Ny opdatering :)

Hey Guys :) - Igen :)

Så har jeg sq fået min nye blog op at kører, dog mangler jeg jer stadig! :)
Vil lige informere jer om at dette nok bliver sidste indlæg på denne blog, så jeg håber virkelig i vil støtte op omkring den nye blog ! :)

Link til den nye blog: http://kasasfuckeduplife.blogspot.com/ :)

Husk at i er gode mennesker ! :)

Tænk lige over det spørgsmål jeg stillede i det sidste indlæg ;)

Take care <3

Opdateringer

Hey guys ! :)

Jeg er virkelig gået i stå med at skrive fanfic's, som i nok har fundet ud af... Men jeg skriver stadig lidt engang i mellem, og vil gerne blive ved med at skrive, så jeg slår mine blogs sammen :) jeg har både en privat blog og en til nogle andre fanfic's jeg har skrevet, så det hele bliver slået sammen nu! Det tror jeg i hvertfald... Ellers så bliver min blandet blog opdateret oftere end min private blog, der vil komme lidt fanfic's engang i mellem :) Link vil komme når jeg får den oprettet :)

Jeg håber jo selvfølgelig at i vil følge min nye blog når den kommer ! :)

Love you guys !

Så vil jeg lige hører om I ville følge en facebook side omkring mig, hvis den blev oprettet?:) Let me know !

Pas på jer selv derude !

Mennesker!:D

Jeg vil slette mine Tokio Hotel FF's fra denne blog, da jeg har oprettet en ny blog til dem, i håbet om at lidt flere aliens vil læse dem, da de ikke rigtigt bliver læst herinde fordi der også er The Dreams ff's, og som alle nok ved så er der den der 'krig' mellem Tokio Hotel fans og The Dreams fans, så nu har jeg en ny blog til dem (;

Link; http://www.kasastokiohotelfanfics.blogspot.com/

Btw. hvis i har spørgsmål, eller ideer til ff' eller sårn noget, så skriv endelig til mig!:D skriv på denne mail; kasayagi@gmail.com

- Kasa (;

Til hele folket! :D

Harj mennesker! ^^ Eller stalkers xD

Nu er jeg kommet rigtig godt igang med en FF, så jeg har lagt de andre lidt til side, men jeg skal nok lige lave et indlæg eller skrive til jer, når der kommer mere på nogle af de gamele (:

BTW! Jeg vil gå igang med en helt ny måde at skrive på, jeg har, sammen med en veninde, startet på en FF der handler om "Kasaen og Deaen", fordi vi syntes det lød sjovt når man sagde det højt xD Well, det bliver sårn, at Dea skriver et kapitel, så skriver jeg et kapitel, så skriver hun et kapitel, så skriver jeg, osv. :D Det glæder jeg mig lidt meget til! :D

Well, hvis i har inspiration, idéer, samtaler, jokes eller sårn noget der skal med i en FF, så skriv lige til mig :D Det kunne være awesome at få nogle idéer fra andre mennesker ogs n_n' Eller hvis i har nogle ff's som i syntes jeg kan få inspiration af at læse, så send links ! :D

Peace and nuts! :D Like... Peanuts?!o: Not funny, I know... TAKE CARE!

- Kasa, jeres allesammens yndlingsforfatter! >8D

Undskyld ventetiden (Dansk terminsopgave - karakter; 10, essay.)

Vi bliver udsat for meget her i livet, og vi gør en masse ting, men hvad gør vi allermest her i livet? Jo, vi venter. Vi venter på alt. Venter på bussen. Venter på gæsterne. Vi venter på maden. Vi venter på sommeren. Vi venter på julen. Venter på den nye CD fra bandet. Vi venter på en ny musikvideo. Vi venter hele tiden uden at tænke over det. Vi venter hver dag. Men afsætter vi tid til at vente? Næ nej, vi regner bare med at det hele kommer til tiden, og at vi slet ikke behøver noget der hedder ’at vente’, vi vil bare have at tingene kommer når de skal. Men hvorfor tænker vi egentligt sådan? Man aftaler en tid med lægen, men lægen bliver forsinket 5-10 minutter, vi venter, venter på at lægen kalder dit navn, vi forventer ikke at lægen bliver forsinket, så derfor bliver vi sure og utålmodige, vi behøver ikke alt den ventetid, mener nogle, dog mener jeg ikke at vi kan undvære ventetiden, da vi får afklaret en masse med os selv, vi tænker over tingene.

