ikke i den forstand, vi kan vente på at tankerne bliver ført ud i livet, men drømme er ikke noget vi skal vente på falder ned fra himlen, vi skal selv op og fange dem. Vi venter tit på noget som vi selv skal gøre. Vi venter på at det hele ordner sig selv. Vi venter på at hjælpen kommer til os, men vi gør ikke noget selv for at finde hjælpen. Vi prøver bare at lade verden køre selv, men det fungerer ikke, vi skal hjælpe den godt på vej, vi skal ikke bare vente på at den globale opvarmning klarer sig selv, vi skal hjælpe den på vej til at blive bedre. Vi skal hjælpe det hele og ikke bare vente hele tiden. For hvis alle mennesker i hele verden ventede, var der så egentlig noget at vente på? Hvis vi alle ventede, så ville verden gå i stå, og så ville vi bare vente på at den gik i gang igen, men så kloge er folket i dag ikke, der er ikke nogle der tør at gå imod alle andre og få verden til at køre igen. Så folket vil bare sidde og vente og kigge ud i den blå luft, men nogle hader jo at vente, og der er nogle der mener at det værste man kan udsætte et moderne menneske for, er ventetid. Men hvordan kan det være? Vi har jo tiden til at vente på det. Men er det virkelig værd at vente på hvis det er alt for længe man venter?

Alle venter. Ingen kan komme udenom det. Vi venter alle sammen på noget, og vi venter hver dag. Venter på at vækkeuret ringer om morgenen, venter på at solen står op, venter på bussen der skal komme, venter på at alle møder ind på arbejdet, vi venter alle sammen, og vi venter hele tiden. Ingen kan leve et liv uden at vente på noget. Nogle mennesker siger dog, at de ikke venter på noget, men tager det når det kommer, dog ved vi alle sammen at man ikke kan leve uden at vente. Alle venter. Alle kender det at vente. Alle ved hvad ventetid er. Ingen ved hvornår ventetiden slutter.

Venter DU på noget? Venter du på noget der er værd at vente på?

No Name - FF til Stin *hjerte* (Ikke færdig)

Jeg sad alene i stuen. I en meget velkendt stue. Røde murstensvægge, rødbrune klinker på gulvet. De gamle sofaer stod der hvor de plejede. Plakaten hang ved siden af trædøren, som førte ud til gangen hvor de fire værelser lå. Poolen duftede i hele stuen, og vandet var faktisk rent. Jeg kiggede rundt i stuen igen. Så Eirikur komme til syne henne i døren til køkkenet. Han lignede noget katten havde slæbt med ind. Mørke, sorte render under øjnene, uglet hår, laset, gammelt tøj og snavs i ansigtet, som om han ikke havde været i bad flere dage. Jeg rejste mig op. Kiggede bare på ham. Der kom en lyd bagfra, som om et dørhåndtag lige var faldet af igen. Jeg kiggede hurtigt over mod døren til gangen. Corfitz dukkede op i døråbningen og lignede noget der var værre end Eirikur. Jeg gik lidt over mod ham, men han holdt hånden op i tegn til at jeg skulle stoppe. Jeg stoppede op og kiggede underligt på Corfitz. Han rystede på hovedet og kiggede over på Eirikur og bagefter ned i jorden. Eirikur gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig i den gamle, slidte sofa. Jeg satte mig og kiggede bare på de to brødre. Eirikur satte sig overfor mig og Corfitz i lænestolen. Eirikur kiggede på mig. ”Stin? Det er forbi. Du bliver nødt til at flytte.”, Eirikurs stemme fyldte mit hoved. Flytte? Forbi? Hvorfor var det forbi? Jeg kiggede på Eirikur. ”Hvad mener du?”. Dumt spørgsmål Stin, men det var det eneste jeg kunne spørge om. Eirikur kiggede ned. Corfitz så på mig. Jeg kiggede tilbage på ham. ”Du ved godt hvad han mener!”. Jeg blev helt overrasket over at Corfitz faktisk råbte af mig. Jeg rejste mig bare op fra sofaen. Jeg så på Eirikur og rystede på hovedet. Jeg begyndte at gå hen mod havedøren. Corfitz rejste sig også og fulgte efter mig. Han kom op på indersiden af mig, hviskede noget som jeg ikke kunne høre, og skubbede mig udad mod vandet. Jeg mistede balancen. Et langt øjeblik ramte mig. Jeg ramte vandets kolde overflade hårdt.

Jeg vågnede med et sæt. Jeg lå i sengen sammen med ham. Han lå og så så fredfyldt ud. Han sov stadig tungt. Hans lange hår gik ned i hans øjne. Jeg kyssede ham kort på kinden og lagde mig helt ind til ham. Han duftede af sig selv. Jeg lukkede mine øjne og indåndede bare hans duft. Han duftede dejligt. Jeg kunne blive liggende for evigt. Eller lidt længere tid i hvert fald. Det hele havde bare været en drøm. Det hele havde været en drøm. En forfærdelig drøm. Jeg ville ikke have det skulle slutte mellem Eirikur og jeg. Jeg elskede ham virkelig højt. Han var så kærlig og rar. Han lagde små sedler til mig når han var af sted på tour, så havde han gemt dem rundt omkring i dreamhouse. Og de var kun til mig. Så var der små sedler med alle mulige søde ord og beskeder eller en lille tegning han selv havde tegnet. Og når han var væk, måtte jeg låne en af hans T-shirts at sove i. Han var altid så sød mod mig. Jeg elskede ham virkelig højt og vil ikke skilles fra ham, for noget i verden. Han var min og kun min. Han var min langhårede kæreste. Han var min basspiller. Han var kun min. Ingen kunne tage ham fra mig.

Forladt (Danskstil - fik 10! 8D)

Vinden blæste i hans hår. Han kunne høre bølgerne slå mod stenene nede på stranden. Han gik ikke så langt fra stranden, men han gik den modsatte vej. Vinden var kraftig og skyerne hang tungt henover de små øer midt i Atlanterhavet. Han fortsatte hen ad den lange, tomme gade. Han vidste ikke hvor han skulle gå hen. Så han besluttede sig for at gå en tur på stranden, hvorfor han ville gå derhen vidste han ikke, for han var jo på vej den direkte modsatte vej før. Noget inde i ham trak ham bare derhen. En lille stemme snakkede til ham. Han kunne genkende stemmen, men han kunne ikke huske hvor fra. Han vidste han havde hørt den før. En barnestemme. Han fortsatte hen ad gaden. Hans krop fortalte ham hvad han skulle gøre. Han gjorde ingen modstand til kroppen. Han var ligeglad med hvor han skulle hen. Han ville bare væk. Væk. Væk fra sin lejlighed. Væk den bygning. Bygningen han havde levet i så længe. Bygningen hvor han havde boet aften før. Han var flygtet. Flygtet fra det hele. Han havde kun et tæppe der engang havde været hans søns. Et hvidt tæppe med blå bamser og små, blå sløjfer som var forskudt af bamserne. Han kom ned til de øverste, store sten der lå på stranden. Han stoppede op. Kiggede. Kiggede udover havet. Det brusende, larmende, store hav, der bare lå der. Hver dag kiggede han udover havet. Hver dag kiggede han på det samme vand. Det vand der lå i havet. Han tænkte på hvordan det måtte være at leve som et dyr i vandet. En blæksprutte. Måske. Han tænkte længe over det. Stod i sine egne tanker. Han tænkte tilbage på en koncert de havde holdt engang. Ham og de tre andre. De tre andre fra bandet. Bandet som ikke eksisterede mere. Koncerten havde været varm kunne han huske. Han vidste ikke hvorfor han kunne huske det var varmt, det kunne han bare. Han tænkte over deres tur til den koncert. Ham og den anden guitarist havde snakket om hvorledes blæksprutter var fisk eller om det var et bløddyr. Han ville godt have været en blæksprutte. Eller en vandmand. Ja, en vandmand lavede ikke så meget, de spiste og formerede sig. De skulle ikke tænke på følelser. De skulle ikke tænke på hvis ens kæreste stak af med en af sine bedstevenner og tog barnet med. Det var vandmænd ligeglade med. Så han ville være en vandmand i sit næste liv, hvis han fik et liv mere.
Han trådte ned på de første sten. Han kendte dem alle sammen. Kendte hvilke sten der var løse, hvilke sten man sad godt på, hvilke sten der var gode til at ligge på. Han kendte alle stenene.
Han følte der var noget forandret ved alt. Noget var forandret på stranden. Han så sig om. Kiggede ud over vandet igen. Han stod bare på en stor sten. En stor, mørkerød sten. Han faldt i sine egne tanker igen. Stod stille. Ubevægeligt. Han blinkede kun med øjnene et par gange. Han opdagede ikke at himlen begyndte at græde små tårer. Han stod i sin helt egen verden.
Han kom langsomt til sig selv igen. Himlen græd stadig. Han kiggede op og fik tårer i hovedet. Alle tårerne havde klistret hans hår ind til hans hoved. Han kiggede på de store sten igen. Tog et skridt ned på næste sten. Han mistede fodfæstet og gled. Gled ned af de mange våde sten. Han faldt så langt at der ikke var mere at falde på. Han lå på sandet. Det kolde, våde sand. Hans sorte tøj blev hurtigt sandet til. Han satte sig op. Han havde glemt at stenene blev glatte når himlen græd. Han kiggede rundt omkring sig. Ingen havde set det. Heldigvis. Han rystede lidt på hovedet. Han var svimmel. Hans mund fyldtes med blod. Han vendte blodet ud på det våde sand. Det var ikke et kønt syn. Han hostede og rejste sig op. Noget lyseblåt viste sig mellem to af stenene. Han gik langsomt hen til stenene igen. Han havde ondt i kroppen efter faldet. Han ømmede sig. Bukkede sig ned efter det lyseblå inde mellem stenene. Han rakte ud efter det og trak det ud fra stenene. Studerede det han holdte mellem hænderne. Huskede tilbage.

Han sad der. Sammen med sin søn. Sad i lejligheden som han havde sammen med sin kæreste. Det hele var så godt. Hans søn havde fødselsdag. Han havde foræret sin søn en dukke. En lille fin, sød dukke. Blond hår. Lyseblåt tøj. Små hvide sokker og matchende sko. Sønnen var glad for dukken. Han krammede den ind til sig da han fik den. Han døbte den Heini med det samme. Han opkaldte den efter sin onkel, fordi den lignede ham. Han var så glad for dukken. Han sov med den om natten. Han legede med den om dagen. Han sagde at det var hans lillebror. Lillebror Heini. Det hele var så godt. Sønnen. Dukken som var blevet lillebror.
En dag var sønnen væk. Sammen med sin mor. Han var helt knust. Han blev boende i lejligheden. Han hang et billede op på væggen i stuen. Et billede der vil minde ham om hans søns dåb. Et billede af sønnen i lang hvid dåbskjole, med mørkeblåt bånd om livet. Hans kæreste i sort kjole, med sit lange, sorte, krøllede hår. Ham selv i sort skjorte med sin røde hanekam siddende skråt ovenpå hovedet. Han syntes alt var så godt. Men så var der dengang hvor det gik galt. Kæresten var væk. Sønnen var væk. Dukken var væk. Det hele var væk og stemningen i lejligheden skiftede hurtigt.

Han kom tilbage til normal tilstand igen. Dukken var våd. Han var våd. Tårerne var væltet op i øjnene på ham. Han krammede dukken ind til kroppen. Tårerne fra himlen var blevet store, tunge tårer der langsomt dumpede ned fra himlen. Han kiggede ud over havet. Hav og himmel stod ud i et. Han kiggede ud mod horisonten men han kunne ikke finde den.
Han gik lidt væk fra blodpølen der stadig lå og flød rundt oven på sandet. Han satte sig i det våde sand. Sad bare og kiggede. Han ville blive der. Han havde to minder fra sin søn nu. Et tæppe og en dukke. Han ville beholde det.
Han sad bare i sandet. Han ville ikke væk fra stranden igen. Han ville blive der. I hvert fald i noget tid. Ikke for evigt. Men bare lidt mere.

FF ikk' skrevet af mig, men til mig, en meget intern historie mellem mig og hense (Ikk' færdig)

Kapitel 1.
Glad som altid kommer Maiken ned af trappen til stuen, inde i stuen er der varmt og hyggeligt, men ingen er hjemme, hun er syg, så hun udnytter pladsen hjemme til at lave popcorn og drikke sodavand foran det store Tv inde i stuen. Der er ikke lige noget spændene, så hun sætter ’The Dreams-sakin live 09’ på og sidder så og stener deres backstage videoer. Det er flere uger siden hun sidst så drengene, og hun savner dem inderligt, men især en af dem er savnet højt af hende, det er Eirikur, bassisten. Hun slukker for Tv’et, hun får en nedern mavefornemmelse af at se på dem, hun savner dem simpelthen for meget, hun håber på at blive rask til weekenden hvor The Dreams kommer til silkeborg, hun har billetter, og hun har haft dem længe. hun hoster lidt og mærker at hun har det varm og tænker at et køligt bad vil hjælpe lidt, hun går ud på badeværelset og tænder for vandet, ikke for varm, ikke for koldt. Hun tager tøj af, betragter hurtigt sig selv i spejlet, rækker tunge og går så i bad. Hendes telefon vibrere ”en sms fra.. FLUEVEN!!”

Hejlow man!
Jeg har fået lov til at komme til koncerten på lørdag!! :D <3

Wee !! :D
jeg spiser hårnåle! ^^<3
haha, glæder mig sådan til at se dig!!

Endelig skal hun møde sin flue/glemme ved og kone og/eller mand, hun ligger sig til at sove i håb om at hun bliver hurtigere rask af det.
Biip.. biip.. hun roder rundt i sengen efter hendes telefon.. beep.. beep.. hun finder den endelig og slukker for den, klokken er 7, men hun er stadig syg! Fast besluttet på at komme til koncerten på lørdag gør hun sig klar og tager i skole. ”Maiken!?” Maiken rejser sig chokeret op fra bordet, hun er faldet halvt i søvn i matematik og har det elendigt, hun kigger op på tavlen og prøver at følge med så godt hun kan.
Endelig lørdag, Maiken glæder sig sådan til at se drengene igen, men især Eirikur og så glæder hun sig også overdrevet meget til at møde Flueven, de har skrevet sammen i godt to måneder og nu skal de endelig mødes for alvor. Maiken ankommer til koncertspillestedet tidligt, ca. 5-6 timer før, i håb om at være den første til at tage imod the Dreams, hun drejer om hjørnet til backstage indgangen, deres turné bus holder der ikke, så hun er heldig. Hun kigger sig lidt om, ingen andre ”yes, jeg er så heldig haha!” hun smiler og sætter sig. ”FLUE-VEN!” Maiken kigger forvirret rundt, ser en pige, ikke ret høj, mørkebrunt hår, kort bag i, stritter, og to længere totter i siden, hun genkender hende straks ”GLEMME/FLUE VEN OG KONE OG/ELLER MAND!” råber hun glad, de løber hen mod hinanden og krammer hinanden, en sort bil drejer ind på parkeringspladsen, på forsædet sidder en velkendt mand, Tiesto, ved siden af ham sidder Chief, Maiken og Henriette vinker til dem, de vinker tilbage, flere biler kommer, de parkere og begynder at læsse højtalere og instrumenter af, og får dem inden for. Det begynder at regne, de er stadig ikke færdig med at læsse deres ting ud af bilen, Chief kommer hen til pigerne ”har i tænkt jer at stå der og fryse, eller kommer i og hjælper os, så i kan få varmen?” han griner lidt, Maiken og Henriette følger med og hjælper hurtigt med tingende, de går tilbage på deres plads under det underligt placeret træ ved hegnet.