Mens vi står der og venter på noget, bussen for eksempel, så flyder der en masse tanker rundt i hovedet på en, hvad skal man have til middag? Hvordan kommer håndboldkampen til at gå i aften? Hvordan bliver min arbejdsdag? Hvor var det dejligt at lille Frederikke havde en god fødselsdag i går, hvem vinder Europ Music Awards i aften? Hvornår kommer den bus egentlig? Masserer af tanker glider stille og roligt rundt i dit hoved, uden at man selv lige er klar over det, selvom mange syntes at det er spild af tid, og at man mister en masse fritid, så er det jo godt nok at have dette pusterum fra alt det travle, dog selvom det kan være ret ulideligt at vente mens man står i det, men når man så kigger tilbage på al den tid man har ventet, så kommer man til at tænke over hvor mange tanker man har tænkt på de tidspunkter hvor man har ventet.

Man bruger rigtig meget tid på at vente, men vi har jo også tiden til det. Vi har tiden til at tage en slapper og vente lidt. Men vente på hvad? Vente på at byggeriet laver sig selv? Eller vente på at værelset maler sig selv? Nej, bare vente. Vente på lidt af hvert. Vente på at solen titter stille frem bag de små dunede skyer, og rammer jorden med sine fine, varme stråler. Vent på at de små blomster som langsomt titter frem fra deres skjul under den kolde vinter sne. Vent på alt, men lad være med at vente for længe. En dag indser du at du måske har ventet for længe på noget, så opgiver du at vente, opgiver at vente over det hele, du opgiver at vente på lægen, du opgiver at vente på bussen og du opgiver at vente på at nogle kommer med mad til dig. Du indså at du ventede for længe, og du har fuldstændigt opgivet at vente.

En dag er alt for sent. Det hele bliver for sent en dag. Den dag venter vi også på. Den dag hvor alt er for sent. Ventetiden er der, men hvad venter vi egentlig på? Vi venter på alt, og alligevel venter vi ikke på noget. Måske venter vi bare forgæves her i livet. Vi venter på så meget og dog så lidt. Men hvorfor venter vi egentlig? Venter vi fordi vi kan lide det? Eller venter vi fordi vi bliver nødt til det? Nogle venter fordi de kan lide det, andre fordi de bliver nødt til det. Uanset hvad vi venter på, så er det ikke alt der er værd at vente på, hvorfor er der noget der er værd at vente på, og noget der ikke er værd at vente på? Det er forskelligt fra menneske til menneske, nogle vil vente til Prinsen På Den Hvide Hest dukker op, andre syntes det er for lang tid at vente, men hvorfor er det for lang tid? Den prins kan jo dukke op i morgen, eller i næste uge, mens nogle andre prinser bare slet ikke dukker op, så har man jo ventet lidt forgæves hvis ikke prinsen dukker op.
Nogle tager bare livet som det kommer og venter slet ikke på noget, og dog. Disse mennesker lader ikke tiden styre deres liv, de tilrettelægger ikke deres liv, som andre gør, de tager bare det hele som det kommer. Hvis de ikke nåede deres tog, så tager de da bare det næste. Måske tænder de deres computer op og sidder og laver noget arbejde mens de venter på det næste tog, på den måde spilder de jo ikke deres ventetid på toget. I toget kan de måske lave endnu mere arbejde, så spilder de heller ikke tiden i toget.

Ventetid for en til at tænke. Ventetiden til at barnet kommer, vil man virkelig gerne have barnet, eller skal man have det fjernet? Man tænker på hvad farven på børne-værelset skal have, tænker over navnet til barnet, tænker på om det bliver en dreng eller en pige. Man tænker en masse hele tiden. Hvordan skal sutterne se ud, skal det være nogle med navn på, eller skal det bare være nogle helt almindelige nogle? Er det et sundt og raskt barn? Mange tanker sættes i gang når man venter et barn. Nogle tænker ”åh nej, et barn i familien” og andre er kun glade over at få familie forøgelse.

”Man skal ikke forsømme den lille lykke, mens man venter på den store”, et klogt ordsprog jeg engang fik fortalt. Det passer jo også meget godt på den tilstand verden kører i lige for tiden, vi prøve alle sammen at kigge fremad, mange er kun fokuseret på fremtiden og om hvad der sker der. Men hvorfor? Hvorfor kan de ikke bare nyde de små ting i livet? Nyde alle de ting der sker rundt om dem, de venter kun på det der kommer til at ske. For eksempel dem der bor i et krigsramt land, de kan ikke se alle de bittesmå glæder der er i livet, de venter kun på at krigen stopper. De kan ikke se at deres familie gør dem glad. De kan ikke se at deres børn vokser fra dag til dag, alt de tænker på er krigen, selvom de ikke bor tæt på krigen. De kan ikke se alt det deres børn går og laver, de beder kun til Gud og håber på at det hele bliver okay til sidst. Men hvorfor? Hvorfor ser de ikke alle de små ting i livet? Er der bare nogle der ikke kan se alle de små ting? De venter jo kun, de spilder sikkert deres liv på at vente, vente på noget der sikkert ikke kommer.

Ventetid er tænketid er der nogle kloge mennesker der har sagt, det passer jo også. Når vi venter så tænker vi. Men venter vi også når vi tænker? Vi bruger vel tiden fornuftigt når vi tænker, vi tænker på alt mellem himmel og jord. Spøgelser, ånder, overtro, naturen, vejret, dagen, ugen, den forgangene uge, vi tænker og vi tænker. Kommer vi nogen vejene med at tænke? Tit er det vi tænker bare tanker, det er ikke handlinger vi senere udfører i livet. Så hvordan kan man sige at tanker fører os ud i livet? Det gør det jo egentlig ikke i den forstand, vi kan vente på at tankerne bliver ført ud i livet, men drømme er ikke noget vi skal vente på falder ned fra himlen, vi skal selv op og fange dem. Vi venter tit på noget som vi selv skal gøre. Vi venter på at det hele ordner sig selv. Vi venter på at hjælpen kommer til os, men vi gør ikke noget selv for at finde hjælpen. Vi prøver bare at lade verden køre selv, men det fungerer ikke, vi skal hjælpe den godt på vej, vi skal ikke bare vente på at den globale opvarmning klarer sig selv, vi skal hjælpe den på vej til at blive bedre. Vi skal hjælpe det hele og ikke bare vente hele tiden. For hvis alle mennesker i hele verden ventede, var der så egentlig noget at vente på? Hvis vi alle ventede, så ville verden gå i stå, og så ville vi bare vente på at den gik i gang igen, men så kloge er folket i dag ikke, der er ikke nogle der tør at gå imod alle andre og få verden til at køre igen. Så folket vil bare sidde og vente og kigge ud i den blå luft, men nogle hader jo at vente, og der er nogle der mener at det værste man kan udsætte et moderne menneske for, er ventetid. Men hvordan kan det være? Vi har jo tiden til at vente på det. Men er det virkelig værd at vente på hvis det er alt for længe man venter?

Alle venter. Ingen kan komme udenom det. Vi venter alle sammen på noget, og vi venter hver dag. Venter på at vækkeuret ringer om morgenen, venter på at solen står op, venter på bussen der skal komme, venter på at alle møder ind på arbejdet, vi venter alle sammen, og vi venter hele tiden. Ingen kan leve et liv uden at vente på noget. Nogle mennesker siger dog, at de ikke venter på noget, men tager det når det kommer, dog ved vi alle sammen at man ikke kan leve uden at vente. Alle venter. Alle kender det at vente. Alle ved hvad ventetid er. Ingen ved hvornår ventetiden slutter.

Venter DU på noget? Venter du på noget der er værd at vente på?

No Name - FF til Stin *hjerte* (Ikke færdig)

Jeg sad alene i stuen. I en meget velkendt stue. Røde murstensvægge, rødbrune klinker på gulvet. De gamle sofaer stod der hvor de plejede. Plakaten hang ved siden af trædøren, som førte ud til gangen hvor de fire værelser lå. Poolen duftede i hele stuen, og vandet var faktisk rent. Jeg kiggede rundt i stuen igen. Så Eirikur komme til syne henne i døren til køkkenet. Han lignede noget katten havde slæbt med ind. Mørke, sorte render under øjnene, uglet hår, laset, gammelt tøj og snavs i ansigtet, som om han ikke havde været i bad flere dage. Jeg rejste mig op. Kiggede bare på ham. Der kom en lyd bagfra, som om et dørhåndtag lige var faldet af igen. Jeg kiggede hurtigt over mod døren til gangen. Corfitz dukkede op i døråbningen og lignede noget der var værre end Eirikur. Jeg gik lidt over mod ham, men han holdt hånden op i tegn til at jeg skulle stoppe. Jeg stoppede op og kiggede underligt på Corfitz. Han rystede på hovedet og kiggede over på Eirikur og bagefter ned i jorden. Eirikur gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig i den gamle, slidte sofa. Jeg satte mig og kiggede bare på de to brødre. Eirikur satte sig overfor mig og Corfitz i lænestolen. Eirikur kiggede på mig. ”Stin? Det er forbi. Du bliver nødt til at flytte.”, Eirikurs stemme fyldte mit hoved. Flytte? Forbi? Hvorfor var det forbi? Jeg kiggede på Eirikur. ”Hvad mener du?”. Dumt spørgsmål Stin, men det var det eneste jeg kunne spørge om. Eirikur kiggede ned. Corfitz så på mig. Jeg kiggede tilbage på ham. ”Du ved godt hvad han mener!”. Jeg blev helt overrasket over at Corfitz faktisk råbte af mig. Jeg rejste mig bare op fra sofaen. Jeg så på Eirikur og rystede på hovedet. Jeg begyndte at gå hen mod havedøren. Corfitz rejste sig også og fulgte efter mig. Han kom op på indersiden af mig, hviskede noget som jeg ikke kunne høre, og skubbede mig udad mod vandet. Jeg mistede balancen. Et langt øjeblik ramte mig. Jeg ramte vandets kolde overflade hårdt.