Kapitel 2.
Da der er gået en times tid, begynder der at regne endnu mere, pigerne gemmer sig under Maikens trøje og krammer hinanden for at holde varmen ”hey!” de kigger sig lidt omkring og henne i døren til backstage står Hans Edward og giver dem tegn til at komme hen til dem, de løber der hen ”i skal ikke stå her ude i regnen, kom med ind” han smiler til dem, og går forrets ind i backstage lokalet, de bliver ramt af en lugt af øl og deodorant ”tænk, jeg viste ikke at de brugte deo!” siger Henriette med et drillende smil ”hvis de ikke gjorde, ville de jo bare stinke af sved efter koncerten, og det gør de normalt ikke!” svare Maiken og griner, Chief kommer hen til dem ”nå, så hans hentede jer rent faktisk” griner han ”ja, hun kigger rundt, ved godt hvad hun kigger efter, men hun vil ikke selv indrømme det. Corfitz står foran spejlet og retter sit tøj, Hans Edward har lagt sig til at sove, på sofaen der står op af vægen, Heini trommer på bordet, men Eirikur er ingen steder at se, Henriette joiner Corfitz, og kommer i god snak med ham, Maiken kigger forvirret rundt, går hen til Chief ”em.. Hvor er toilette!” for genert til at spørge hvor Eirikur er, Chief peger på en dør ”der” han smiler og vender tilbage til arbejdet. Ude på Toilette er der helt stille, hun kigger i spejlet, et af toiletterne ruller ud, hun vender sig forskrækket om, Eirikur kommer ud fra toilette, ligner noget katten har slæbt ind, han har lige sovet. Eirikur kigger forskrækket på Maiken ”hey, har jeg ikke set dig før?” han slapper af igen og sender hende et mistænkeligt smil ”jeg har været til en del koncerter med jer!” svare hun ivrigt og glad over at han kan huske hende ”hvad er det lige dit navn er?” ”Maiken” smiler hun. Eirikur vasker hænder, og går ud til de andre, Maiken følger efter, ud til de andre, hun kigger over på Corfitz, Henriette står og flirter for groft med ham, men han bemærker det ikke rigtig, drikker for det meste af sin øl, Maiken følger med Eirikur hen i sofaen hvor Hans stadig ligger, en svag snorken kommer fra ham, Maiken begynder at grine lidt ”du har et sødt grin” smiler Eirikur ”jeg hader det altså” svare hun med et grin ”hvorfor bliver du ved med at grine” han smiler til hende, hun bliver helt varm inden i, tænker kun på ham. ”så piger, nu er det vist på tide at i kommer ud igen inden der kommer for mange fans og vil ind” Chief viser dem ud, der er ikke rigtig nogle uden for, men nok til at de bemærker at de var inden for. Om en time åbner de døren, flere og flere fans strømmer til. Maiken og Henriette kommer næst forrest i køen. De åbner døren, Maiken og Henriette stiller sig foran Eirikur, han smiler til Maiken, hun smiler igen ”så du det, han smilede til mig!” siger hun glad til Henriette, Henriette høre ikke rigtig efter, kigger kun på Corfitz, hun får øjenkontakt med ham, de smiler til hinanden. Efter koncerten, stiller Henriette sig hen for at snakke med Corfitz, men Maiken er kun koncentreret om at komme hen til Eirikur. Endelig er de fleste gået, så der er fri adgang til Eirikur tagselvbordet, hun går selvsikkert hen mod ham, men hun falder over en metal ting, og lander lige så lang hun er lige foran Eirikur’s fødder, han kigger på hende ”nå, der faldt du rigtig for mig!” han hjælper hende op ”ja, det gjorde jeg vist” hun smiler lidt usikkert til ham ”må jeg få et kram?” spørger hun med et grin ”ja!” han krammer hende ”jeg slipper dig ikke igen!” siger hun for sjov og rykker lidt tættere på ham, han trykker hende ind til sig ”jeg slipper heller ikke dig så!” siger han bliver ved med at kramme hende.

Kapitel 3.
Et after party er gået i gang, Maiken er kun sammen med Eirikur, hun kan ikke lide ham som et idol, nej, han er blevet til mere end det, han er ikke bare den bassist som alle pigerne siger at de vil giftes med, nej han er blevet til en ven, en ven som snart bliver til mere end en ven. Hun følger efter ham, han er rimelig fuld og, han svajer lidt fra side til side, tager fat i et bord, som ikke står ordentlig fast, så han vælter, Maiken løber hen til ham ”slog du dig!” ”em..” ”det tager jeg som et nej” hun hjælper ham op, han krammer hende, hun ved godt at han er fuld og ikke rigtig ved hvad han laver, men hun udnytter det, hun krammer ham, nusser hans ryg ”du er dejlig at kramme” siger hun ind i hans øre, men begynder at grine når hun vil tage det seriøst, ”du er sød at kramme” svare han og begynder at grine ”du lugter af øl!” siger hun ”ja, jeg har også drukket øl” de begynder at grine, de krammer stadig ”vil du slippe mig den her gang?” ”nej!” hun griner og strammer grebet om ham. Den fulde Corfitz opdager kramme legen og løber hen til dem og begynder også at kramme hende, Henriette kommer til og får sig klemt ind i mellem Corfitz og Maiken ”GRUPPEKRAM!” råber Henriette ”MOGGA!” råber Corfitz resten af the Dreams og Dreamerne kommer til og det bliver til at kæmpe gruppekram, med Eirikur, Maiken, Corfitz og Henriette i midten ”her lugter af sved!” siger Henriette og Corfitz begynder at grine. Maiken får sig klemt ud, med Eirikur efter sig, de går hen i et hjørne, Eirikur tager hendes hænder, kigger hende dybt i øjnene, hun stivner, ved godt hvad det ender med, vil ikke afbryde, der er ingen der må afbryde det. Deres hoveder nærmer sig hinanden, deres næser er så tæt på hinanden at de næsten røre hinanden ”EIRIKUR!” han kigger til siden, Chief står og sender et vredt blik til ham, Chief kommer hen til dem ”hvad tror du lige du har gang i!” han tager Eirikur til siden, Maiken får tåre i øjnene, ved godt at det hun var ved at gøre er forkert, men hun vil så gerne, hun kigger på Eirikur, han får skæld ud af Chief ”du kan ikke gøre det mod en fan, hvad tror du ikke lige hun vil tro om dig, du skal ikke opbygge sådan et forhold til en fan som du kun lige har snakket med til koncerterne!” Eirikur følger med Chief ud i omklædningsrummet. På gulvet hvor de stod, Chief og Eirikur, ligger en lille lyserød seddel, Maiken bøjer sig ned efter den, folder den ud

Em.. ja, jeg skrev den her seddel backstage efter koncerten, for jeg kan se noget helt særligt i dig, du er ikke bare en fan, du er mere end det, du er meget mere end det. Eh.. jeg håber at vi ser mere til hinanden til koncerterne og forhåbentlig inden efter og når der slet ikke er koncerter
/// Eirikur!

Maiken får en mærkelig følelse i maven, hvad nu hvis den seddel ikke er til hende, hvad nu hvis at det bare er en intern joke, hvad nu hvis…

kapitel 4
Maiken vil ikke hjem, ikke hjem til hendes mor, som bare vil snakke om hvad hun har lavet, ikke hjem til hendes lille værelse der gør hende trist når hun er alene uden Eirikur, men hun er nød til det, Flueven er taget hjem, så hun skal gå alene hjem. Klokken er 2 da hun når hjem, døren er låst, hun lukker sig ind, huset er mørk og stille, hun går ned på sit værelse og gør sig klar til at sove, hun tænker kun på det magiske øjeblik i hjørnet sammen med Eirikur. ”Maiken, vågn op, jeg har en overraskelse til dig!” Maiken spærre øjnene op ”hvad!?” ”vi skal flytte!” ”hvad!?” nu er Maiken ikke glad mere, mere overrasket ”hvad mener du med flytte!” ”jeg har fået arbejde i Søborg, på sjælland” Maikens mor smiler ”em.. okay..” ”vi flytter allerede i næste uge!” ”eh..” Maiken får tåre i øjnene, hun ved hun kommer til at savne alle sine venner i Jylland, men også at hun kommer til at møde andre venner på Sjælland.
Maiken synes at tiden i Jylland gik alt for hurtigt, hun har brugt hele ugen på at pakke sine ting, så hun har slet ikke haft tid til at være sammen med sine jyske venner. Hun finder sine gamle cd’er som har været væk i lang tid, og gamle billeder af the Dreams og Eirikur. Resten af tingende bliver båret ud i flyttevognen, Maiken sætter sig bag i bilen, sidder og kigger på det hus hun altid har boet i, det hus hun voksede op i, det hus hvor hun for første gang hørte the dreams, der hvor hun havde lavet et hemmeligt sted til Eirikur ting, nu er alle de minder væk, men hun vil være stær og beslutter sig for at hun vil have ligeså gode minder på sjælland!
”Maiken.. Maiken! Vågen op!” Maiken glipper med øjnene, kigger ud, et stort vidt hus, ”skal vi bo der?” ”ja, det her er vores nye hjem!” Maikens mor smiler, sukker, gnider hænderne sammen ”så skal vi i gang med at kigge på huset!” Maiken stiger ud af bilen, går hen af den lange sti op til hoveddøren. Hun kommer ind i en stor gang, døren til højere føre ind i en stor tom stue og til venstre er køkkenet. Hun går op af trappen og finder hurtigt det værelse hun vil have, et huld ind i vægen, hvor der er plads til at skab, en trappe som føre op til en hems, hun beslutter sig for at ligge madrasser der op, så det bliver til en stor seng, så hendes anden seng ikke fylder neden under, hun vil have en sofa og en masse plakater, især af the dreams, og Eirikur selvfølgelig.
Da hun endelig er færdig med at få resten af hendes kasser ind på sit nye værelse, beslutter hun sig for at undersøge sin del af byen. hun genkender stedet, men hun kan ikke huske hvorfor. Hun kommer ned af en gade hun genkender, og nu kan hun huske hvorfor ”DREAMHOUS KONCERTEN!” siger hun chokeret, nu kan hun huske hvor fra hun kender stedet, hun bor i den selv samme del af Søborg som the dreams.

Kapitel 5.
Weekend, på mandag starter Maiken i skole, i hendes nye klasse. Hun gør sig klar, tidligt, så tidligt om morgenen som det er muligt, hun skal ud på Eirikur jagt. Hun drejer af ved en sti ind til en park, hun vil ikke gå lige hen til deres hus, for så virker hun totalt sindssyg. Hun går tilfældigvis forbi en flok alternative personer, de fleste af dem har the dreams trøjer på, Maiken ser en mulighed i det ”hej!” siger hun glad ”hej?” personerne kigger lidt underligt på hende og bemærker hendes Eirikur trøje som hun fik lavet på en hjemmeside ”hey, du er dreamer!” siger en af dem overrasket ”ja, det er jeg!” siger hun glad og kommer i god snak med dem. Maiken siger farvel til Dreamerne, som skal til at hjem. Maiken går videre til gaden hvor dream house ligger, hun går tilfældigt forbi og kommer ved et ’tilfælde’ til at kigge ind i haven hvor Eirikur løber rundt og synger færøske børnesange, Maiken smiler for sig selv. Hun bemærker ikke at hun er stoppet op og står og stirre på ham, Eirikur stopper op, kigger hen på Maiken, hun stirre stadig, Eirikur vinker med et overdrevet smil, Maiken blinker et par gange og kigger bag sig, til siden, ingen mennesker over hovedet ”nej, det er dig jeg vinker til!” Maiken griner og vinker tilbage, Eirikur kommer hen til hende ”jeg har set dig før?” ”ja, til koncerten i sidste uge i silkeborg!” ”nåe ja, du er hende som ’faldt’ for mig” han griner ”eh ja ’faldt’ for dig!” Maiken griner lidt nervøst, kigger ham i øjnene, hun holder hans blik fast ”hvad siger du til at vi gør det færdigt vi lavede til koncerten?” Eirikur smiler frækt til hende, Maiken smiler som svar, deres hoveder nærmer sig hinanden, deres næser passere hinden, deres læber er få millimeter fra hinanden ”EIRIKUR!” en masse stemmer som råber Eirikur, dreamerne fra parken kommer løbende hen mod dem, Eirikur skubber Maiken fra sig i chok og håb om at de ikke så noget, Eirikur giver autografer til dem, de bliver i en halv times tid og hygge snakker med ham, han giver kram til dem og får taget nogle billeder, imens at han har travlt med fansene indser Maiken at han glemmer hende, så hun lister hjem. Hun pakker sine plakater ud, hænger dem op og finder sine Eirikur ting, hun finder et gammelt bord nede i kælderen til huset, som hun stiller oppe ved sengen, så hun altid kan kigge på ham og tænke på ham når hun skal sove, hans plekter, en trøje med autografer, men de fleste er fra Eirikur, hans trøje som var blevet for lille, Maiken pakker tøj, sko, make up og de fleste af hendes små møbler ud. Hun falder hurtigt i søvn i hendes nye seng, drømmer om Eirikur.