Jeg vågnede med et sæt. Jeg lå i sengen sammen med ham. Han lå og så så fredfyldt ud. Han sov stadig tungt. Hans lange hår gik ned i hans øjne. Jeg kyssede ham kort på kinden og lagde mig helt ind til ham. Han duftede af sig selv. Jeg lukkede mine øjne og indåndede bare hans duft. Han duftede dejligt. Jeg kunne blive liggende for evigt. Eller lidt længere tid i hvert fald. Det hele havde bare været en drøm. Det hele havde været en drøm. En forfærdelig drøm. Jeg ville ikke have det skulle slutte mellem Eirikur og jeg. Jeg elskede ham virkelig højt. Han var så kærlig og rar. Han lagde små sedler til mig når han var af sted på tour, så havde han gemt dem rundt omkring i dreamhouse. Og de var kun til mig. Så var der små sedler med alle mulige søde ord og beskeder eller en lille tegning han selv havde tegnet. Og når han var væk, måtte jeg låne en af hans T-shirts at sove i. Han var altid så sød mod mig. Jeg elskede ham virkelig højt og vil ikke skilles fra ham, for noget i verden. Han var min og kun min. Han var min langhårede kæreste. Han var min basspiller. Han var kun min. Ingen kunne tage ham fra mig.

Forladt (Danskstil - fik 10! 8D)