Kapitel 6
Søndag morgen, Maiken vågner tidligt, hun kigger på sin telefon ”8, er klokken kun 8?” hun vælter bagover mens hun udstøder en irriteret lyd, hun kravler ned og gør sig klar, på vej ud af døren bliver hun stoppet af sin mor ”hvad skal du?” hendes mor smiler fra døren ud til køkkenet ”jeg går bare en tur og lære stedet at kende” Maiken smiler tilbage ”okay, men skal du ikke have morgenmad?” ”jeg spiser når jeg kommer hjem, hej, hej” Maiken skynder sig ud af døren, hun går den modsatte vej af dream house, på vej mod gågaden med alle butikkerne, Maiken håber på at finde en butik med lidt anderledes tøj i, eller bare med underlige ting i. hun går på gaden der er ikke mange mennesker så tidligt, butikkerne er heller ikke åbnet endnu, hun kommer forbi en butik, den minder meget om punkshop, men der er ikke kun sådan noget tøj, også tøj med mange farver, Maiken beslutter sig får at hente nogle penge og tjekke butikken ud når den åbner. Hun går samme vej hjem. Hun lister ind på sit værelse og finder sine penge, og skynder sig ud igen. Tilbage i gågaden er der kommet flere mennesker, nogle pop duller, gamle mennesker og voksne der skal have købt mælk og brød. Maiken går videre og ignorere pop dulle crew som sidder og snakker om hende. Butikken er større end hun havde troet, hun finder en masse hun elsker, men hun har ikke nok penge, det ender med at hun venter med at købe noget og håber at hendes mor vil give hende noget. Hun går ud igen, men i stedet for at kigge ligeud hele vejen hjem, fanger hendes blik noget andet, hun holder godt øje med personen, så godt at hun glemmer at der er trappetrin op til butikken, hun tager et skridt frem og falder forover og banker næsen ned i jorden, pop dullerne sidder bare og griner og peger af hende, en flok voksne mennesker kommer og hjælper hende op, men ingen af dem er ham hun holdt øje med, hun kigger ned ad gaden, hun kan stadig se ham, hun klemmer sig ud gennem flokken af voksne mennesker der står og vil vide om hun har det fint. Hun løber, løber og løber indtil at hun indhenter ham ”hej!” siger hun forpustet!” ”dig?” manden kigger på hende ”ja, jeg vil bare sige undskyld for at jeg ikke sagde fra til koncerten i sidste uge!” ”jeg kan ikke tillade mig at blive sur på dig, som om at nogen nogle sinde ville sige fra!” han griner lidt ”det var godt, hvordan har drengene det?” Maiken smiler let ”de har det helt fint, men Corfitz er blevet syg” ”ej, hvad er der galt!?” ”han kan ikke finde sine smøger og han mangler penge lige nu!” Maiken griner ”hvordan går det med Hans og Jórun?” ”det går fremragende, Klæmint er blevet stor!” Maiken smiler og bemærker slet ikke at de er nået til dreams house ”eh, skal jeg gå nu?” ”nej, du kommer bare med inden for” han smiler og lukker sig ind, Maiken følger med, hun genkender stedet med det samme, gangen man kommer ind i, stuen med svimmingpoolen, det hele, men det der fanger hendes opmærksomhed er den koncentreret Eirikur der sidder og spiller fodbold mod Corfitz, Chief rømmer dig, Eirikur kigger hurtigt på ham og kigger så på tv’et igen ”vi har gæster!” og først der kigger de ”hey det er…” Maiken sender et advarede blik til ham, ”det er dig der faldt over den ting til koncerten i silkeborg ikke?” ”eh.. jo, det var det!” Maiken skynder sig at spille med, Corfitz kigger undrende på hende ”var det ikke din veninde der råbte gruppe kram og så råbte jeg mogga!?” ”jo, det var det!” de smiler begge ”hun elsker dig bare!” siger Maiken hurtigt for at fortsætte samtalen.

Kapitel 7.
Maiken sidder i sofaen ved siden af Eirikur, så tæt at hun kan lugte ham, og ikke en deo lugt, men en lugt som om at han lige havde været i bad, hun vil ikke væk, biip.. biip.. Maikens telefon ringer ”hej… hvad… nej, jeg vil ikke lige nu… skal jeg? Men.. okay!” ”hvad sker der?” Eirikur kigger skuffet på hende ”min mor vil have at jeg skal hjem fordi vi skal spise ”bare sig at du spiser her!” siger Corfitz stolt som om at det var første gang han fik en idé ”ja!” Maiken smiler stort og tager sin telefon ”hej… det er fordi at… må jeg ikke spise her… okay… tak… okay hej!” ”ja, jeg bliver her til 10!” Maiken smiler stort og sætter sig igen, men lidt tættere på Eirikur denne gang, så tæt at han kommer til at slå hende i hovedet da han score et mål ”ej undskyld!” ”ha ha, det gør ikke noget!” Maiken griner og kigger så igen på fjernsynet. Det hele ender med at Corfitz vinder, så Eirikur kigger surt på Corfitz ”hvorfor skal du være så god, det er bare fordi du hele tiden stener football maneger!” Eirikur går ind på sit værelse, så sidder Maiken der alene med Corfitz ”kan du lide Eirikur?” ”ja da” ”like Kæreste way!” ”årh.. em.. ja altså, han er sød og alt det der..” ”ja” visker hun, så man næsten ikke kan høre det, Eirikur kommer tilbage, med en rigtig fodbold ”nu vil jeg bevise at jeg kan slå dig i rigtig fodbold!” ”bare kom and!” drengene løber uden for med bolden og begynder at spille, Maiken sætter sig i vinduet, Hans Edward kommer og sætter sig ved siden af hende ”slås de om hvem der er bedst til fodbold igen?” ”eh.. ja, de stopper aldrig vel?” ”nej, sådan gør de hver dag!” han griner, Maiken skæver til ham, bemærker det blå øje han har ”hvad er der sket!?” spørger hun forskrækket ”jeg gik ind i en glasdør!” Maiken falder om af grin ”det er en klassiker!” Maiken læner sit hoved op af ruden og ånder på den, hun fjern hovedet og skriver ’jeg er en dør Hans!’ han begynder at grine, Eirikur og Corfitz kommer hen og prøver at læse det, men det ender med at de går inden for, for at læse det, de begynder også at grine, de ved vist godt hvad der er sket for de er flade af grin over det. Drengen går ud igen, Maiken følger med ”vil du ikke også spille, dig og Eirikur mod mig og Hans!” siger Corfitz ”eh.. jojo” Maiken stiller sig på banen og Eirikur i mål, Corfitz stiller sig foran Maiken og gør sig klar til at score mål. Kampen går i gang, Maiken score mindst 3 mål, men Corfitz tager altid bolden fra hende, så hun bliver sur til sidst og bytter med Eirikur. Klokken 10, Maiken skal hjem, men hun vil ikke, tvunget til det skynder hun sig afset ”vent lidt!” hun stopper, en genkendt stemme, hun vender sig om og Eirikur kommer løbende ”Eirikur?” ”jeg sagde jo at jeg håbede at vi kunne være mere sammen, mit ønske er gået i opfyldelse!” han griner lidt ”hehe” Maiken kan ikke grine, hun er forelsket, forelsket i Eirikur, ham der er så sød, som vil kramme hende til alle koncerterne, ham der ville kysse hende i det mørke hjørne, ham som dreamerne ville kysse og kramme hvis de kunne. Nu står de der i måneskinnet, kigger hinanden i øjnene, deres hoveder nærmer sig hinanden, de lukker øjnene, deres læber mødes i et langt lidenskabeligt kys der bliver til et stille snav, ingen til at kunne afsløre dem, ingen kunne komme imellem dem, ingen.

Kapitel 8.
Maiken fik et kys af Eirikur, et lidenskabeligt kys, så et snav, hun fik noget hun ikke kan gemme, med mindre at hun spytter i et glas og filtrere hendes spyt væk fra hans, men det ville være direkte ulækkert, men hendes Eirikur tempel er ingen ting i forhold til det der lige er sket for hende. Hun lister op af den store kolde trappe og ind på sit værelse, hun kravler hurtigt i seng, for hun skal i skole i morgen.
Maiken er lige vågnet, klokken er kun 6, men hun kan ikke sove, kan kun tænke på Eirikur, den Eirikur som kan lade som om at hun er en eller anden idiot af en fan når de er sammen med de andre og til koncerterne, men kan være 100 % ærlig når de er alene, den Eirikur. Skolebussen køre 20 minutter i, Maiken når den lige, inde i bussen sidder dullerne fra dagen før, de sidder og griner af hende ”nå, så du brækkede ikke næsen hva’ din lille emo punker!?” de griner og giver hende ’du-er-klam’ – blikket, Maiken ignorere dem, og sætter sig på et af de bagerste sæder, hvor der ikke rigtig er nogle, kun en enspænder punker agtig fyr og så en emo girl. Maiken føler sig ikke rigtig tryg ved dem, så hun vælger at lade som ingen ting. Bussen ankommer til skolen, Maiken stiger ud, men kan overhovedet ikke finde rundt på skolen, først skal hun hen på kontoret, og så skal hun ind i klassen, osv. Da Maiken endelig finder endelig kontoret, hun kigger på sin mobil ”2 minutter i!” hun stiller sig foran et bor og en mad kommer ud ”kan jeg hjælpe dig med noget?” ”ja, jeg er ny her og jeg skal finde min klasse” ”nå okay, du er Maiken ikke sandt?” ”jo, men klassen!” Maiken er ved at gå i panik ”ja, følg med mig” de går ned af en lang gang, indtil at de kommer til en grøn dør, manden banker på og går ind, Maiken følger efter, ind i klassen. Folk sidder og stirre på hende, ingen fanger hendes opmærksomhed at all, ingen er noget særligt.. INGEN. Maiken bliver bedt om at sætte sig ved vinduet, hun sætter sig og kigger ud af vinduet. Skolen ligger langt væk fra the dreams og deres skørhed. Maiken sidder i et hjørne i klassen, de andre sidder i den anden ende af klassen, de sidder og stirre på hende og visker. Maiken går ud af klassen, ud af skolen. Ud af den skole hun ikke vil gå på, hendes the dreams badges på hendes skole taske laver de samme alvorlige ansigtsudtryk som altid. Hun smider tasken over hegnet og følger bagefter, med lidt besvær kommer hun over hegnet. Hun er ikke vand til at skulle kravle over alt muligt, men lige nu er hun nød til det. Hun går, ved ikke hvilken vej hjem er, men hun er bevidst på at finde det inden hun resten af skolen får fri. Hun kender stedet, den park hvor hun mødte de første dreamer det nye sted.

Kapitel 9.
Maiken går, går ned af den velkendte vej. Huset, det velkendte hvide hus, som hun kender så godt efter to besøg. Hun går hen til døren, det hele ligger hen i en stilhed, så stille at de kunne være døde. Hun banker på, hun lytter lidt, hendes banken giver genlyd inden for. ”nå ingen hjemme?” hun går ud på vejen, årets første sne ligger sig som små hvide blomster i hendes hår, hun finder sine vanter frem og går hjem af. Ingen er hjemme, det store hus virker meget større og skrammende når hun er alene. Hun går op på sit værelse og smider tasken i et hjørne, får ned i køkkenet finder en pose chips frem, sætter sig i en af de mange stole der står langs køkkenbordet. Maikens telefon vibrere i hendes lomme, hendes mor ringer ”hej mor?” ”er du blevet dårlig?” ”eh.. ja, jeg fik det dårligt henne si skolen, som om at jeg skulle kaste op” ”godt at du tog hjem, men næste gang skal du sige det til læren” ”jaja”. Sikke en redning, hun resten af chipsene som for øvrigt forsvinder for hurtigt. Det banker på, Maiken smider posen ud og går ud og lukker op. ”hej, jeg skulle snakke med din mor?” ”ja, men hun er ikke hjemme, hun er på arbejde” ”nå okay” ”skal jeg tage imod besked?” ”jeg kommer bare igen senere” ”okay, hun har fri klokken 4 tror jeg nok” ”okay” manden går igen. han virker meget underlig og mistænkelig, elevator blikket 3 fire gange da hun åbnede, det var ikke lige det mest behagelige at få fra en fremmed. Hun lukker sig ind på sit værelse, kigger ud af vinduet. Nede på gaden går manden rundt og studere huset, Maiken åbner vinduet ”hvad har du gang i!?” Maiken sender ham et vredt blik ”jeg overvejer bare om min have også skal have de planter!” svare han med en hakkede stemme, Maiken sender ham ’jeg-holder-øje-med-dig’ – blikket og lukker så vinduet. Hun kigger længere frem, først nu bemærker hun at hun kan se lige hen til dem. Men ingen er hjemme, der er ingen i haven.. INGEN! Døren til hendes værelse går op, hendes mor kommer ind ”har du det godt, du har ikke brækket dig eller sådan noget vel?” ”nej, men har det stadig lidt dårligt” siger og laver en stemme så det lyder som om at hun har ondt i halsen, hendes mor tror på hende. ”jamen skat, har du fået ondt i halsen?” ”ja..” Maiken hoster og tager sig til halsen som om at det gjorde ondt. Hendes mor går igen, Maiken ligger sig op i sengen. Døren går op får anden gang og hendes mor kommer med varm kakao. Det er livet for Maiken, nu mangler hun bare lige en Eirikur til at varme hende, men det har hun ikke.

Kapitel 10
Maiken vågner, kigger på hendes telefon ”halv 10!” Hun haster nedenunder, ud i køkkenet. Hendes mor sidder og slapper af ”jeg kommer for sent, hvorfor har du ikke vækket mig!” ”jeg troede at du havde det dårlig?” ”det har jeg også, jeg vil bare ikke starte så dårligt” redder hun den hurtigt. Hun går stille op på sit værelse igen og tager tøj og make up på. Neden under igen, tager hun jakke og sko på. På vej ud af døren bliver hun afbrudt af hendes mor ”hvor skal du hen?” ”jeg vil bare lige ud og have noget luft, du ved for at blive mere frisk” ”okay” hendes mor giver hende at undrende blik, men lader det ligge og vender tilbage til køkkenet. Maiken går hen mod det velkendte hus som dagen før var tomt. Hun går op af indkørslen hen til døren. Hun banker på, det giver genlyd ligesom dagen før, men hun hører en stemme der indefra. Hun ved ikke hvad hun skal sige når døren går op, vil bare ind og se ham, Eirikur. Døren går op, det er Eirikur der åbner ”hej?!” siger han overrasket ”hvad laver du her, skal du ikke være i skole?” ”nej, min mor tror at jeg er syg, så jeg sagde at jeg gik en tur får at blive lidt mere frisk” hun griner lidt og smiler. ”nå men, vil du stå her ude hele dagen eller vil du med ind?” ”jeg vil meget gerne blive her ude og blive rigtigt syg!” han flytter sig og hun går ind. Hun hænger jakken og stiller skoene, går ind i huset. ”hvor er de andre?” ”Corfitz har smadret sin guitar, så Heini kørte ham hen for at få den lavet, og Hans er ved Jórun og Klæmint. Så vi er alene i dag” han smiler og forsvinder ud i køkkenet. Han kommer tilbage med to glas kakao, kold selvfølgelige. ”altså sidst jeg varmede kakao, så kogte det over, så det må være kold” han rødmer lidt, han plejer aldrig at rødme, men hun får ham til det. Hun drikker kakaoen hurtigt, men i tavshed, hun aner ikke hvad hun skal sige for at starte en god samtale. Det lader heller ikke til at Eirikur ved det, for hans blik hopper rundt i hele rummet. Maiken prøver at fange hans blik, men det går ikke, så hun opgiver og drikker den sidste slurk kakao. ”vil du have noget mere?” spørger Eirikur da hen ser at hun ikke har mere tilbage ”nej tak” hun smiler og stiller glasset på bordet, Eirikur gør det samme. Han læner sig tilbage og ligger armene bag hovedet, han lukker øjnene. Maiken betragter han overarme, først nu bemærker hun hans muskler. Hun stirrer længe på dem ”hvad synes du?” Eirikur spænder musklerne og begynder at grine ”hvor længe har du vidst at jeg har stirret på dine muskler?” siger hun uden at tænke først ”meget længe, det er sjovt at studere dig!” han griner lidt ”hvor længe har du stirret på mig?” spørger hun nu med en drillende accent i stemme ”længe, 5 minutter eller sådan noget” svare han og griner igen. Maiken rødmer og kigger ned i jorden, Eirikur kigger lidt på hendes hænder og så på hans. Maiken kigger op igen på Eirikur der sidder og studere sin hånd ”hvad laver du?” spørger hun undrende ”jeg tænker over om din hånd er større end mig” svare han drillende ”skal vi finde ud af det!” svare hun hurtigt og rejser sig op og går hen til Eirikur. Hun løfter hendes hånd, som om at hun skal til at give high-five, Eirikur gør det samme. Deres hænder mødes, hun gyser lidt og bliver så varm i hele kroppen ”nej, det er den ikke, du ser ud til at være helt raks” siger Eirikur med en meget fin-person stemme, Maiken begynder at grine. Eirikur løfter sin anden hånd og deres to frie hænder mødes. De folder deres fingre og står længe og kigger hinanden i øjnene ”kom nu Maiken, tag chancen, ellers sker det aldrig!” Maikens hoved nærmer sig hans, hun lukker øjnene og fanger hans læber i et blødt kys, Eirikur kysser igen.

Kapitel 11.
Maiken vågner, en irriterende flue har valgt at hendes hoved er en god landingsbane. Hun rejser sig op og basker fluen væk, kigger sig lid om. Hun er hjemme, hun kan ikke huske hun gik hjem. Hun tager sin dyne og vikler den om sig, og går neden under. Hendes mor er der ikke, hun regner vel med at Maiken stadig er syg og at hun kan klare sig selv. Hun tager noget morgenmad, og tager så tøj og make up på. Hun tager overtøj på, og går ud af døren. Bevist om hvor hun vil hen, går hun med raske skridt for ikke at komme til at fryse. Hun kommer til det hvide hus, hvor hun har været de sidste par dage. Hun kommer forbi et vindue og høre stemmer, høre ved et uheld en samtale ”hvad sker der for dig hende der Maiken?” Corfitz lyder sur og irriteret ”ikke noget!” svare Eirikur bare, Maiken kan godt høre at han ikke mener det ”du er så meget sammen med hende at du ikke har tid til bandet mere!” ”vel er jeg ej!” siger Eirikur surt ”jeg kan bevise det, hvornår har du sidst lavet noget sammen med os?” ”em..” ”ja se selv, du kan ikke huske det.” ”men..” ”ved du hvad, jeg vil lade dig vælge, enten dropper du os eller så dropper du hende!” Corfitz gør ud fra værelset og smækker døren vredt efter sig. Eirikur sparker til noget på gulvet og giver en vred yd fra sig, som bliver til et fortvivlet hulk. Maiken ved at hun ikke er velkommen den dag, så hun går op i byen. der er stille og tomt underligt nok, hun sætter sig på en bænk og kigger på de meget få folk der kommer forbi. Hun rejser sig og går hjem, hjem til hendes varme værelse hvor hun bare kan lade følelserne tage frit løb. Hun kommer ind på hendes værelse, kigger på hendes uberørte Eirikur tempel. Hendes tåre løber ned af hendes kinder, hun vil ikke miste Eirikur, men hun vil heller ikke ødelægge ’the dreams’ fordi at Eirikur skal vælge. Hun må vælge, skal hun ødelægge ’the dreams’ og deres venskab og forhold til hinanden og dreamerne bare for at få Eirikur for sig selv, eller skal hun komme videre og bare glemme ham. Maiken kan ikke vælge, prøver at sove på det. Klokken 4, Maiken vågner. Hun tænker lidt og bestemmer sig så, hun glæder sig slet ikke til den dumme stemning der bliver når hun møder ham. Hun ved ikke hvad han har valgt, eller om han overhovedet har valgt. Klokken er kun 7, tiden går alt for langsom. Maiken tænder for fjernsynet, der er intet og hun vil ikke se sakin live. Maiken åbner øjnene, hun har sovet. Kigger på sin telefon, klokken er halv 2. hun gør sig klar, gør sig ufattelig langsom. Glæder sig ikke til det der kommer til at ske, enten vil han hade hende eller forstå hende. Hun går, men hun kommer ingen vejene. Hun drejer ned af gaden til deres hus, banker på og bliver lukket ind i Eirikur. ”er der andre her?” ”nej, de er i studiet, hvorfor?” ”ikke for noget, hvorfor er du der ikke?” ”jeg vil gerne snakke med dig om noget” ”jeg vil også gerne snakke med dig om noget..” ”du starter” svare Eirikur hurtigt ”ehm.. okay.. det er bare fordi.. jeg mener.. jeg hørte dig og Corfitz samtale, jeg vil ikke miste dig, men jeg vil heller ikke miste the dreams. Og jeg vil hade mig selv hvis de andre ville komme til at hade dig for at være sammen med mig.. så jeg tror at det her er farvel.. sikkert også til koncerterne..” ”Maiken!” ”lad nu hver, det bliver ikke ligefrem lettere!” Maiken skynder sig ud af døren, med tåre i øjnene, hun løber ikke hjem, ikke op i byen, ingen steder, hun løber bare!

Kapitel 12
Hun kommer til en eng, en eng der er det perfekte sted at tænke. Hun sætter sig på en træstub, tanker løber igennem hendes hoved ”var jeg for hård ved ham?, skulle jeg have ladet ham snakke først?, skulle jeg have hams forklare?” tårerne løber ned af hendes kinder. Hun rejser sig op og går hjem. Hendes mor er kommet hjem, Maiken skynder sig op på sit værelse, inden hendes mor ser at hun har grædt. Hun skynder sig ind på værelset. ”Maiken kommer du ikke lige ned?” ”jojo!” Maiken ordner Make up og hår inden hun skynder sig neden under, i håb om at få en gave eller noget andet der kan gøre hende glad. Hun kommer ind i stuen og der sidder han, mande fra tidligere.. Maiken kigger lidt på ham og så hendes mor, ”det her er så min chef hr. Madsen” ”du kan bare kalde mig Peter” smiler han til hende ”eh.. okay” svare Maiken bare ”hvad vil du?” spørger hun så sin mor ”jeg ville bare lige præsentere dig for Peter” hun smiler. Maiken går op på værelset igen. Hun finder et gammelt tæppe og ligger det over hendes Eirikur tempel, hun kan aldrig find på at smide det ud, hun vil bare ikke se på det mere. Det banker på døren, hun åbner, det er hendes mor og hendes chef. ”hvad vil i?” spørger Maiken koldt ”han ville bare lige se dit værelse” ”okay” Maiken smækker døren i hovedet på dem ”ikke en skid at den tyv til en egoist af en mand skal se hendes værelse!” ”Maiken! Det var ikke pænt gjort!” ”det er da heller ikke pænt gjort bare at vise andres private ting til andre!” svare hun bare. Maiken låser hurtigt døren inden hendes mor kan nå at åbne den ”Maiken åben døren!!” ”næ!”. Maikens sorg går ud over hedes mor i et raserianfald, men Maiken er ligeglad. Hun savner Eirikur, selvom at det kun er en time siden at de snakkede sammen, sagde farvel.
Maiken kan ikke klare det, for hver dag der går, bliver hun mere og mere trist og indelukket. Hun snakker ikke med nogle, hun synger ikke som hun plejede.. hun er bare kommet i et 'emo-humør' efter det der skete med hende og Eirikur. Maikens mor kommer op med noget at spise ”her er noget at spise” hendes mor smiler lidt ”det er din livret, bare prøv at spise lidt” Maiken sender hendes mor et fortvivlet blik og kigger så ned i jorden igen. Maikens mor går igen og lukker stille døren efter sig, tårerne triller ned af Maikens kinder, ned i maden, ned i den mad hun ikke kan spise. På bare en måned har hun tabt 3 kilo og er blevet meget tynd. Eirikur må ikke se hende sådan, han må ikke få medlidenhed med hende.

Kapitel 13
Det er nu et halvt år siden at Eirikur og Maiken sagde farvel for sidste gang. Maiken klare sig rigtig godt i skolen, men hun snakker stadig ikke med nogle, koncentrere sig kun om sin fremtid. Maiken kommer hjem, klokken er halv 3 og hun har mange lektier for. Af en eller anden grund kan hun ikke fået sig taget samme til at lave dem, så hun går en tur i stedet. Hun går hen i parken hvor der ikke er ret mange mennesker, faktisk er der ingen lige på det tidspunkt. Nok mest fordi at der øs regner, men det vejr passer perfekt til hendes humør. Hun stiller sig ude midt på græsset og lader løbe ned over hende øjne, hun er ligeglad med at hedes make up tvære, ligeglad med at blive syg. Hun står, hendes tåre blandes med regnen. Hendes hår klæber til hovedet og tøjet til kroppen, sangende igen og igen i hovedet ’bare glem og start igen… good bye ingen kan erstatte dig’ de to sætninger der minder hende alt for meget om det der skete for at halvt år siden. Maiken lukker sig ind, der kommer stemmer fra stuen bag den lukkede dør ”hvor er du sjov” Maiken genkender hendes mors glade stemme, det er meget lang tid siden at hun har hørt den. Maiken går op af trappen ”det var ikke for sjov!” hun stopper op.. Hun kender den stemme! Hun bakker ned af trappen og hen til døren, bare for at høre den stemme igen, for at være helt sikker. Jo, det er ham, Chief, ”men hvad laver han her?” Maiken står længe og lytter, kan sagtens høre på hendes mors stemme at hun er forelsket. Det banker på døren, så Maiken får et chok. Hun går hen og åbner, det er hendes mors chef, Maikens mor kommer også ud ”Maiken, du er godt nok hurtig til at komme ned” ”jeg var nedenunder i forvejen” Maiken smiler lidt, synes at hun har været for asocial i alt for lang tid, hun savner virkelig at snakke med nogle om hendes problemer, men ikke hendes mor. Chief kommer ud inde fra stuen ”har jeg ikke set dig før?” ”nej, det tror jeg ikke, hej jeg hedder Maiken” Maiken prøver desperat at lade som ingen ting ”det er da dig der hele tiden var sammen med…” Maiken sender ham et bedene blik, som signalere at han skal tie stille ”… sammen med… em.” ”sammen med hvem?” Maikens mor vender sig nysgerrigt om, hun har lige sagt farvel til Chefen ”nå ikke nogle.. bare..” ”min niece” svare Chief hurtigt, Maiken kigger undrende på ham ”nå da, jeg vidste ikke at du kendte ham?” ”jamen, det gjorde jeg heller ikke, ikke før nu, eller jeg har sagt hej til ham et par gange, men det er vist også det hele” ”okay” Maikens mor virker ikke overbevist, men siger ikke mere. Senere hvor Maiken har joined Chief og Hendes mor inde i stuen, Maikens mor er gået ud i køkkenet for at lave popcorn ”hvordan kan det være at du hjalp mig før” ”em.. fordi at jeg ikke vil sætte dig i dårligt lys” ”okay..” ”jeg tænkte på” siger de begge i kor ”dig først siger Maiken hurtigt.. ”nej, jeg snakker bare først! Em.. hvordan har Eirikur det?” Maiken kigger tøvende ned i gulvet ”ja, det var det jeg gerne ville sige til dig, han er gået ud af bandet!” Chief kigger desperat rundt efter noget andet at snakke om, men for sent ”HVAD!” ”han sagde at han ikke kan klare det mere, han vil ikke snakke med nogle, han er taget tilbage til Færøerne” Chief kigger trøstende på Maiken. Maiken får tåre i øjnene og løber grædende ud af stuen og op på sit værelse. Ude i gangen støder hun på sin mor, ”Maiken, hvad er der galt!?” Chief kommer ud i gangen, ”jeg skal nok gå op og snakke med hende” ”okay” Chief går op og banker stille på døren ”em.. Maiken?” ”hvad!?” Maiken er knust ”må jeg komme ind?” Maiken åbner døren og lukker ham ind.

Kapitel 14
”du bliver nød til at hjælpe os!” ”med hvad?” Maiken snøfter ”du skal få Eirikur tilbage, bandet går fra hinanden uden ham, er du klar over hvor dårligt det går for dem. De kan ikke finde en ny bassist eller noget og så savner de alle sammen ham.!” ”jamen, hvorfor henter i ham ikke selv?” Maiken virker afvisende og sur ”fordi at han ikke vil lytte til os, ellers ville han ikke været taget tilbage til Færøerne, hør nu på mig, han vil kun lytte til dig!” ”nej, han vil ikke jeg kan ikke..” ”Eirikur er forelsket i dig!” ordene rammer Maiken som en knytnæve, hun ved ikke hvad hun skal svare, sidder bare og stirre ”kom nu Maiken, the dreams’ skæbne afhænger af dig!” ”men.. min mor vil aldrig lade mig tage til Færøerne” svare Maiken hurtigt ”jeg har jo skaffet en flybillet!” ”em.. okay.. men kun hvis dig og resten af the dreams tager med!” ”eh.. okay!” svare Chief, men tøver dog lidt. De går ud fra værelset og neden under ”nå, hvad var der så galt?” ”ikke noget særligt” ”jeg tager hende med ud og gå så vi lige kan få det snakket ordentligt igennem” Chief smiler ”okay” Maikens mor kysser Maiken og krammer Chief farvel go så går de, hen til dream-house. De lukker sig ind, inde i stuen sidder Heini, Hans og Corfitz totalt bekymret og nervøse ”godt du er her!” ”du skal få Eirikur tilbage!” ”rolig drenge!” Chief løfter hænderne ”ja undskyld, bandet går bare fra hinanden, vi behøver ham jo!” ”em.. okay, men jeg har sagt at jeg kun vil tage til Færøerne hvis i tager med!” de kigger nervøst på hinanden ”em.. Jeg ved ikke?” ”jeg har sagt ja til det!” svare Chief hurtigt ”em.. okay..” ”men hvordan fanden skal jeg komme til Færøerne med min mors tilladelse?” ”det ordner jeg!” svare Chief desperat. Maiken går nervøst rundt på sit værelse, da hendes mor kommer ind ”hej, jeg har lige snakket med Lars og han har spurgt om vi vil med på en mini ferie på Færøerne?” Maikens blik bliver mere nervøst ”em.. j.. ja!” svare hun så, hun ved at hun bliver nød til det, hun vil samle ’the dreams’ igen, men så må hun også se frygten i øjnene. ”em.. Hvornår rejser vi?” ”det gør vi om to uger” ”okay” Maiken bliver mere nervøs og bange. Som tiden går, glemmer Maiken det mere og mere, hun koncentrerer sig kun om skolen. ”så Maiken, det er i morgen vi skal af sted” Maikens mor smiler i døren til hendes værelse ”ja, det ved jeg godt!” Maiken havde faktisk næsten glemt det, men det er typisk forældre at gøre sådan. Maiken slukker for sin computer og tænker længe over hvad hun vil sige til ham, men hun kan virkelig ikke finde på noget. Hun finder tøj osv. Frem og begynder at pakke. Da Maiken endelig er færdig med at pakke kigger hun på sin telefon.. ”halv 10?” hun går i seng, men kan ikke falde i søvn, tænker kun på hvad der vil ske i morgen. Biip.. biip.. Maiken finder hendes telefon og slukker for den, gør sig klar, tager tøj på og slæber hendes kuffert neden under. Nu ved hun at det er i dag, hvor hun skal stå over for Eirikur for første gang i et halvt år. De får pakket bilen og køre til lufthavnen, hvor de mødes med Chief og drengene ”hej” siger Chief til Maikens mor og krammer hende, han går hen til Maiken ”nå er du klar?” spørger han og trykker hende ind til sig med hans ene arm ”ja, det tror jeg da?” Maikens mor ved ikke hvad de snakker om, så hun ignorere dem bare. På flyet, på vej til et lille ø-landskab kaldet Færøerne. ”se, man kan rent faktisk se Færøerne!” siger Hans begejstret da de nærmer sig de mange øer ”ja, det er smuk!” svare Maiken, hun glæder sig ikke. De lander og bliver modtaget af Hans’ forældre der køre dem til et hotel hvor de pakker ud og slapper lidt af. Maiken har fået sit eget værelse, det valgte hun selv. Det banker på ”må jeg komme ind?” det er Corfitz der er uden for ”ja, vendt lidt” Maiken åbner døren og Corfitz træder ind og kigger sig lidt om. ”jeg tænkte på, ved du hvad du vil sige til ham?” Maiken ved godt hvem han mener ”hvem?” ”Eirikur, hvad vil du sige til ham?” ”det ved jeg ikke” svare hun og kigger ned i jorden ”eh okay, så du improviserer noget?” ”ja, det gør jeg vel” en tåre triller ned af hendes kind ”nej, du må altså ikke græde, det skal nok gå! Det var jo min skyld at alt det her skete!” ”det er ikke derfor, det er fordi at Eirikur er forelsket i mig og jeg sagde farvel til ham før han nåede at sige noget!” hun snøfter og hulker, Corfitz rykker tæt ind til hende og trøster hende.