Vinden blæste i hans hår. Han kunne høre bølgerne slå mod stenene nede på stranden. Han gik ikke så langt fra stranden, men han gik den modsatte vej. Vinden var kraftig og skyerne hang tungt henover de små øer midt i Atlanterhavet. Han fortsatte hen ad den lange, tomme gade. Han vidste ikke hvor han skulle gå hen. Så han besluttede sig for at gå en tur på stranden, hvorfor han ville gå derhen vidste han ikke, for han var jo på vej den direkte modsatte vej før. Noget inde i ham trak ham bare derhen. En lille stemme snakkede til ham. Han kunne genkende stemmen, men han kunne ikke huske hvor fra. Han vidste han havde hørt den før. En barnestemme. Han fortsatte hen ad gaden. Hans krop fortalte ham hvad han skulle gøre. Han gjorde ingen modstand til kroppen. Han var ligeglad med hvor han skulle hen. Han ville bare væk. Væk. Væk fra sin lejlighed. Væk den bygning. Bygningen han havde levet i så længe. Bygningen hvor han havde boet aften før. Han var flygtet. Flygtet fra det hele. Han havde kun et tæppe der engang havde været hans søns. Et hvidt tæppe med blå bamser og små, blå sløjfer som var forskudt af bamserne. Han kom ned til de øverste, store sten der lå på stranden. Han stoppede op. Kiggede. Kiggede udover havet. Det brusende, larmende, store hav, der bare lå der. Hver dag kiggede han udover havet. Hver dag kiggede han på det samme vand. Det vand der lå i havet. Han tænkte på hvordan det måtte være at leve som et dyr i vandet. En blæksprutte. Måske. Han tænkte længe over det. Stod i sine egne tanker. Han tænkte tilbage på en koncert de havde holdt engang. Ham og de tre andre. De tre andre fra bandet. Bandet som ikke eksisterede mere. Koncerten havde været varm kunne han huske. Han vidste ikke hvorfor han kunne huske det var varmt, det kunne han bare. Han tænkte over deres tur til den koncert. Ham og den anden guitarist havde snakket om hvorledes blæksprutter var fisk eller om det var et bløddyr. Han ville godt have været en blæksprutte. Eller en vandmand. Ja, en vandmand lavede ikke så meget, de spiste og formerede sig. De skulle ikke tænke på følelser. De skulle ikke tænke på hvis ens kæreste stak af med en af sine bedstevenner og tog barnet med. Det var vandmænd ligeglade med. Så han ville være en vandmand i sit næste liv, hvis han fik et liv mere.
Han trådte ned på de første sten. Han kendte dem alle sammen. Kendte hvilke sten der var løse, hvilke sten man sad godt på, hvilke sten der var gode til at ligge på. Han kendte alle stenene.
Han følte der var noget forandret ved alt. Noget var forandret på stranden. Han så sig om. Kiggede ud over vandet igen. Han stod bare på en stor sten. En stor, mørkerød sten. Han faldt i sine egne tanker igen. Stod stille. Ubevægeligt. Han blinkede kun med øjnene et par gange. Han opdagede ikke at himlen begyndte at græde små tårer. Han stod i sin helt egen verden.
Han kom langsomt til sig selv igen. Himlen græd stadig. Han kiggede op og fik tårer i hovedet. Alle tårerne havde klistret hans hår ind til hans hoved. Han kiggede på de store sten igen. Tog et skridt ned på næste sten. Han mistede fodfæstet og gled. Gled ned af de mange våde sten. Han faldt så langt at der ikke var mere at falde på. Han lå på sandet. Det kolde, våde sand. Hans sorte tøj blev hurtigt sandet til. Han satte sig op. Han havde glemt at stenene blev glatte når himlen græd. Han kiggede rundt omkring sig. Ingen havde set det. Heldigvis. Han rystede lidt på hovedet. Han var svimmel. Hans mund fyldtes med blod. Han vendte blodet ud på det våde sand. Det var ikke et kønt syn. Han hostede og rejste sig op. Noget lyseblåt viste sig mellem to af stenene. Han gik langsomt hen til stenene igen. Han havde ondt i kroppen efter faldet. Han ømmede sig. Bukkede sig ned efter det lyseblå inde mellem stenene. Han rakte ud efter det og trak det ud fra stenene. Studerede det han holdte mellem hænderne. Huskede tilbage.

Han sad der. Sammen med sin søn. Sad i lejligheden som han havde sammen med sin kæreste. Det hele var så godt. Hans søn havde fødselsdag. Han havde foræret sin søn en dukke. En lille fin, sød dukke. Blond hår. Lyseblåt tøj. Små hvide sokker og matchende sko. Sønnen var glad for dukken. Han krammede den ind til sig da han fik den. Han døbte den Heini med det samme. Han opkaldte den efter sin onkel, fordi den lignede ham. Han var så glad for dukken. Han sov med den om natten. Han legede med den om dagen. Han sagde at det var hans lillebror. Lillebror Heini. Det hele var så godt. Sønnen. Dukken som var blevet lillebror.
En dag var sønnen væk. Sammen med sin mor. Han var helt knust. Han blev boende i lejligheden. Han hang et billede op på væggen i stuen. Et billede der vil minde ham om hans søns dåb. Et billede af sønnen i lang hvid dåbskjole, med mørkeblåt bånd om livet. Hans kæreste i sort kjole, med sit lange, sorte, krøllede hår. Ham selv i sort skjorte med sin røde hanekam siddende skråt ovenpå hovedet. Han syntes alt var så godt. Men så var der dengang hvor det gik galt. Kæresten var væk. Sønnen var væk. Dukken var væk. Det hele var væk og stemningen i lejligheden skiftede hurtigt.

Han kom tilbage til normal tilstand igen. Dukken var våd. Han var våd. Tårerne var væltet op i øjnene på ham. Han krammede dukken ind til kroppen. Tårerne fra himlen var blevet store, tunge tårer der langsomt dumpede ned fra himlen. Han kiggede ud over havet. Hav og himmel stod ud i et. Han kiggede ud mod horisonten men han kunne ikke finde den.
Han gik lidt væk fra blodpølen der stadig lå og flød rundt oven på sandet. Han satte sig i det våde sand. Sad bare og kiggede. Han ville blive der. Han havde to minder fra sin søn nu. Et tæppe og en dukke. Han ville beholde det.
Han sad bare i sandet. Han ville ikke væk fra stranden igen. Han ville blive der. I hvert fald i noget tid. Ikke for evigt. Men bare lidt mere.