Kapitel 15
Nu står hun der, ude foran Eirikur og Corfitz hus, der hvor de har boet i hele deres liv. Corfitz har sørget for at deres forældre ikke er hjemme, så Eirikur og hende kan få snakket ud. Maiken banker på, en velkendt stemme svare inde fra huset ”lige et øjeblik” ’selvfølgelig på færøsk’. Døren går op og Eirikur kigger på hende, giver hende at undrende blik som ændrer sig til at afvisende et ”må jeg godt snakke med dig?” ”beklager, jeg har ikke tid” Eirikur lukker døren, men Maiken sætter sin fod imellem ”lad mig nu forklare!” ”du lod ikke mig forklare!” ”nej, og det var forkert, jeg vil meget gerne høre hvad du vil sige!” ”men.. nu er jeg ikke klar til det!” ”lad nu være!” ”hvad!” ”må jeg ikke komme ind, så vi kan få snakket igennem?” ”em.. okay” Eirikur flytter sig lidt så Maiken kan komme ind. Eirikur sætter sig ved et bord, Maiken overfor. De kigger hinanden i øjnene og Eirikur begynder at snakke ”ja altså.. det er fordi at, ja Corfitz gav mig et valg, jeg kunne droppe dig eller bandet..” ”ja, det ved jeg godt!” ”har Corfitz fortalt dig det?” ”nej, jeg stod ved vinduet da han sagde det.. derfor var det at jeg valgte at droppe dig, jeg ville ikke ødelægge ’the dreams’ og de forhold i har til hinanden og til dreamerne, men det ser ud til at jeg gjorde det alligevel” ”jamen, jeg ville have valgt dig, for hvis de virkelig var mine rigtige venner ville de acceptere det.” ”det er så derfor at jeg er kommet her, de siger at du ikke vil høre på dem og at du kun vil høre på mig. De vil have at jeg skal få dig tilbage i bandet, bandet er ved at gå fra hinanden altså som i at det går skide dårligt for dem, de kan ikke finde en ny bassist og så savner de dig ufatteligt meget, og det.. gør jeg også” Maiken kigger ned i jorden og går hen mod døren ”Maiken vendt!” hun vender sig om og kigger ind i hans lyseblå øjne som kigger igen ”jeg bliver nød til at sige det her, inden at jeg vil komme tilbage” ”ja?” Maiken kan mærke den glade fornemmelse i maven ”jeg.. em.. Har faktisk.. en.. kæreste” ordene rammer Maiken lige i ansigtet som et knytnæveslag. Hun skubber sig væk fra ham kigger ondt på ham, med tåre i øjnene. Hun løber grædende ud af døren og kigger forværret rundt, tårerne sløre hendes blik ”vendt, jeg ville have fortalt dig det!” hun løber og falde rover en sten, løber igen indtil at hun støder ind i Chief. ”jamen lille Maiken da, hvad er der galt!?” ”det var Eirikur.. og så..” mere når hun ikke at sige før hendes stemme knækker over og hun begynder at græde endnu mere ”såså, det skal nok gå shhh” trøster Chief ”men.. men!” ”bare fortæl mig det, stille og roligt” ”okay.. men ikke her”. De går tilbage til hotellet og går ind på Chief’s værelse og sætter sig i sengen ”fortæl mig så helt fra starten” Maiken tager en dyb indånding og ånder ud. ”jo altså, jeg var lige kommet ind til Eirikur, jeg tror endda at jeg havde fået ham overtalt til at komme tilbage. Men så stiller.. han sig foran mig og kigger mig øjnene.. og siger.. at..” hun begynder at græde igen ”han har en kæreste!” skriger hun, skriger så højt hun kan og slår ned i sengen og begynder at skrige end i den nærmeste pude. Chief krammer hende ind til sig, til hun stopper med at græde ”så så, han er ikke din tåre vær” siger han med en trøstende stemme. Det banker på og drengene kommer ind ”hvad sker der?” Heini kigger nervøst på Chief ”det er bare noget..” ”det er Eirikur!” svare Maiken som nu kan snakke igen ”hvad er der mad ham!” Corfitz kommer hurtigt ind i samtalen ”i det halve år hvor jeg ikke har, kunne knytte mig til andre drenge på den måde har han bare haft en anden kæreste.. han er fuldstændig ligeglad med mig!” Maiken kigger desperat efter noget hun kan rive i stykker, men hun bliver stoppet af et venligt kram, Hans, Heini, Corfitz og Chief har omringet hende ”det kan han ikke være bekendt, men hvis han skal være sådan, så skal jeg personligt sparke hans røv tilbage til Danmark hvor hans lille kæreste ikke er med!” siger Corfitz vredt ”nej, det skal du altså ikke.. men det er ufatteligt sødt af jer, at i vil passe på mig!”

kapitel 16
Maiken går alene nede på den færøske strand, det blæser og er ikke ligefrem som det ville være i nede syd på. Hun ser to personer stå, de holder ikke i hånden, det kysser ikke, de krammer ikke, står bare og kigger på hinanden. Maiken vil væk, men kan ikke, hun står bare og kigger på dem. Hun kigger stadig, på dem, Eirikur og hans kæreste, han kigger på hendes som den dag til koncerten ”jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her.. men jeg er forelsket i en anden..” han kigger væk, hun prøver at få hans opmærksomhed, han kigger på hende igen og hun giver han en lussing. Eirikur gør intet, kigger bare, der kommer endnu en lussing han gør stadig ikke noget, pigen bliver ved med at slå på ham, men han gør intet. Maiken står bare og kigger, vil ikke se på det, hun løber og løber, til hun er langt oppe i klitterne hvor hun stadig kan se dem, men hun vil ikke. Der går en time og så en til, hun kigger ned, en flok unde drenge står i en cirkel og sparker løs på noget der engang var en smuk sød person, men nu er en forslået stadig sød person. Drengene går og Maiken skynder jeg ned af skranten og falder flere gange, hun løber hen til den forslået Eirikur som ligger og holder sig for maven, hun hjælper ham op og hen på hotellet hvor hun ligger ham i sengen og renser hans sår. Da hans sår er renset ligner han stadig ikke sig selv, han øje er hævet og blåt. Det banker på døren ”lige et øje blik” svare Maiken og åbner døren, det er Corfitz og de andre. Corfitz kigger over skulderen på Maiken og ser den forslåede Eirikur som ligger i sengen ”HVAD ER DER SKET!” udbryder Corfitz chokeret, Hans og Heini klemmer sig forbi Maiken og ser Eirikur ”HAVD FANDEN!” udbryder de begge, Chief kommer også og ser mindst lige så chokeret ud som resten af gruppen ”hvad er der sket med ham?” spørger Chief måbende ”han slog op med sin kæreste og så fik hun nogle efter ham der tæskede ham, jeg så det hele og tog ham så med hjem her til hvor jeg rensede hans sår osv.” Chief kigger chokeret på Maiken ”vi må have ham til lægen.. NU!”. Maiken skynder sig at hjælpe Eirikur op, han tåger rundt og ved højest sandsynlig ikke hvad der sker omkring sig selv. På de nærmeste hospital har lægerne indlagt ham, Maiken sidder ved ham hele natten og dagen efter. Han er i koma og ingen ved hvornår han vågner, eller om han overhovedet vågner igen. i medierne i aviserne, alle på Færøerne ved nu at Eirikur ligger i koma og at ’the dreams’ fremtid er i fare. Maiken er kun ved Eirikur, hver dag og for altid indtil at han vågner. Der er nu gået to måneder og Eirikur er stadig ikke vågnet, Maiken har nu også været på Færøerne så længe. hver gang Eirikur siger en lyd eller bare laver en lille bevægelse får hun en følelse af håb, men nå han så falder til ro igen bliver hun trist og begynder at græde. De eneste der er til at støtte hende er Corfitz, Hans, Heini og Chief, selv hendes mor er taget tilbage til Danmark for at passe hendes job. Maiken sidder alene inde i stuen, snakker til Eirikur i håb om at han inderst inde vil høre hendes ord og bøn om at han skal vågne igen. hun kigger en sidste gang på ham, ligger hendes hoved på hans brystkasse, en sidste tåre triller ned ag hedens højre kind. Hun rejser sig op, går hen og kysser ham og siger farvel for sidste gang og forlader så stuen.

Kapitel 17
Maiken sidder grædefærdig inde på hendes nye værelse hos Hans, Corfitz havde også tilbudt hende at hun kunne bo der, men det ville være for hårdt for hende. Det banker på ”kom ind” siger hun med en halvkvalt stemme, døren går stille op, Maiken kigger ikke på døren, hun sidder med ryggen til, ved godt at det er Hans der er kommet for at trøste hende. Det er nu en måned siden at hun sagde farvel til Eirikur og hun har ikke hørt mere. En hånd ligger sig på hendes skulder, hun gyser lidt. ”vil du ikke engang kigge på mig?” hun genkender stemmen og vender sig glad om, og kigger lige ind i de smukkeste lyseblå øjne ”EIRIKUR!” skriger hun glad og omfavner ham. I døren til værelset står Hans, Heini, Corfitz og Chief og smiler ”hvor længe.. men.. jeg..” Maiken er så glad at hun ikke kan få ordene ud af munden. Eirikur omfavner hende ”jeg ved at du så det hele der skete på stranden” siger han stille til hende ”jeg..” ”jeg vidste at det ville ske, den kvinde er en sindssyg bitch, jeg er forelsket i dig!” han kigger hende i øjnene mens han siger det, Maiken ved at han mener det. Døren ind til værelset bliver stille lukket så de er alene, de kigger stadig på hinanden. Eirikur tøver, men så nærmer hans hoved hendes og deres læber mødes i et kys, et kys der vare ved. De sidder der alle sammen, hele the dreams plus Chief og Maiken, på et Færøsk pizzeria. ”så er vi alle sammen venner igen ikke?” spørger Eirikur lidt nervøst ”ja, det er vi brow” siger Corfitz glad og giver Eirikur en lammer ”av! Det var godt, jeg har savnet jer alt for meget!” siger Eirikur glad og klapper i hænderne for i samme øjeblik kommer hans pizza. Maiken griner og kigger efter hendes pizza som ikke kommer før efter at alle andres pizza er kommet, hvilket Corfitz synes er hyle skægt og mobber hende med det resten af aftenen. Så skal Maiken endelig hjem, hjem til Danmark og hjem til hendes hus. Flyet lander i Kastrup lufthavn og de bliver hentet af Tiesto da det er den eneste bil de lige kunne skaffe med nok plads i, men Tiesto køre også meget gerne for dem. Maiken sidder glad på det bagerste sæde og stråler som en sol over at hun har samlet ’the dreams’ og at hun har fået Eirikur tilbage. Chief sidder og ruder lidt med en æske med noget i ”hvad er det du har der?” spørger Heini nysgerrigt ”dette r ikke noget.. bare en gave til min.. mor” svare Chief nervøst da han finder ud af at det er ham Heini snakker til. Maiken holder godt øje med Chief resten af turen hjem, men dropper det da han putter ’gaven’ i lommen og følger Maiken til hoveddøren. Maiken mor krammer hende glad og overrasket ”hvor har jeg savnet dig meget!” siger hun glad. Maiken tager bare din kuffert med op på værelset og pakker ud. Hun går ned af trappen igen, men stopper midt på trappen da hun ser at Chief sidder på knæ med ’gaven’ fremme foran hendes mor ”vil du gifte dig med mig?” det spørgsmål rammer Maiken lige i maven.

Kapitel 18.
Hun står bare og stirre, hendes mor fumler lidt i luften efter noget som ikke er der ”jeg.. je.. ja” endnu engang rammer ordet Maiken hårdt, men ikke som et svigt, men mere som en overraskelse, tænk at Chief bliver hendes fremtids halvfar! Hun skynder sig op på værelset, venter på noget, men hun ved ikke helt hvad, hun ved bare at det kommer. Hendes dør går op, hendes mor står og smiler over hele ansigtet ”vi skal giftes!” Maiken udstøder en gulpelyd og hoster så, selvom at Maiken allerede vidste det kommer det alligevel som en overraskelse. ”hvornår?” får Maiken fremstammet ”om 2 måneder.. og du skal være brudepige!” Maiken bliver stum.. og tænker ”what the fuck!?” ”Maiken, har du det fint?” ”..emh.. ja, jeg har det helt fint.”
I tiden op til brylluppet må Maiken ingen ting, hendes mor er bitchy og meget stresset på grund af den meget korte tid de har til at planlægge det hele. Tiden går ufattelig hurtigt synes Maiken selv, men for hendes mor går tiden umenneskelig langsom. Dagen kommer hurtigere end ventet, Maiken finder den hæslige hvide kjole frem og får sig klemt ned i den. Hun har sagt til sin mor at den er for lille, men hun svare bare ”det er meningen at den skal være så stram” Maiken tager en taske og propper et par ternede bukser, et nittebælte og en sort ’The Dreams’ – T-shirt ’ret så dumt, når man tænker på at de skal med til brylluppet’ men det Tænker Maiken ikke over. Hun går ned i gangen hvor ’The Dreams’ og Tiesto står, da det er Tiesto der skal køre dem til kirken. ”wow!” drengene stirre med åbne munde på Maiken ”Hallo, jeg er her altså stadig!” siger hun ”ej undskyld!” skynder de sig at sige i munden på hinanden. Maiken tager dem flere gange i at kigge lidt på hende, men hun lader som ingen ting. Maikens mor kommer ud i den vildeste kjole med tyl og frynser ”wow!” siger alle i kor ”hvor er den syg!” siger Maiken uden rigtig at tænke over hvad hun ligger i ordet syg ”jamen tak.. tror jeg nok” svare hendes mor lidt nervøst.
Maiken keder sig for meget i kirken, så hende og Eirikur sidder og joker lidt om præsten når der ikke er stille. Så kommer øjeblikket, sandhedens time ”vil du Lars Pedersen tage..” Maiken kigger sig om, høre slet ikke hvad præsten siger. Corfitz sidder og fumler med en plekter, Heini sidder og holder sig på lommen hvor hans smøger ligger i, Hans sidder hele tiden og retter hans hår og Eirikur, ja den kære Eirikur sidder og vrider hjernen af led for at finde på en ny joke ”ja” kom der ud af Maikens mors mund, der kommer en lettet udånding fra folk ”har Chief sagt ja!?” – tænker Maiken lidt undrende. Da de endelig er færdige i kirken køre Tiesto dem til festsalen i ’the dreams’ – tur bus hvor der er blevet skrevet ’NY GIFT’ på med store bogstaver, både på dansk og færøsk. Maiken skynder sig ud på toilettet da de ankommer, hun er ved at blive kvalt i den kjole. Hun skifter hurtigt til hendes afslappede tøj og placere sig på sig plads ved et af de lange borde, imellem Corfitz og Eirikur ’ikke lige den bedste plads’ – og over for Heini og Hans Edward, hendes mor ved godt at det er dem hun snakker mest med. Under maden sidder Hans og Heini og stirre på Maiken der kæmper med at få maden til at blive på gaflen. Da hun endelig har fået maden til at blive der og skal til at spise det, kigger hun hurtigt på Heini og hans som bare sidder og more sig over hendes små problemer. ”stop!” ’siger’ hun meget højt så halvdelen af festsalen kigger på hende, inklusiv hendes mor. Maiken synker ned under bordet og tier stille under resten af maden. Hun skynder sig fra bordet, og løber uden for med ’the dreams’ i hælende. ”undskyld fordi vi fik dig til at se dum ud!” – skynder Hans sig at sige ”jamen, det gør jo ikke noget” - svare hun bare glad. ”de skal til at skære det første stykke af kagen!” – Sylle er fuldstændig oppe og køre over det, så Hans, Heini og Corfitz skynder sig ind. Maiken begynder at gå efter dem ”skal du ikke med?” – Maiken kigger lidt bekymret på Eirikur ”nej, jeg skal bare lige have lidt luft” – svare han glad ”nå okay, men du kommer snart ind igen ikke?” ”jo da!”- han smiler. Maiken går ind til de andre. Der går flere timer, folk begynder at blive små fulde og Eirikur er stadig ikke kommet ind. Maiken går ud til ham ”du har været her ude længe nu, er der noget galt?” – hun kigger bekymret på ham ”nej.. eller..” – han tøver lidt ”hvad?” ”jeg er bare.. bange for at ødelægge det hele” – han kigger ned i jorden ”jamen, hvorfor skulle du dog gøre det?” – hun smiler lidt som opmuntring ”jeg er jo mega klodset ”nej da, hvis du var så klodset ville du ikke kunne spille så godt på bas” – hun griner lidt og sætter sig på gyngen ved siden af ham.

Kapitel 19
De sidder længe og kigger på stjerne uden at sige noget, musikken dunker inden for. Maiken skæver til Eirikur, hans øjne glimter i lyset fra månen. Hun vender stille hovedet og stirre på ham, en tåre triller ned af hans kind. Hun kigger ned i jorden ”em.. Er der noget galt?” – hun kigger på ham igen ”nej..” – han kigger væk så man ikke kan se hans hoved ”du græder” – svare hun ham ”jeg..” Maiken rejser sig op og går hen til ham ”du ved godt at du kan sige det til mig!” – hun kigger ham i øjnene ”jeg.. jeg tænker bare på der.. Hvor at emh.. der på Færøerne hvor du bare løb da jeg fortalte dig at jeg havde en kæreste.. jeg synes at det var så synd for dig at jeg bare var sådan” – han kigger ned i jorden og flere tårer rammer jorden. ”du skal ikke være ked af det!” – hun løfter hans hoved og kigger ham i øjnene, han rejser sig op og krammer hende ”du er bare så sød, du er der virkelig for en!”. De står længe sådan ”måske skulle vi gå ind igen” – Eirikur trækker sig væk og kigger på hende, svare så ”jo, det kan vi godt” ”vent, jeg vil gerne spørge dig om noget!” – siger Maiken hurtigt ”ja hvad?” ”emh.. jeg tænkte på, var den her virkelig til mig?” - hun tager en lille lyserød seddel op af lommen ”hvad er det?” ”det er den seddel du smed på gulvet til koncerten” ”jeg.. jeg ved slet ikke.. ej, har du den stadig?” ”nej, det er derfor jeg har den lige her!” – hun smiler lidt ”ej, jeg ved ikke hvad jeg skal sige” – han går hen og krammer hende ”jamen tak.. du klemmer mig” – siger hun med en lidt mast stemme ”ej undskyld!” – han trækker sig væk ”men.. var den til mig?” – hun kigger ham i øjnene, holder hans blik fast ”det var det!” – han kigger hende i øjnene. De kigger længe på hinanden ”kom lad os gå ind!” – Eirikur smiler og går forrest ind til et kaos. Heini ligger på gulvet med kage over det hele, Corfitz kravler rundt for at få smalt kagen, mens Hans bare står og er helt flad af grin ”hvad fanden sker der!?” – Maiken kigger forvirret rundt, heldig vis er Chief og hendes mor for fulde til at opfatte hvad der sker, så de er også bare flade af grin ”Heini væltede kagen og Corfitz siger at han nok skal samle den igen!” Eirikur begynder at grine og hjælper sin kære bror op på benene og så bagefter Heini. Der er kage ud over hele gulvet, så Hans får den idé at det kunne være sjovt at lave en glidebane. Straks er hele forsamlingen med på det og de skiftes til at glæde hen af gulvet. Maiken står med Chiefs kamera og filmer når de gale færinger glider hen af gulvet med et underligt skrig. Da folk endelig er færdig med at glide rundt i kagen kommer en der en rengøringsdame og begynder at vaske kagen af gulvet. Badeværelset er fyldt med folk der vasker sig, på grund af kagebanen. Så Maiken må finde det andet toilet, hun går ned af en lang gang til hun kommer til en dør. Der er et billede af en mand og en dame der på, hun åbner døren og går ind. Underligt nok er der ingen, så hun gør sig langsom. Hun har enlig ikke lyst til at gå tilbage til festen, hun vil bare være lidt alene. Den yderste dør går op og en person rykker i døren til toilettet hvor Maiken er. Hun skylder ud og går ud og vasker hænder, ud fra det andet toilet kommer Eirikur ”hej?” – siger han lidt overrasket ”hej” – svare Maiken glad ”emh..” ”sagde du noget?” – Maiken kigger lidt på Eirikur ”nej, jeg sagde ikke noget” – han smiler lidt. Maiken går ud af døren efterfulgt af Eirikur, han tager hendes hånd. De kigger på hinanden, deres ansigter nærmer sig hinanden og deres læber mødes i et blødt kys. Midt i det hele gør en dør op, de trækker sig væk fra hinanden i chok og kigger hen mod døren og Corfitz, Heini og Hans tumler ud på gulvet ”hvad sker der?” – Eirikur kigger undrende på dem ”vi leger!” – svare Corfitz og laver en mislykket koldbøtte. De løber ned af gange hen mod festsalen, og forsvinder så.

Kapitel 20
Maiken vågner klokken 10, ved at nogle folk griner neden under. Hun vikler dynen om sig, kigger i spejlet og bliver enig med sig selv i at hun lige vil gøre lidt ud af sig selv inden hun går neden under. Da hun kommer neden under, sidder de 4 færinger plus Chief og skrald griner. ”hvad sker der?” – spørger Maiken undrende ”det er fra i går, kom og kig” – siger Eirikur glad, Maiken går der hen og sætter sig på knæ for at kunne kigger over Eirikur skuldre. Hun læner sig op af hans ryg og lader hendes dyne hænge ned over ham. De sidder og ser videoer fra kage-glidebanen, og så er alle bare færdige af grin. ”jeg kan bare slet ikke huske det!” – siger Corfitz med et grin ”nej, du er jo også altid så skide stiv!” – griner Eirikur og skubber til Corfitz. De sidder i et par timer og ser videoer fra dagen. Eirikur rejser sig op og går på toilettet, Maiken går ovenpå med sin dyne og begynder at trække i tøj. Døren går stille op og Eirikur kommer ind ”hej” – han smiler ”må jeg komme ind?” ”du er allerede inde?” – hun griner lidt, han kommer ind og sætter sig i sengen. Hun tager et bælte på ”nå, hvad vil du?” – hun sæter sig på gulvet og kigger op på ham med et smil, og skæver så til vinduet som står og klapper. Hun rejser sig op, går hen og lukker det og sætter sig så ved siden af Eirikur i sengen. hun kigger ned i jorden og bliver rød i hoved, selvom at det aldrig er sket før føler hun sig mega pinligt berørt. Eirikur kigger på hende og bemærke den røde farve i hendes ansigt ”hvad sker der?” – han griner lidt ”emh..” – hun rødmer endnu mere. Eirikur vender resten af hans krop så han sidder og kigger lige på Maiken, hun gør det samme. Han tager hendes hænder og kigger hende i øjnene ”jeg.. eh.. jeg kan virkelig rigtig meget godt lide dig” – hans kigger ned i jorden, så er det ham der rødmer ”jeg..” – Maiken tøver og tager så en chance og kysser ham, Eirikur kysser igen. de sidder længe og kysser og nusser ”måske skulle vi gå ned til de andre igen?” – Eirikur smiler til hende ”ja, det ville være en idé” – svare hun og kysser ham en sidste gang inden de rejser sig og går ned til de andre. ”hvor har i været?” – Corfitz kigger mistænkeligt på dem ”Eirikur skulle bare se mit værelse” – svare Maiken hurtigt ”det tog da lidt tid” – siger Hans med et frækt blik i øjnene ”vi lavede altså ikke noget hvis det er det i tror!” – siger Eirikur fornærmet, og så begynder de at grine. Eirikur bliver mere fornærmet og går. De andre kigger undrende på Maiken, som laver et endnu mere undrede blik og går efter Eirikur. ”hvad sker der?” – hun kigger bekymret på den forvirrede Eirikur ”det.. ved jeg ikke, jeg følte bare at jeg havde en vrede der skulle ud” – han kigger end i jorden ”du skal ikke være ked af det, alle har nogen gange brug for at flippe lidt” – hun smiler til ham, da han kigger op.

Kapitel 21
De går ind igen, de andre sidder stadig og kigger undrende. Eirikur går oven på, Maiken bliver neden under lidt ”hvad er der galt med ham?” – Heini kigger nervøst på Maiken ”han er bare træt tror jeg” – hun smiler beroligede i håb om at de lader hver med at spørge ”men han er aldrig sådan når han er træt?” – siger Corfitz spørgende ”jamen.. måske trænger han bare til en pause” – Maiken prøver hele tiden at rede Eirikur ”kan du ikke finde du af det, vi er meget nervøse for ham?” – Hans kigger med en blanding af nervøst og spørgende blik på Maiken ”em.. Jo jo?”. Maiken går oven på og ind på sit værelse, Eirikur er der ikke.. der kommer en lyd oppe fra hendes seng, Maiken kravler der op. Og der sidder han, Eirikur omringet af.. Eirikur? ”hvad er det her!?” – Eirikur kigger på Maiken ”det er mit Eirikur tempel, som jeg lavede før jeg.. ligesom..” – hun rødmer rigtig meget ”det er jo sindssygt!” – han kigger på hende med store øjne ”jeg..” – hun kigger væk ”er du overhovedet forelsket i den rigtige Eirikur?” – han kigger på hende med et skuffet blik ”jeg.. det er altså ikke sådan som du tror det er!” – svare Maiken med en halvkvalt stemme ”nå, så du har ikke bare brugt mig til at blive kendt!?” – Eirikur bliver mere rasende ”je..” ”jeg troede at jeg faktisk havde fundet en der elskede mig som den jeg er!” – Eirikur kravler forbi Maiken og skynder sig ned og ud af døren. Maiken kommer løbende ned af trappen ”Eirikur!!” – hun falder for enden af trappen, kan ikke se noget for tårerne. Hans kommer og samler Maiken op ”hvad er der sket!?” – han krammer hende ind til sig og trøster hende. Der går et kvarter, der går en time. Maiken kan ikke få ordenen ud, hun græder bare. De sidder alle sammen og holder om hende inde i sofaen, Maikens mor er ikke hjemme. Corfitz krammer Maiken ind til sig ”det skal nok gå, der er andre her i livet!” – han prøver så godt han kan, men Maiken begynder at græde endnu mere ”ej Corfitz, det hjælper jo ikke det der!” – siger Hans og så krammer han hende ”Eirikur er ikke det værd!” – Hans prøver også, men Maiken græder bare endnu mere ”ja og du siger at jeg er dårlig til at trøste!” – siger Corfitz fornærmet, krydser armene og kigger væk ”ja, men i det mindste lære hun af at få sandheden at vide!” – Hans rejser sig og går hen foran Corfitz ”nej, i skal ikke slås, ikke når hun er så ked af det!” – Heini går imellem dem, men det hjælper ikke rigtig, det bliver til en slåskamp. Chief kommer ind og får dem stoppet ”drenge, drenge! Hvad sker der?” – han sætter sig ved siden af den grædende Maiken og ligger en arm om hende ”jeg.. em..” – hun snøfter og kigger på drengene som en hentydning til at de skal gå, men det fatter de ikke ”kan i ikke lige gå?” – Chief kigger på dem ”nå, det vidste vi godt!” – siger de i munden på hinanden og går ud af stuen. ”vil du fortælle mig hvad der er sket?” – Chiefs beroligende stemme styrke Maiken så hun kan fortælle ”jo altså, før jeg lærte Eirikur at kende på den måde.. så lavede jeg et ”tempel” til ham hvor der var en masse Eirikur ting og jeg har aldrig kunne smide det væk, lagde kun et tæppe over..” – Maiken tager en dyb indånding ”og så var Eirikur gået op på mit værelse her lidt tidligere og så fandt han det, han troede at jeg brugte ham til at blive kendt..” – Maiken begynder at smågræde igen ”så så, sådan er det ikke, jeg skal nok få snakket med Eirikur om det, så så!” – Chief trøsten virker meget bedre end drengenes, selvom at de prøvede virkede det ikke særlig godt. Maiken sidder bekymret på værelset og kigger hendes bog med billeder igennem, døren gør op og Corfitz kommer ind. Hans sætter sig i sengen ”emh.. har Chief snakket med Eirikur?” – Maiken kigger meget bekymret på Corfitz ”han kan ikke finde ham?” – Corfitz laver et ryg med skulderen som tegn til at han ikke ved noget ”em.. okay, måske skulle jeg.. du ved.. gå ud og lede efter ham?” – hun kigger nervøst rundt, da hendes telefon ringer ”hej, det er Maiken… hvad!?... jeg.. jeg kommer nu!” – Maiken ligger hurtigt på og finder sin jakke, kigger på Corfitz ”kom nu!” – hun kigger desperat på ham ”hvad sker der?!” – Chief har fundet ham!” – hun løber ud af døren og nedenunder hvor de andre stadig sidder og er totalt bekymret. ”Kom nu!” – hun giver dem det samme blik som hun gav Corfitz ”hvad sker der?” – Hans kigger forvirret på hende ”Chief har fundet ham!” – siger Maiken hurtigt, løber ud af døren og hen mod dream house. Drengene kommer bagefter hende, halvt klædt på. Hans hopper på et ben og prøver at spænde sin sko, Heini fumler med sin jakke og Corfitz løber med en hue i hånden. De kommer til dream house, hvor Chief lukker dem ind. Han ser meget forvirret ud ”hvad er der galt!?” – Maiken kigger med sorg i blikket på ham ”Eirikur er.. ikke her, han er på sygehuset.. han.. blev kørt på” – Chief kigger end i jorden med tåre i øjnene, Maiken krammer ham mens hun også græder. De andre kommer op af indkørslen og ser at de står og græder. ”hvad er der galt!?” – Corfitz bryder ind ”Eirikur er blevet kørt på!” – snøfter Maiken og begynder at græde igen, Corfitz, Heini og Hans krammer dem også.

Kapitel 22.
En sygeplejerske lukker dem ind til Eirikur, hun går selv igen og lader dem være alene hos Eirikur. Maiken kigger hurtigt på ham, et billede fra Færøerne kommer frem i hendes tanker. Hun går hen til ham, kigger på ham. Hendes tåre triller ned af hendes kinder, ned på Eirikur. Der kommer en læge og siger at de skal gå, men Maiken vil ikke, hun vil blive. Hun tager fat i senge kanten og holder fast mens lægen står og rykker i hende ”JEG VIL IKKE!!” – skriger Maiken og holder bedre og bedre fast ”Maiken!” – Chief lyder meget vred og samtidig meget trist, Maiken hører ikke efter. Hun står og skriger mens at lægen rykker i hende. Eirikur glipper lidt med øjnene, spærre dem så op da Maiken skriger. ”Maiken!?” – Eirikur’s stemme er rusten og lav, Maiken stopper med at skrige og rykker sig fri af lægen grab. Hun går hen til Eirikur, kan det virkelig være sandt!? Eirikur får med besvære rejst sig op, men falder igen af smerter ”du er blevet syet og så…” – Lægen står og siger alt det de har gjort ved Eirikur, men ingen høre efter. Eirikur sender Maiken et advarende blik og kigger så fornærmet væk ”em.. Må vi ikke være alene?” – spørger Maiken ”eh.. jo?” – Lægen kigger undrede på hende ”tak” – Maiken kigger tilbage på Eirikur, men siger ikke noget før døren er blevet lukket ”det var Chief der fandt dig!” – Maiken kigger på ham ”ja.. det ved jeg godt” – siger Eirikur koldt og ligeglad. ”stop nu det der!” – siger Maiken med en opgivende stemme ”hvad for noget?” – Eirikur bliver ved med den ligeglade attitude ”jeg vil gerne forklare, men kun hvis du kigger mig i øjnene imens!” – siger hun nu med tårer i øjnene ”okay..” – han vender sig og kigger hende i øjnene ”det ”Eirikur tempel” var noget jeg lavede den gang jeg var fan af dig, ikke andet, men jeg kunne ikke få mig selv til at smide det væk. Det minder mig om dig og det vi havde sammen..” – Maiken kigger væk og begynder at gå hen mod døren ”Maiken.. vendt stop” – siger Eirikur med en undskyldende stemme, Maiken vender sig om ”jeg burde altså ikke være så sur på dig, det er mig der laver alle fejlende! Og jeg savner dig, jeg vil gerne gå tilbage til at vi kan være sammen igen” – han smiler lidt nervøst til hende ”jeg ved ikke..” – siger Maiken med en drillende stemme ”ja, det kan vi godt” – siger hun så og smiler. Eirikur folder sine arme ud til et kram, Maiken går hen og krammer ham. Døren går op og ind kommer Corfitz, Heini og Hans med chokolade og blomster. Maiken begynder at grine ”hva’ fanden, er i lige pludselig blevet til bedste forældre!?” – hun kigger på dem med at smil ”altså, bare fordi at vi kommer med gaver, betyder det ikke at vi er gamle!?” – siger Corfitz meget fornærmet og begynder så at grine. Drengene går hen og giver Eirikur en krammer, og giver ham gaven. Maiken lister ud af døren uden at de bemærker det og går helt ud. Uden for er der begyndt at sne, små hvide snefnug ligger sig på hendes sorte jakke. Hun putter hænderne ned i lommen og begynder at gå hjem af. Hun lukker sig ind i gangen, der er meget stille, kun en lyd af noget der koger over kommer ude fra køkkenet. Maiken kigger ind af døren til køkkenet og ser Chief står og kæmper med nogle pastaskruer der koger over ”haha Chief, skal du have noget hjælp?” – Maiken griner og kommer hen og slukker for komfuret ”mange tak!” – Chief kigger underlig på Maiken som om at hun havde magiske fingre. Hun laver pastaerne for Chief og går så op på sit værelse bare får at slappe lidt af. Maikens telefon ringer, nummeret er ukendt. Hun tager den, men siger ikke noget, men da en genkendt latter lyder i den anden ende af røret begynder hun straks at snakke ”HEJ!” – siger hun meget glad ”hej!!” ”hvorfor ringer du!?” ”jo altså, min mor siger at jeg godt må komme på ferie hos dig i juleferien!” ”yey!” Maiken og Henriette får aftalt at hun kommer efter jul og er der til at holde nytår med dem.

Kapitel 23
Tiden går hurtig, Eirikur er stadig indlagt og Maiken har lige fået juleferie. ’The dreams’ skal tilbage til Færøerne for at fejre jul og hun skal selv fejre sammen med Hendes mor og Chief. Det er kun den 19, så Maiken tager op i byen og køber gaver til ’The dreams’ hun har fået en del penge af hendes mor til det, og en liste over hvad de skal have, men Maiken er overbevist om at hun selv vil finde noget til dem. Hun går ind i butikken som minder om punkshop. Hun finder en alt for fed Hat til Hans, et par solbriller til Corfitz, Heini får en T-shirt hvor der står ’I LOVE COCO’ på, men Eirikur er meget svær at finde en gave til. Hun gennemkigger alle hylder og bøjler får at finde en gave, men uden held. Hun køber gaverne til de andre og går videre ind mod centrum. Hun går ned af en side vej som hun ikke har gået på før, der er mange underlige butikker. Maiken kommer til en hippie agtig butik som hun er helt sikker på er lige not for Eirikur, så hun går der ind i og kigger lidt. Endelig finder hun noget, et lille armbånd i sort med noget søl på hvor der står love, hvor o’et er et hjerte. Hun køber det og begynder så at gå hjem. Det er begyndt at sne, så Maiken tager hendes ’Tokio Hotel’ – hue på. Da hun kommer hjem er hendes mor i gang med at lave småkager og Chief kæmper med at få et stor juletræ ind i stuen ”hvad sker der Chief!?” – spørger Maiken med et grin ”jeg pynter juletræ!” – siger han med en forpustet stemme. Maiken går oven på med gaverne og pakker dem ind. Da hun kommer ned igen ligger juletræet det samme sted, men Chief sidder nu på knæ og prøver at skubbe det ind ”skal jeg hjælpe!?” – spørger hun med et smil ”ja tak!” – siger Chief stadig forpustet. Maiken kravler ind i stuen og begynder at trække i træet, men Chief skubber, og til sidst får de det ind. ”Vil du hjælpe med at pynte det?” – spørger Chief glad ”ja!” – svare Maiken med et smil ”okay, vendt her, så henter jeg pynten!” – svare han og forsvinder ud af stuen. Maiken sætter sig i sofaen og tænder for fjernsynet, rigtig som Maiken have troet er der børnetimen og det handler selvfølgelig om julen. Chief kommer ind med en kasse med en masse julepynt og slik stokke, ”er du klar!” – spørger Chief ”jepper!” – svare Maiken og rejser sig op. De pynter og pynter til der ikke er mere pynt tilbage. Døren går op og ind kommer Maikens mor ”wow!” – hun står og er helt mundlam over juletræet ”hvor er det bare blevet pænt!” – siger hun måbende ”det er fordi at jeg har pyntet det!” – svare Maiken stolt. Dagene op til juleaften går langsomt, The Dreams kommer på besøg en sidste gang inden at de skal tilbage til Færøerne for at holde jul. Maiken åbner døren da de banker på, det er Hans, Heini, Corfitz og Eirikur ”hej!” – siger Maiken glad og omfavner dem alle sammen ”det er godt at se dig!” – siger de alle sammen og krammer igen. Chief og Maikens mor kommer også ”hej ,ed jer drenge!” – siger Chief glad og giver dem også en krammer, Maikens mor gør det samme og invitere dem inden for til en kop kaffe og småkager. Under maden sidder Corfitz og stirre ret meget på Maiken ”hvad er der?!” – spørger hun til sidst irriteret ”jeg tænkte bare.. hvornår får jeg min julegave!” – han smiler overdrevet ”du får den i dag, men du må altså først åbne den D. 24, og det ved du også godt!” – svare Maiken med t grin og spiser så færdigt. Maiken går ind i stuen til det store juletræ, lidt efter kommer Corfitz, Heini, Hans og Eirikur ind ”wow!” – siger de i kor da de ser juletræet, Maiken smiler ”hvorfor er vores juletræ altid så lille i forhold til alle andres!?” – spørger Corfitz irriteret ”fordi at vores hus har et lavt loft!” – svare Eirikur meget voksent.

Kapitel 24
Endelig er der jul, men Maiken vil gøre alt for at springe over maden og så lige til gaverne, men sådan er det ikke. De sætter sig ved bordet og begynder at spise, men Maiken skæver konstant hen til gaverne, men kun en gave fanger hendes opmærksomhed, en lille sort gave, form som en firkant, pakket ind med pink bånd og et pink kort. Da de endelig er færdige med at spise skynder Maiken sig hen og kigger på gaverne ’til Maiken fra Corfitz! MOGGA!’ ’til Maiken fra Hans Edward’ ’til Maiken fra Heini’ og så kommer gaven ’til min smukke Maiken fra Eirikuren!’ Maiken smiler lidt og ligger gaven fra sig. ”moar?” Maiken smiler overdrevet meget ”hvad er der Maiken?” ”kan vi ikke godt pakke gaverne op nu.. bebe!” Maikens mor kigger på Chief, som bare smiler ”jo, så lad gå!” ”yey!” – Maiken klapper hysterisk og finder gaverne fra drengene frem, men hun gemmer Eirikurs gave til alder sidst. Fra Corfitz får hun hendes egen plekter og et sæt strenge ”Tak corfitz!” – siger Maiken for sig selv og finder Hans’ gave, en ’The Dreams’ – T-shirt? Maiken undre sig lidt, men siger også tak til ham, selvom at de ikke kan høre hende. Heini giver hende en bamse, i mange farver som forestiller en bjørn, Maiken smiler over hvor sød den er og visker også tak til ham. Hendes mor giver hende tøj osv. Fra punkshop og Chief giver hende en akustisk guitar ”ej, mange tak!” – råber hun næste i hovedet af ham, da hun omfavner ham ”jamen, det var da så lidt” – siger han med et smil. Maiken vender tilbage til træet og finder hendes sidste gave, fra Eirikur. Hun tager den op, den er lille og vejer ikke så meget, hun tager papiret af og genkender æsken fra hippie-butikken. Hun åbner den stille, og der nede i æsken ligger præcis det samme armbånd som hun havde købt til ham, bare i pink ”mange tak!” – visker hun med tåre i øjnene og et smil på læberne.
Maiken vågner tidligt næste morgen, hun kigger på klokken ”kun halv 7!?” – Maiken sukker, men står alligevel op. Hun gør sig klar, for Henriette kommer klokken 3. Maiken går neden under hvor hendes mor og Chief sidder og drikker kaffe, Maiken tager bare en bolle med smør på. Tiden går meget langsom, så Maiken går en tur ned i byen. Maiken kigger på sin telefon ”okay, klokken er halv 3, så kommer hun snart!” – Maiken skynder sig hjem. Hun sidder og glor tv, da døren går op ”HEJ!” – Henriette hopper op og ned mens hun smiler overdrevet ”HEEJ!” – Maiken er mindst lige så glad for at se Henriette som Henriette er for at se Maiken, de krammer hinanden. ”Du kan bare stille dine ting her og så kan jeg vise dig rundt!” – siger Maiken glad. Da de har set huset, skal de spise aftensmad. Henriette sidder og stirre konstant på Chief, de spiser hurtigt færdigt og skynder sig op på Maikens værelse. ”Oh my god! Hvad laver Chief her!” – Henriette kigger nysgerrigt på Maiken ”har jeg ikke sagt at min mor er blevet gift med ham!?” – spørger Maiken overrasket og kigger på hende ”nej?” – siger Henriette og kigger underligt på Maiken ”nå, men nok om det!” – siger Maiken og trækker Henriette med hen til vinduet ”se!” – siger Maiken og peger ned mod et hvidt hus ”hvad?” – spørger Henriette undrende og kigger på det hvide hus ”det hus der?! Det er dream house!” – siger Maiken glad ”er det!?” – spørger Henriette overrasket ”ja!” – Maiken smiler stort og slæber Henriette med hen til huset ”er det ikke hjemme?” – Henriette kigger håbefuldt på Maiken ”nej, de er stadig på Færøerne, men de kommer hjem i morgen!” – Maiken smiler.

Kapitel 25
Maiken vågner og kigger på klokken ”allerede halv 11!?” – siger Maiken chokeret og skynder sig ned fra sengen ”hvad?” – spørger Henriette med en træt stemme ”drengene kommer om en halv time!” – Maiken kravler helt ned og tager tøj på ”jeg er på vej!” – Henriette får med besvær taget sig sammen til at kravle ned. Da de er færdige med at gøre sig klar går pigerne nedenunder og tager noget morgenmad. Da de sidder og spiser morgenmad kommer en flok færinger ind i køkkenet, Henriette sidder stum og stirre på Corfitz og Maiken rejser sig op og krammer dem ”hej!?” – siger de lidt overrasket og kigger på Henriette og kommer hen og krammer også hende, Henriette sidder fuldstændig mundlam og glad ”du er Henriette ikke sandt?” – spørger Corfitz og smiler til Henriette ”jo” – svare hun med et smil. De spiser færdigt og går ind i stuen hvor juletræet stadig står og stadig stråler ”ej hvor er det pænt!” – siger Henriette overrasket og begynder at danse om det og synge julesange, Corfitz grine og begynder også at danse. Maiken går stille ud af stuen, ved godt at Henriette vil være alene med Corfitz. Maiken går op på sit værelse hvor Eirikur følger efter. Hans og Heini går ud i køkkenet fordi der er kager der ude. ”Ja, så er vi her igen” – siger Eirikur med at smil og sætter sig i sengen, Maiken smiler tilbage og sætter sig ved siden af ham, kigger på ham. ”Maiken?” – Eirikur kigger spørgende på Maiken ”ja?” – Maiken kigger undersøgende på ham ”jeg kan virkelig godt lide dig, jeg elsker dig!” – siger han, kigger hende i øjnene. Maikens øjne bliver blanke og våde ”nej Maiken, du må ikke græde!” – siger Eirikur overrasket ”jeg er ikke ked af det, jeg er mega glad!” – siger Maiken og springer om halsen på Eirikur og omfavner ham, så han vælter bag over. ”Jamen okay!” – siger Eirikur med at grin og kysser hende på munden, det kommer som en overraskelse for Maiken, så hun stivner helt. Eirikur stopper og kigger på Maiken, med et undre blik ”er der noget galt?” – spørger han lidt skuffet ”ikke noget, men det kom bare lige som en overraskelse, Maiken smiler og kysser så Eirikur. Da de kommer ned igen er Hans og Heini stadig i køkkenet hvor de forgæves prøver at skære kage ud i lige store stykker. ”hvad sker der?” – spørger Maiken med et grin ”Hans kan ikke finde ud af at skære kage ud og han har endda været bager!” – siger Heini irriteret ”jeg kan godt hvis bare du tiger stille!” – siger Hans irriteret og tager kniven fra Heini. Eirikur bliver for at hjælpe dem, og så vil han også have kage. Maiken går ind i stuen, Corfitz og Henriette er ikke til at se, ikke før hun kigger hen i sofaen hvor de sidder bare, siger ikke noget, Henriette ligger med hovedet på Corfitz skulder og Corfitz har sin arm om hende. Eirikur kommer ind, men stopper op og kigger også. De bakker stille ud igen ”hvor er de bare søde sammen” – sukker Maiken og smiler, Eirikur kigger underligt på hende ”hvor er jeg bare glad for at jeg ikke er en pige!” – siger Eirikur og fniser lidt.

Kapitel 26
Dagene går hurtigt og så er der allerede nytårsaften. Maiken og Henriette har aftalt at de begge tager deres blå bukser på og så en ’The Dreams’ – T-shirt på. De går neden under. Inde i stuen står Corfitz og Eirikur, eller Eirikur løber rundt om Corfitz der er blevet bundet ind i nytårspynt. Maiken begynder at grine og begynder også at binde Corfitz ind ”ej stop dog!” – siger Henriette irriteret og prøver at hjælpe Corfitz, med resultat af at hun bliver bundet sammen med Corfitz. Maiken og Eirikur forlader stuen og så sidder Henriette og Corfitz og er bundet sammen. Maiken og Eirikur står nu ude i gange og griner lidt ”måske skulle vi hjælpe dem?” – siger Maiken og kigger på døren til stuen ”nej, jeg synes at min lillebror skal have lidt privatliv, hvis du forstår hvad jeg mener!” – siger Eirikur og kigger på Maiken med et frækt smil og begynder så at grine. Døren til stuen går og Corfitz kommer hoppende ud mens Henriette hopper baglands ”ikke så hurtigt, jeg falder jo!” – siger Henriette irriteret og hopper igen ”undskyld!” – svare Corfitz og prøver at stoppe med at hoppe så lange hop. Eirikur og Maiken står og er flad af grin ”det er ikke sjovt!” – siger Corfitz og hopper et hop frem, men denne gang kan Henriette ikke følge med, så hun vælter bagover, så Corfitz også falder. Hvilket får dem til at grine endnu mere, Heini og Hans kommer styrtende ude fra køkkenet, men de stopper op, da de ser Corfitz og Henriette ligger og ruller rundt på gulvet, med nytårspynt over det hele. ”Hvad fanden har du lavet, hvad’ Corf!?” – spørger Hans med et grin ”du tiger bare stille!” – siger Corfitz surt, mens han prøver at kommer fri. Til sidst hjælper de dem fri og smider alt pyntet rundt inde i stuen. Da de endelig er færdige kommer Maiken mor og Chief ind ”hvor er det bare blevet pænt!” – siger Maiken mor ”jeg havde ikke troet det!” – siger Chief overrasket ”hvad havde du så troet!” – spørger Henriette med et grin ”jeg havde troet noget i retning af at Eirikur ville binde Corfitz eller sådan noget” – siger Chief med et grin ”havde du været her får et kvarter siden, så have mig og Corfitz lagt bundet sammen ude i gangen lige nu!” – siger Henriette og griner ”så Eirikur har altså bundet Corfitz?” – siger Chief undrende ”ja, jeg kom bare for et hjælpe ham, men resultat af at de band mig også!” – siger Henriette og smiler. Tiden går hurtigt og de skal spise, Maiken kigger hele tiden på hvordan Corfitz reagere på Henriettes tilstedeværelse, men han er ved at være godt fuld. Klokken nærmer sig tolv, Eirikur tager Maiken i hånden og slæber hende uden for. Han tager hendes anden hånd og kigger hende i øjnene, Maiken lukker øjnene og deres hoveder nærmer sig hinanden. Deres læber mødes i et blødt kys, Eirikur trækker sig lidt væk fra hende ”det var det sidste kys jeg gav dig i år!” – han smiler, men hans smil falmer lidt da han ser Maiken skuffede ansigtsudtryk ”hvad er der smukke?” – spørger han og nusser hendes pande ”klokken er jo kun 10!” – siger hun og kigger ned i jorden ”ja, undskyld!” – siger Eirikur pludseligt ”det var ikke det sidste i år, det sidste skal være et minut i 12 og så skal det vare indtil den er et minut over 12, lover du det?” – Maiken kigger på Eirikur med længsel i blikket ”det lover jeg!” – siger Eirikur og krammer hende ind til sig. ”Måske skulle vi gå ind til de andre, du ved bare for at de ikke bliver bekymret” – Maiken smiler lidt til Eirikur. Eirikur svare ikke, ligger bare armen om Maiken og begynder at gå ind. Da de kommer, bliver de nærmest overfaldet af Heini ”vil i høre noget sygt!?” – han er fuldstændig oppe og køre ”hvad er der Heini?” – spørger Eirikur med en irriteret stemme ”Corfitz er stoppet med at drikke alkohol, bare fordi at Henriette bad ham om det!” – Heini kigger forventningsfuldt på dem ”det vidste jeg godt han ville” – siger Eirikur stille, Heini glor på ham og vender så tilbage til stuen ”hvordan vidste du det?” – spørger Maiken lidt undrende ”Corfitz er forelsket i hende, han vil gøre at hvad hende han er forelsket i siger!” – siger Eirikur med et smil ”wow, tænk at Corfitz rent faktisk kan være sådan, det troede jeg slet ikke om ham!” – siger Maiken forundret. De går ind i stuen, Hans, Heini , Chief og Maiken mor sidder der inde, men Corfitz og Henriette er der ikke. Eirikur sætter sig i sofaen ved siden af sien fulde venner, men Maiken er overbevist om at hun skal finde Henriette og Corfitz. Maiken kigger i køkkenet, i soveværelset, alle steder hvor det er muligt at de kunne være, men de er ingen steder at se. Maiken går ind på sit værelse og kigger ud af vinduet, hen mod dream house. Der er mørkt der henne, lige bortset fra et rum, hvor der skinner en orange agtig lys ud på den hvide sne.

Kapitel 27
Maiken skynder sig neden under og ind i stuen, hvor hun vinker Eirikur hen til sig. Eirikur kommer hen til hende ”hvad er der galt?” – spørger han med et smil ”du ved godt at Henriette og Corfitz er alene henne i dream house?” – Maiken kigger undrende på Eirikur ”nej, ikke før nu!” – Eirikur og Maiken skynder sig at tage overtøj på og så går turen hen mod dream house. De lukker sig ind, der er helt stille, ikke en lyd. Eirikur og Maiken tager overtøj af, Maiken tjekker værelserne og Eirikur tjekker de andre rum. Maiken kigger ned af gange og ud fra et af rummende kommer der et orange lys, hun lister hen og kigger ind af døren. Der sidder de Henriette og Corfitz, fanget i et kys. Maiken vil ikke forstyrre dem og lister ud i gangen igen, hvor Eirikur står ”fandt du dem?” – spørger han lidt bekymret ”ja, men de er så søde sammen, jeg vil ikke skille dem af!” – siger Maiken bestemt og trækker Eirikur med uden for. Maiken kigger på sin telefon, 2 minutter i 12. Maiken kigger på Eirikur med et håbefuldt blik ”hvad?” – spørger han dumt og kommer så til at kigge på sin mobil ”1 minut i!” – siger han og fanger Maikens læber i et kys, det føles som en evighed før himlen fyldes med en masse farver, men Eirikur holder hvad han lover og bliver ved med at kysse hende, lige indtil at den er 1 minut over 12. Maiken kigger på Eirikur med tåre i øjnene ”du holdte hvad du lovede!” – siger hun glad og omfavner ham ”jeg holder alt hvad jeg lover, især hvis jeg har lovet dig det!” – visker han i hendes øre. Maiken begynder at græde, ikke fordi hun er ked af det, men af glæde. Døren til dream house går op og Corfitz og Henriette kommer ud, kigger lidt underligt på Maiken og Eirikur, men lader det bare ligge. De går sammen tilbage til festen hvor Hans Edward havde væltet en stol i et mislykket forsøg på at hoppe ind i det nye år. ”dig og Corfitz er sådan et sødt par!” – visker Maiken til Henriette, Henriette kigger mistænkeligt på Maiken og puffer så til hende da hun ser hendes smil. Hans’ telefon ringer, så resten går ud i køkkenet for at snakke der. De sidder og hygge snakker da døren pludselig går op ”KLÆMINT HAR SAGT SIT FØRSTE ORD!” – Hans er Fuldstændig oppe og køre ”hvad var hans første ord?” – spørger Eirikur roligt ”MOGGA!” – råber Hans Edward og er stadig oppe og køre, men falder dog lidt ned da Corfitz begynder at grine ”det er ikke mig der har lært ham det!” – markere Corfitz og skynder sig at tage en slurk af sin sodavand. Hans kigger på Corfitz med et underligt blik og kigger så håbefuldt på de andre ”tillykke Hans!” – siger Maiken og Henriette i kor og angriber ham så i et lille gruppekram ”Mange tak piger!” – siger Hans Edward glad.

Kapitel 28.
Nytår er overstået, Maiken kigger på Eirikur med tåre i øjnene ”hvad er der?” – spøger han, med et sødt smil ”du var bare så sød til nytår, jeg tror ikke at du kan gøre noget der kan være mere sødt!” – siger Maiken og snøfter ”jeg kan godt og jeg vil gøre det!” – siger Han og kysser hende blidt. Maiken krammer Henriette farvel inden at hun står på toget ”vent!” – siger Corfitz forpustet og løber lige hen til Henriette, hvor han kysser hende en sidste gang inden at hun står på toget, med tåre i øjnene. Maiken vinker længe mod toget, selvom at Henriette ikke kan se hende. Maiken vender sig om og kigger på Corfitz, som sikkert for første gang i sit liv har tåre i øjnene, Maiken går hen til ham og krammer ham ”bare rolig, hun savner dig ligeså meget som du savner hende!” – siger Maiken som trøst, men det hjælper ikke rigtigt. Corfitz river sig fri og går hjem, uden at sige et ord. Maiken kigger bekymre på Eirikur ”bare rolig, han bliver okay” – siger Eirikur med et lille beroligende smil ”godt” – siger Maiken og smiler igen. Maiken og Eirikur går, uden at sige et ord. Maiken træder ud på fodgængerovergangen, men Eirikur lige bag sig ”PAS PÅ!” – høre hun ham råbe, så bliver alt sort.

3 år efter:
Eirikur sidder grædefærdig inde hos Maiken på enpersonsstuen, mens de andre bare venter uden for. Eirikur kigger på hende og tænker tilbage på, da han selv lå der. Aldrig har han været så ensom. Han ligger en hånd på hendes bryst, mærker at hendes hjerte slår. Han rejser sig op og går hen til vinduet og kigger ned på vejen. Biiiiiiiiiiiiiip….. ”FUCK!” – råber Eirikur og skynder sig hen til Maiken biip.. biip.. biip.. Eirikur ånder lettet op. Han sætter sig igen og finder den lille æske frem, kigger længe på den og ligger den så tilbage i lommen. Hen rejser sig op og skynder sig på toilette, låser døren. Biiiiiiiiiiiiiip….. ”FUCK FUCK FUCK!!!” – Eirikur fumler med døren, men kan ikke få den op. Han flår, indtil at en anden åbner den. Han stopper op med det samme, da han ser hvem det er ”MAIKEN! – OH GOD MAN!!!” – Eirikur omfavner hende, mens han siger alt det han ville have sagt i 3 år. Maiken krammer tilbage ”hvor længe har jeg været væk?” – spørger hun stille ”3 år.. 3 fucking år, hvor jeg har siddet hos dig hver dag!” – Eirikur trykker hende ind til sig ”3 år!!” – Maiken er i chok og bemærker så hvor ondt hun har i ryggen. Eirikur trækker sig lidt væk og kysser hende stille ”oh yearh det var godt, det har jeg ventet på i 3 år!” – siger han og griner lidt ”er det det eneste du har ventet på?” – spørger Maiken og smiler lidt, nej faktisk ikke.. også at høre din stemme igen og.. det her!” – siger han og finder den lille gave frem ”hvad er det?” – spørger Maiken ”Eirikur giver den til hende. Hun åbner den og ser et par øreringe ”nurh hvor sødt, hvad kostede de?” – spørger hun med at grin ”ikke så meget, selvom at jeg virkelig ville finde det bedste til dig!” – siger han og kigger hende i øjnene ”men endelig er det ikke bare en gave, jeg ved godt at man normalt bruge en ring, men det have jeg altså ikke råd til, så du får altså dem her!” – siger han og kigger håbefuldt på hende ”hvad?” – Maiken bliver mundlam ”jeg.. mens du var væk, indså jeg hvor meget du betyder for mig og at jeg aldrig vil miste dig, i hvert fald ikke før ’til døden os skiller’ – du ved!” – siger han og kigger på hende med tåre i øjnene ”jeg.. ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg er jo kun… 18.. er jeg ikke?” – siger hun lidt undrede ”jo, du er blevet 18” – siger han ”sygt!” – siger hun så bare og griner lidt ”men.. hvad er svaret?” – spørg han, stadig med tåre i øjnene og meget alvorlig ”jeg.. ja!” – siger hun så endelig. Eirikur kysser hende stille ”jeg har ventet på det i lang tid!” – siger han og kysser hende igen. Døren går op og en læge kommer forvirret ind ”hvad er der sket, du har ikke fjernet maskinen fra hende.. HVOR ER HUN!!!” – råber lægen panisk ”jeg er.. her” – svare Maiken stille. Lægen angriber hende og begynder at undersøge hende for bivirkninger eller sådan noget. Maiken sætter sig på sengen ”okay, du skal hvile dig!” – siger lægen strengt ”jaja!”

Kapitel 29
Maiken sidder inde på sit værelse, som er uberørt i de 3 år. Hun tager sin telefon, nyt simkort og hele lortet. Hun taster nummereret ind og trykker på kald op.

- ”Hej det er Henriette?” – siger hun træt
- ”gæt hvem!” – siger Maiken glad
- ”du er.. okay fint jeg giver op, hvem er du?” – siger hun irriteret
- ”Gæt en gang og hvis du gætter rigtigt for du en gave!” – siger Maiken endnu mere glad
- ”jeg aner det ikke, hvem er du!?” – siger hun nu surt
- ”fine.. det starter med M og slutter på aiken!” – siger Maiken glad
- ”… MAIKEN!!!!!!!!!!!!!!!” – råber Henriette
- ”JA! – og ved du hvad!?” – siger Maiken endnu mere glad
- ”nej!?” – svare Henriette desperat
- ”du skal med til mit bryllup!” – siger Maiken glad
- ”hvad?” – spørger Henriette totalt mundlam
- ”mig og Eirikur skal giftes!” – siger Maiken nu mindre hyper
- ”den så jeg ikke komme!” – svare Henriette bare, stadig i chok.

Først nu fatter Maiken hendes mor stres da hun skulle giftes. Maiken stresser nu selv rundt, i en alder af 18 år. Det banker på døre ”ja?” – siger Maiken ”må jeg komme ind?” – det er hendes mor ”ja, det skulle ikke være noget problem?” – siger Maiken spørgende ”okay” – hun åbner døren stille og kommer ind ”hvad er der?” – spørger Maiken med et lille smil ”glæder du dig?” – spørger hendes mor dumt ”er du sindssyg, selvfølgelig!” – svare Maiken med et grin ”godt!” – svare hendes mor glad.